Filmfond København er en realitet. Med kroner 35 millioner i kassen, som fordeles over tre år til filmproduktioner, skal det være magneten, der skal trække filmskabere til København.

Og det er der al mulig grund til at ønske tillykke med. At troværdigheden undervejs har fået alvorlige ridser, er en ganske anden sag.

For ni måneder siden blev planen ellers skrinlagt og erklæret som uigennemførlig, da det ”kun” lykkes at samle kroner 35 millioner. Der blev råbt og skreget. Der blev – uden held - banket på døren hos både Erhvervsministeriet og Kulturministeriet. Og det blev bekendtgjort, at såfremt der ikke blev rystet op med ekstra kroner fem millioner, kunne fonden ikke blive til noget.

Nu efter ni måneders surmuleri bekendtgøres det så, at Filmfond København er en realitet – på grundlag af de samme kroner 35 millioner, som man tidligere havde bekendtgjort ikke var tilstrækkeligt.

Tilgangen til statslige kasser i Danmark begynder at minde om et arabisk tæppemarked, hvor der sjakres frem og tilbage, indtil man når et beløb, begge parter er lige utilfredse over. Men denne gang er denne sjakren blevet trukket til ulidelighed, og værdifuld tid er blevet spildt. Man kan i denne henseende frygte, at flere vigtige film i mellemtiden er gået Københavns næse forbi – alt det for brødløst sjakren.

Hvad er det, der for kroner 35 millioner ikke kunne lade sig gøre for ni måneder siden, men godt kan lade sig gøre nu?

Områdedirektør Claus Ladegaard, Det Danske Filminstitut, understreger problematikken i en udtalelse den 25. januar 2013 til DR Kultur: ”Om fonden er på 35 eller 40 millioner, betyder ikke noget som helst. 35 millioner er en dejlig start.”

Ni måneder spildt i en ren afpresningstaktik over for de statslige myndigheder.

Folkene bag fonden bør have varme ører.