Flere kvinder i dansk film? Nej tak!

Det Danske Filminstitut nedsatte i juni 2016 tre aktionsgrupper, som skulle fremkomme med anbefalinger til, hvordan man kunne skabe en mere lige kønsfordeling i dansk film. Jeg var ankerperson for en af grupperne.

I et stykke tid gik jeg stolt og lykkelig og troede min aktionsgruppe havde fundet løsningen til at udligne den skæve kønsfordeling i dansk film. Den første - og vigtigste – anbefaling i den arbejdsgruppe, jeg var ankerperson for, var:

”Det er arbejdsgruppens klare overbevisning at der skal gøres noget aktivt for at rekruttere flere kvinder til dansk film.”

Jeg tog dog grueligt fejl. Den anbefaling faldt til jorden som en sten.

Der skal nemlig ikke flere kvinder i dansk film. Basta.

Det burde jeg egentlig have sagt mig selv, for det kan jo undre, at dansk films kvinder ikke for længst selv har gjort noget for at tiltrække flere kvinder til filmbranchen, da den nuværende kønsfordeling i den grad byder dem imod.

Når man kigger på kønsfordelingen blandt medlemmer af foreningen Danske Filminstruktører, og filminstruktøruddannelserne Den Danske Filmskole og Super 16, ser man kvinder være repræsenteret med henholdsvis sølle 33, 25 og 24 procent. Altså en langt fra ligelig kønsfordeling. Og næsten dobbelt så mange mænd som kvinder søgte ind på Den Danske Filmskole i 2015.

Helt rationelt kan man jo ikke forestille sig en ligelig kønsfordeling blandt filminstruktører, med mindre man griber fat om problemets rod og får gjort noget radikalt ved basen, der søger en karriere i filmbranchen.

Fakta-resistensen har for længst overtaget, ligesom der er blevet opbygget en række myter og fordomme, som enhver ved er praktisk talt umulige at bryde ned. En af myterne, der allerede er opstået, er, at der er lige mange kvindelige og mandlige instruktører i Danmark.

I dagens Berlingske kan man læse, at ”der optages i dag lige mange mænd og kvinder på Den Danske Filmskoles instruktørlinje, dvs. seks hvert andet år, men det er mandlige instruktører, der står bag cirka 80 procent af de spillefilm, der produceres årligt."

Det var pokkers!

Nej, som tidligere nævnt repræsentere kvinder kun 25 procent af instruktørlinjens elever. Berlingske viderebringer dermed forkerte oplysninger. Og er der én ting, denne udfordring ikke har behov for, så er det forvirring om fakta. Men fakta kan iagttages i ovenstående skema.

Nej, filmens kvinder vil have ændringer, og det skal være her og nu. At det tager mindst tre år at bringe en film fra idégrundlag til premiere, er i kvindernes verden uden betydning. Ændringerne skal ske nu. Basta.

Der havde ellers været rimelig ro i lejren, efter aktionsgrupperne havde afleveret deres anbefalinger, og Det Danske Filminstitut havde responderet og udvist stor alvor i behandlingen af anbefalingerne.

Men så kom Berlingske med en historie om at ”ligestillingen i dansk film halter gevaldigt”. Ud over Berlingske ikke aner, hvad ligestilling er, så meddelte tante Berlinger, at der ville komme to film af kvindelige instruktører i 2017. Og ramaskriget fra filmens kvinder rungede atter over det ganske land.

At historien viste sig at være usand, betød intet. I virkeligheden burde historien have været: ”Der vil ske en fordobling i antallet af film instrueret af kvinder i 2017”, for der vil ved årets udgang være mindst seks danske film instrueret af kvinder.

Det anfægtede dog ikke den frådende Nanna Frank Rasmussen, forkvinde for Women in Film and Television. I den sindstilstand forkvinden øjensynligt befinder sig i, betyder realiteter, sandhed og petitesser om, hvor mange film instrueret af kvinder der i virkeligheden kommer i 2017, intet.

Kønslokomotivet er sat i gear og speederen trådt i bund, så der er ikke længere jordforbindelse til realiteterne. Nanna Frank benyttede blot de oprørte vande til endnu engang at piske kæphesten, selv om ingen ved deres fulde fem har kunnet forvente ændringer i en industri, hvor skabelsesprocessen er så langsommelig.

Det handler nemlig slet ikke om at få rekrutteret flere kvinder til dansk film, det handler om at de få kvinder, som allerede er i filmbranchens brogede flok, blot skal have mere at lave!

Filmens veletablerede kvinder vil ikke have mere konkurrence om støttemidlerne.

Derfor er deres fokus da også langt fra den eneste rationelle løsning på denne udfordring. Man fokuserer alene på ubevidste handlinger fra de bevilligende myndigheder. Kønsbalancen skal sikres ved, at 20 procent af landets filminstruktører får 50 procent af støttemidlerne.

Det har jeg hele tiden sagt og er endda blevet sagsøgt for at sige.