Med udkig over filmbranchen

24. feb. 2017 | 14:47

Alternative sandheder

Foto | uoplyst
Næppe har Henrik Bo Nielsen, der skal til Oscar-festen, sat sit ben i Guds eget land, før Trump-tankegangen har overtaget.

Oven på den i Ekko omtalte kronik af Peter Aalbæk Jensen og denne blogger har Det Danske Filminstitut allerede på deres hjemmeside præsenteret en række ”alternative sandheder” på grundlag af kronikken.

Det Danske Filminstituts alternative sandheder kunne ikke være formuleret bedre af Trump.

Nedenstående er fakta af instituttets alternative sandheder. Udsagnene i kursiv er fra kronikken.


”I 2016 ramte dansk spillefilm bunden, og biografmarkedet kunne notere sig et af de dårligste samlede resultater af samtlige EU-lande”

DFI’s alternative sandhed:
Billetsalget til dansk film faldt i 2016, men Danmark ligger, med en hjemmemarkedsandel på 21 procent, i den øverste tredjedel af hjemmemarkedsandele i Europa. EU-gennemsnittet er på 15 procent. Kilde: Foreløbige tal fra European Audiovisual Observatory.

Fakta:
Mens stort set alle europæiske lande oplevede stigninger i biografernes tilskuerantal, faldt tilskuerantallet i Danmark. Årsagen til det generelle fald i Danmark var dansk films katastrofeår. Kilde: The International Union of Cinemas


Blandt de desperate handlinger, Filminstituttet i mangel af en ordentlig vision har kastet sig over, er sminkning af liget og statslig indblanding i private selskabers frie forhandlingsret.”

DFI’s alternative sandhed:
Filminstituttet har ikke foretaget nye reguleringer på områder, der ikke tidligere har været reguleret.

Fakta:
 Filminstituttet har reguleret bestemmelsen om procentafregningen mellem producenter og distributører.


”Husk på, at staten kun støtter filmene med gennemsnitligt 36 procent.”

DFI’s alternative sandhed: I 2015/2016 udgør den samlede danske, offentlige støtte 57 procent, inklusive DFI, DR, TV 2 og de regionale fonde.

Fakta:
Med ”staten” refereres der naturligvis til Det Danske Filminstitut. Det er nogle gange vanskeligt at betragte for eksempel TV 2’s engagement som statslig støtte. TV 2's engagement er jo baseret på forventede høje seertal. Altså en rent kommerciel markedsvurdering finansieret af reklamer.


”Filmkonsulentjobbet har jo udviklet sig til holdeplads for filminstruktører, som ikke har fået indfriet forventningerne til karrieren.”

DFI’s alternative sandhed:
Blandt de spillefilmkonsulenter, der har været ansat de sidste ti år, har tre ud af tretten haft instruktørbaggrund.

Fakta:
Som skrevet står ”har filmkonsulentjobbet udviklet sig til holdeplads for filminstruktører, som ikke har fået indfriet forventningerne til karrieren”. Altså udviklet sig til. Tre ud af tre filmkonsulenter har pt. instruktørbaggrund. Og konsulentstillingerne besættes generelt med instruktører, klippere mv. – altså personer, hvis ambition ikke knytter sig til det opsøgende og udviklende. Det sidste er en producers metier.


”Administrationen er jo eksploderet.”

DFI’s alternative sandhed:
Målt i sammenlignelige faste priser er bevillingen til DFI's administration faldet over de sidste ti år og efterlever statens krav om to procent årlige besparelser.

Fakta:
Referencen er til forholdene i tiden fra sammenlægningen af Det Danske Filminstitut, Statens Filmcentral og Filmmuseet til i dag. Der er ingen tvivl om, at administrationen er eksploderet i denne periode.


”Der er også alt for mange direktører.”

DFI’s alternative sandhed
: I 2015 blev det samlede antal ledere reduceret fra 22 til 14, herunder blev antallet af direktører reduceret fra 5 til 3.

Fakta:
 Uanset reduktionen af direktører er der ingen årsag til, at der ikke kan reduceres yderlige. Andelen af budgettet, der ikke går til filmstøtte, er stadig foruroligende høj.


”Den danske filmarv blev jo kun opfundet for, at administrationschefen kunne få en direktørtitel og være øverste leder for bevarelse og vedligeholdelse af den danske filmarv.”

DFI’s alternative sandhed
: Det danske Filmmuseum, der har ansvar for bevaring af den danske filmarv, blev oprettet i 1941 og fusioneret ind i Filminstituttet i 1997.

Fakta:
Det danske Filmmuseum blev lagt ind under Filminstituttet i 1997. Og i 2015 nedlagde Henrik Bo Nielsen den filmfaglige ledelse og erstattede den med hans egen administrationschef, så han kunne få en direktørtitel. Et slag mod den faglighed, som dansk film hidtil har nydt godt af. Så filmarven er i dag underlagt en person, som er der på gennemtræk og uden passioneret ambition for dette meget vigtige område. Rygtet vil vide, at de filmfaglige ansatte under direktøren mistrives.


”DFI administrerer for nuværende en hel del af de midler, der er afsat til regional filmstøtte.”

DFI’s alternative sandhed
: Det er de regionale filmfonde og ikke Filminstituttet, der uddeler hovedparten af den offentligt finansierede regionale filmstøtte.

Fakta:
Igen forvanskning. En hel del af de regionale midler ligger stadig og forvaltes efter forgodtbefindende af ledelsen i Det Danske Filminstitut. Thi kun de vide, hvad der er godt for regionerne.


”Giv producenterne lov til at tjene penge, når det går godt.”


DFI’s alternative sandhed: Producenten kan optjene 75 procents fortjeneste, før nogen form for tilbagebetaling til Filminstituttet finder sted.

Fakta: Vi stiller spørgsmålet: Hvorfor er den danske presse ikke underlagt samme overskudsbetaling til statskassen som danske filmproducenter? Ingen hjælper filmproducenterne med underskuddet, når de laver et flop, så hvorfor skal filmbranchen tilbagebetale et sjældent overskud på en film? JP/Politikens Hus har over en milliard i kassen, uden at de bliver bedt om at tilbagebetale støtte og momsfritagelse.


”Danske filminstruktører med succes flygter i hobetal til udlandet.” 

DFI’s alternative sandhed
: Det er rigtigt, at mange instruktører er efterspurgte og arbejder i udlandet i disse år. Tre ud af de syv navne, kronikørerne nævner, har samtidig haft premiere i 2016 eller er på vej med dansk producerede spillefilm, nemlig Nicolas Winding Refn, Per Fly og Lone Scherfig.

Fakta:
Ork, der kan nævnes endnu flere danske filminstruktører, som er flygtet til udlandet, blandt andre Niels Arden Oplev og Anders Thomas Jensen. De tre instruktørers film, Filminstituttet nævner, er alle engelsksprogede. Det er ikke lykkes Det Danske Filminstitut at skabe basis for, at også de kan få tilfredsstillet filminstruktørernes ambitioner, som i stedet søger mod lande, hvor instruktøren endda kun i mindre grad har noget at skulle have sagt. Det fortæller mere om de utålelige danske forhold end noget som helst andet.

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko