Med udkig over filmbranchen

24. juli 2017 | 17:55

Fra købmand til filmkunstens fortaler

Foto | YouTube
Filmproducenten Regner Grasten er helt i kulkælderen. Han er frustreret og gal.

I et blogindlæg på Filmmagasinet Ekkos hjemmeside den 23. juli, Komiske Kim slår til igen, slår filmproducenten Regner Grastens frustrationer gnister i den danske sommer. Hans frustrationer er på grundlag af en artikel i Jyllands-Posten den 22. juli, hvor jeg tager temperaturen på dansk film.

Jeg står ikke aldeles uforstående over for Grastens frustrationer. De har nemlig alle deres årsag.

Regner Grasten er en mand, som i ét og alt lever efter mottoet ”skyd først, spørg bagefter”, en mand, som uden tankens kraft lader instinktet råde. Grasten er også en mand, der er aldeles umulig at tale efter munden – han skifter jo holdning oftere, end de fleste af os skifter undertøj. Han har i sandhed gjort tidligere statsminister Jens Otto Krags motto – ”man har et standpunkt, til man tager et nyt” – til sit eget.

Efter i årtier at have været katalysator for den folkelige komedie er Regner Grasten nu pludselig sprunget ud som filmkunstens fortaler. Det er dog foreløbigt kun kommet til udtryk i forbindelse med datteren Puk Grastens karriere. Grasten er en mand, som er ude af stand til at tænke på andre end sig selv.

I perioden 2011-2013 solgte Grastens film i gennemsnit 434.715 billetter i biograferne. I perioden 2014-2016 er tallet faldet til 91.173.

Regner Grasten Film har – ud over filmene i Krumme- og Anja og Viktor-serien – tidligere haft enorm succes med dramaer som Det forsømte forår, Kun en pige og Hvidstengruppen. Men han fik i forbindelse med Tarok sådan én over nakken, at det kunne høres helt til Skive.

Det fik Grasten til at skifte spor, og han har siden haft fokus på at lave billige ungdoms- og familiefilm, der indebærer en begrænset økonomisk risiko. Hans andet fokus har været datterens karriere, som bestemt er i en kunstnerisk retning.

Herfra Regner Grastens verden går.

Datterens film floppede, og det gør ondt på ham, for er der én ting en mand på Regner Grastens alder hader, så er det at se pensionskronerne fosse ud af kassen. Puk Grastens 37 solgte i alt 412 billetter i danske biografer.

Det er alle disse forhold, som er fundamentet i Grastens udfald imod mig. Han er simpelthen gået fra filmkøbmand til filmkunstens fortaler, men vil gerne både blæse og have mel i munden. Så samtidig med at han holder fast i sin egen primitive forretningsplan baseret på meget lidt risikobetonede lavbudget-familiefilm, forsøger han at fremme datterens kunstfilmkarriere.

Beklageligvis sker Grastens udfald ved, at han digter om mine angivelige holdninger. Og det er han rigtigt god til, når han nu ikke er i stand til at finde noget, der er faktuelt.

Der er dog et enkelt punkt, han ikke kan digte sig fra. Her må han give mig ret i, at det store danske drama har vanskelige kår i disse år. Grasten påstår dog, at jeg har erklæret dansk film død, hvad jeg beviseligt ikke har. Men jeg er dybt bekymret over de tendenser, som viser sig i de ufravigelige, deprimerende tal for de danske film i de seneste to år.

Jeg har altid fremhævet dansk film hver evigt eneste gang, der har været grundlag herfor. Min blog gennem de seneste fem år er beviset herpå. Men jeg vil så sandelig forbeholde mig retten til at påpege, når det går ad helvede til.

Grasten slår også på, at jeg skulle mene, at hvis blot Susanne Bier kommer hjem og laver nogle film, vil alting være godt. Endnu engang rent opspind. Hvad jeg har påtalt, er talentflugten til USA, som ikke kun omfatter Bier, men også koryfæer som Nikolaj Arcel, Lone Scherfig, Anders Thomas Jensen, Thomas Vinterberg, Martin Zandvliet, Niels Arden Oplev, Tobias Lindholm, Mikkel Nørgaard, Michael Noer, Per Fly, OIe Christian Madsen, Jesper W. Nielsen og Nicolas Winding Refn med flere.

Man skal vist være lidt alternativt indrettet – og det er Regner – hvis man mener, at denne talentflugt ikke har indflydelse på dansk films formåen.

I strømmen af Regner Grastens galde bliver det også påstået, at jeg skulle elske popcornfilm. Selv om jeg altid har hyldet film med bred folkelig opbakning, som er et vitamintilskud til filmindustrien, men ligefrem elske dem, nej, det gør jeg altså ikke!

Jeg er nu mere til film som Christopher Nolans Dunkirk, som lige har haft en stærk åbning.

Og realiteterne taler aldeles mod Grastens påstand om, at biograferne ikke gider vise danske film. I 2017 har danske spillefilm haft premiere i gennemsnitligt 83 biografer, i 2016 var tallet 56.

At jeg ikke skulle kæmpe for talenterne, tror jeg nu nok Fenar Ahmad, Wagma Khattak, Mehdi Avaz, Milad Avaz og Jonas Kærup Hjort vil være temmelig uenige i. Alle er blevet fyldigt og rosende omtalt i mine blogs. Hvad har du gjort, Regner Grasten? Tro det eller lad være, men den danske talentmasse består faktisk af andre end din datter!

Jeg er rigtignok en indædt modstander af lavbudgetordningen. Ikke fordi jeg har noget mod lavbudgetfilm som sådan, men den er helt gal med selve ordningen. Og det tragiske er, at Filminstituttets ledelse gør talenterne en bjørnetjeneste.

Det har jeg dokumenteret talrige gange, blandt andet med afsæt i de engelske erfaringer på området. Alligevel har man på intet tidspunkt gjort sig tanker om, hvordan man kunne få publikum i tale med film, som er barberet ned til tre eller seks millioner kroners budgetter.

Det er simpelthen ikke muligt at producere stærke film for så få penge, hvis filmholdet skal lønnes professionelt. Talenterne skulle have haft et budget på ni eller tolv millioner kroner for at kunne blive sammenlignet med Dogmefilm og Lars von Triers debutfilm, når man indregner inflation.

Kald mig bare komisk og mandagstræner, selv om jeg faktisk advarede mod den katastrofale lavbudgetordning allerede, da den var på tegnebrættet.

Jeg er jo blot drengen, der råber, at kejseren ikke har noget tøj på. Og sandheden … ja, den er altid ilde hørt.

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko