Gyldne filmscener

Vi kender det alle: Vi sidder og ser en film og pludselig opstår et øjeblik som i særlig grad bevæger os, imponerer os, morer os eller flytter os. Det er, hvad jeg kalder ”gyldne filmscener”, scener, som for altid lagrer sig i vor bevidsthed.

Nogle gyldne filmscener kan vi sikkert blive enige om er fantastiske, andre ikke. Det er ingen eksakt videnskab.

Jeg har fundet ti gyldne filmscener, som af den ene eller anden grund altid vil forblive på min nethinde.

Samtlige filmscenerne er hentet fra amerikanske film. Jeg beklager! Mens jeg anerkender, at det værste møg kommer fra USA, så gør det bedste altså også!

Retfærdigvis skal det dog nævnes, at jeg mægtig gerne ville have præsenteret et klip fra Thomas Vinterbergs debutfilm De største helte (drømmesekvensen, hvor Thomas Bo Larsen og Ulrich Thomsen står på taget af en kørende bil), men klippet lod sig desværre ikke finde. En skam – efter min mening en af dansk films gyldne filmscener, som sagtens kan konkurrere med amerikansk film.

Men værs’go – ti gyldne filmscener:

Singin' in the Rain: ”Make ’em laugh”

Egentlig er jeg ikke særlig begejstret for musicals eller dansefilm, og når jeg bliver præsenteret for en kombination af begge, er det som regel ganske uudholdeligt. At se The Sound of Music (1965) og Mamma Mia! (2008) er for mig som at sidde fast i skærsilden.

Mit filmkiggeri er ikke altid af lyst, men en professionel nødvendighed.

Et par scener fra denne type film har alligevel fæstnet sig på min nethinde. En af dem er ”Make ’em laugh”-scenen i Singin' in the Rain (1952).

Gene Kelly og Stanley Donens musical forbinder de fleste nok med Gene Kellys titelnummer, men jeg foretrækker langt Donald O’Connors tour de force.

Scenen er ikke målrettet mod perfektion, som man ellers oplever det i mange musicals. Scenen er nærmest et intermezzo i filmens handling og foregår i kulisserne på et filmstudie. Men den energiudladning, som publikum bliver præsenteret for i denne scene, er et gyldent øjeblik.

Første gang, jeg så nummeret, var ikke engang i selve filmen, men i opsamlingsfilmen That’s entertainment! fra 1974. Den så jeg i Dominion Theatre i London, som dengang blev benyttet som biograf. De, som har været i dette teater, vil give mig ret i, at bedre ramme for O’Connor-scenen findes ikke:

I storbyens havn: ”I coulda been a contender”

En af filmhistoriens største skuespillere, Marlon Brando, leverer i I storbyens havn (1954) en af karriererens bedste præstationer, måske kun overgået af indsatsen i Omstigning til paradis og The Godfather.

Han blev da også tildelt en Oscar for sin præstation som en eksbokser, der gør oprør mod korrupte fagforeningsbosser.

Jeg så første gang filmen i Århus Studenternes Filmklub, hvilken klub jeg skylder en stor tak for min filmiske opdragelse.

I nøglescenen beskylder han sin bror, spillet af Rod Steiger, for at have været årsagen til, at han aldrig nåede toppen som bokser:

Fagre voksne verden: ”Are you trying to seduce me?”

Ingen film har jeg set flere gange end Fagre voksne verden (1967). Det handler sikkert om min alder, første gang jeg så den. Den kunne jeg ikke lige slippe.

Pænheden i den amerikanske 60’er-middelklasse er til at få øje på i denne film om Benjamin Braddock, som har en lille smule svært ved at finde ud af, hvad han skal bruge resten af sit liv på.

Som et oprør mod pænheden indleder han et forhold med Mrs. Robinson, hustru til hans fædrende ophavs kompagnon – og i øvrigt også deres datter. Det skaber en del bølgegang i de to familiers indbyrdes forhold.

Når jeg skriver, at Ben indleder et forhold til Mrs. Robinson, er det noget af en tilsnigelse. Det er faktisk lige omvendt, hvilket denne fantatiske scene med de indledende spilfægterier afslører:

Den hårde straf: ”Yodeling in the Canyon”

Af alle Jack Nicholsons film er denne min favorit. Han modtog da også i 1974 prisen som ”bedste skuespiller” for rollen som ”Bad-Ass” Buddusky i Den hårde straf (1973) ved filmfestivalen i Cannes.

Den desværre oversete film af Hal Ashby handler om to flådebetjente som får til opgave at eskortere en ganske ung fange fra flådestationen i Norfolk, Virginia, til fængslet i Portsmouth, New Hamshire. Fangen skal afsone en uforholdsmæssig høj straf (otte år) for at have stjålet 40 dollars fra konen til flådestationens øverstbefalende.

Da de to betjente opdager, at de har at gøre med et sølle skrog, beslutter de sig for at introducere ham for alle de ting, han endnu ikke har stiftet bekendtskab med, og som han må undvære under afsoningen. Samtidig forbereder de ham på det hårde liv bag tremmer.

Den ultimative hymne til kammeratskabet.

I min favoritscene fra filmen er Jack Nicholson og Otis Young, som de to flådebetjente, i gang med at præparere fangen, spillet af Randy Quaid, til et besøg i et horehus. Nicholsons mimik i scenen er et klasseeksempel på at holde masken, når man bliver udsat for umådelig naivitet.

The Godfather Part II: ”I know it was you, Fredo”

En af verdens bedste film er Francis Ford Coppolas The Godfather Part II (1974), hvor man følger Don Corleone (Robert De Niro) i hans ungdom og introduktionen til den kriminelle løbebane, og også samtidig følger tronfølgeren, Michael Corleone (Al Pacino) og hans skærmydsler med rivaliserende gangstere i almindelighed og hans egen familie i særdeleshed.

Filmens slutscene er intet mindre end et af filmhistoriens mest fantastiske øjeblikke, da en Michael Corleone sidder i sin dybeste magtfuldkomne ensomhed og må erkende at vejen til magtens tinder ikke har været uden store, personlige og familiære omkostninger: Hans bror er blevet slået ihjel på hans ordre, og ægteskabet med Kay er røget i vasken.

Men mit personlige yndlingsøjeblik er nøglescenen, da Michael Corleone konfronterer broren Fredo (John Cazale) med, at han ved, at det var ham, der forrådte ham. I baggrunden følger man samtidig Cubas daværende præsident Batista få kolde fødder og løbe fra det hele nytårsaften 1958:

Lenny: ”Have you ever blahed a blah?”

Helt forrygende er da også Bob Fosses sort-hvide Lenny (1974) med Dustin Hoffman i hovedrollen som den legendariske standup-komiker Lenny Bruce.

Filmen markerer samtidig vendepunktet for Hoffmans karriere. Efter Lenny gik det stille og roligt ned ad bakke, efter pragtpræstationer i blandt andet førnævnte Fagre voksne verden (1967), Midnight Cowboy (1969), En god dag at dø (1970), Køterne (1971) og kulminerende med Lenny.

Lenny Bruces tekster havde – i modsætning til de fleste af sine nutidige danske pendanter – meget stærke politiske budskaber: Han var mod Vietnam-krigen og seksuelt hykleri. Han ville provokere, og det lykkes!

I en gylden scene er Lenny netop blevet løsladt efter at have været arresteret for, i sit sceneshow, at have brugt ordet ”cocksucking”. Da han vender tilbage til scenen, er det med fuld opmærksomhed fra ordensmagten, og for at undgå en ny arrestation må fantasien tages i brug:

Annie Hall: ”La di da”

Woody Allens sandsynligvis bedste film Annie Hall (1977) præsenterer Diane Keaton som en ægte comedienne. Dem er der ikke særligt mange af.

Præstationen sikrede Keaton en Oscar ved uddelingen i 1978.

Jeg så filmen første gang sammen med den familie, jeg boede hos under et ophold i New Jersey. Deres reaktion overraskede mig, idet jeg også dengang betragtede den som et mesterværk. Jeg glemmer aldrig deres reaktion efter filmen: ”That man is truly disturbed” Og så ville de i øvrigt ikke snakke mere om det.

Biografturen kom i stand på min opfordring, jeg havde nemlig allerede stiftet bekendtskab med Allen i film som Mig og Bogart (1972), Min yndlingsperversion (1972), Mig og fremtiden (1973) og Kærlighed og død (1975). I min ungdoms naivitet tænkte jeg, at med både Allens og min værtsfamilies jødiske baggrund måtte filmen da være lige noget for dem.

Jeg tog fejl og lærte, at man skal kende sit publikum. Efter at have set den, så de mig pludselig i et helt andet lys. Måske i samme lys som de betragtede Woody Allen.

