Filmbranchen har brug for en kritisk presse

Er der én ting, et tungt statsstøttet kulturområde som filmindustrien har brug for, så er det en kritisk presse.

Da politikerne hverken har kontakterne eller tiden til at holde øje med hver en krog af det område, de øser skattekroner ud over, er deres forudsætning for at tildele en industri støtte, en kritisk presse. Nogle skal jo holde øje med de ting, statsrevisorerne ikke kan se ud af deres regneark.

Husk på, at selv i paradisets have var der slanger.

Og man skal ikke tro, at en positiv presse overhovedet kan eksistere uden en kritisk presse. Det er ren ying og yang.

I den henseende skal den tungt statsstøttede danske filmindustri være moderligt glade for ikke at være underlagt den amerikanske presse. Den kritiske presse i Danmark er rene spejderdrenge i forhold til den kritiske presse, den amerikanske filmindustri er underlagt.

Hvordan reagere den danske filmbranche så på en kritisk presse? Er de taknemmelige for, at en aktiv, kritisk presse nok skal holde øje med, hvordan statskronerne daler ned over filmbranchen?

På ingen måde.

For som Ekkos medredaktør Peter Schepelern så rammende har udtalt: ”Jamen, vil vores filminstruktører da ikke have saglig, velunderbygget og seriøs kritik af deres værker? Nej, de vil have uforbeholden ros!”

Peter Schepelerns karakteristik gælder hele filmbranchen, inklusive Det Danske Filminstitut. Filmbranchen slår alle rekorder i følsomhed og forstår simpelthen ikke, at der ikke kan være andet end næsegrus beundring og ros tilovers for deres indsats.

Der er samtidig en frygt i filmbranchen for, at kritik i første omgang kan fratage en filmskaber støtten og i anden omgang hele filmindustrien støtten, og frygten får mange til at censurere sig selv. Ingen skal have noget klinket, for tænk nu, hvis det store vandhul, som alle filmskabere søger ned til, nemlig Det Danske Filminstitut, lukker i?

Frygten burde være ubegrundet. En kritisk presse er netop hele forudsætningen for, at et område kan statsstøttes.

Der er såmænd både aviser og magasiner, som bliver stigmatiseret af filmindustrien. Og ikke sjældent bliver ytringsfriheden forsøgt knægtet, hvis en journalist er så formastelig at skrive en dårlig anmeldelse af en film eller forholde sig kritisk til filmbranchen. Der er en grund til, at anmeldere, undtagen de virkelig søde og holdningsløse, ikke kan interviewe aktørerne i filmbranchen.

Der er instruktører, som – selv tyve år efter de har fået en dårlig anmeldelse – stadig kan snakke om den.

Filmbranchen er ved at falde over sig selv i indignation over, at nogen overhovedet kan kritisere dem. Øjeblikkelig bliver der igangsat spin, som skal flytte fokus fra kritikken, og følelserne får frit spil. Ja, selv pointer som rent faktisk bliver imødekommet oven på kritikken drukner i følelsesmæssig indignation.

Filmbranche burde omfavne og være kisteglade for den kritiske presse. Den er årsagen til, at den overhovedet kan eksistere i denne lille andedam af et såkaldt land, som kun er på størrelse med Hamborg plus forstæder, men hvor politikerne alligevel prioriterer en velfungerende filmindustri.

Kære filmbranche, få lidt hård hud på kroppen!