Den gyldne filmscene opstår, da Woody Allen i rollen som Alvy Singer og Diane Keaton som Annie Hall lige har mødt hinanden og situationen udvikler sig temmelig kejtet. I mangel af ord udbryder hun: ”la di da, la di da, lala yeah”:

Vidnet: ”Ooh, ohoooh, this is great”

Intet er federe end at se en film, som man intet har hørt om. Risikoen er jo, at man opbygger forventninger, som måske ikke indfries. Nej, så hellere få dem frisk fra fad.

Præcis den situation opstod med Peter Weirs Vidnet (1985), da jeg drev biografer i Aarhus.

Flere måneder før filmens verdenspremiere fik jeg en opringning fra filmens distributør, som blot sagde: ”Jeg sender en film over til dig, se den! (det var dengang film til biograferne kun forelå i 35 mm og vejede 25 kg).”

Overraskelsen var stor, ikke fordi jeg syntes, Vidnet er verdens bedste film, men fordi den beviste, at Harrison Ford rent faktisk er i stand til at spille komedie. Det havde han ellers, indtil det tidspunkt, gjort sig ret store anstrengelser for at skjule.

Scenen, som jeg betragter som gylden, understreger blot dette. Han roder, i selskab med Kelly McGillis, med reparationen af den bil, der skal føre ham bort fra det Armish-samfund, han er blevet tvunget til at tage ophold i. Han har ellers fordrevet tiden med at samle kræfter til det endelige opgør med de korrupte politimænd, som sendte ham – hårdt såret – i armene på McGillis.

En dampende hed sommernat får Sam Cookes Don't Know Much About History fra bilens radio, Ford og McGillis til at kaste sig ud parringsdans:

Pulp Fiction: ”Big kahuna burger”

Quentin Tarantions Pulp Fiction (1994) var en befrielse. Den fik premiere på et tidspunkt, hvor jeg syntes, jeg havde set alt og fremtidige filmoplevelser blot ville være gentagelser.

Den originalitet, Tarantino præsenterer i denne film, gav mig fortsat håb.

Den gyldne filmscene opstår, da de to lejemordere, Jules og Vince, spillet af Samuel L. Jackson og John Travolta, opsøger nogle unge mænd, som menes at have snydt deres arbejdsgiver Marsellus Wallace. I scenen præsenteres også en ægte MacGuffin i form af en attachétaske, hvis indhold aldrig bliver afsløret. Men at dømme efter ansigtsudtrykkende på dem, som åbner tasken, pirres nysgerrigheden i en sådan grad, at det nærmer sig irritation.

Samuel L. Jackson ejer, med forrygende dialog, denne scene til fuldkommenhed, kig med her:

Moulin Rouge!: ”Your Song”

Selvom musicals – som tidligere nævnt – generelt ikke er noget for mig, er Your Song-scenen i Baz Luhrmans Moulin Rouge! (2001) en af de bedste, jeg nogensinde har oplevet inden for denne genre.

Luhrmans brug af musik i denne film er formidabel. Og faktisk kommer Elton Johns nummer endnu mere til sin ret i denne version, hvor lydbilledet fyldes i langt højere grad end i originalen.

Filmen handler om den fattige forfatter, Christian, (Ewan McGregor) og hans fascination af skøgen Satine (Nicole Kidman), med det parisiske danseetablissement Moulin Rouge som baggrund for kærlighedshistorien.

I den gyldne filmscene erklærer Christian sin kærlighed til Satine, og det i en sådan grad, at vi når hidtil ukendte højder, da månen til slut også synger med:

Bonus:

The Godfather: ”They talk, when they should listen”

Francis Ford Coppelas The Godfather (1973) er et overflødighedshorn af gyldne scener. I starten af filmen, hvor Don Corleone (Marlon Brando) under datterens bryllup holder hof på sit temmelig mørklagte kontor. Eller da Don Corleone møder sin skæbne i filmens slutscene. Eller ...

Den mest fantastiske scene er dog, da Don Corleone afviser et tilbud fra Sollozzo (Al Lettieri) om at lade Corleone-familien blive involveret i den yderst profitable handel med narkotika. I denne scene gør Brando sig fortjent til prædikatet, ”verdens største skuespiller”. Hver en gestikulering, hvert et ord, hvert et åndedræt, er filmhistorisk verdensklasse.

Der er flere højdepunkter i scenen. Lige inden Don Corleone sætter sig ved siden af Sollozzo, børster han noget af Sollozzos benklæder, efter netop at have fortalt hovedårsagen til, at mødet i det hele tager er kommet i stand, er fordi han har hørt, at Sollozzo er en seriøs mand, som bør behandles med respekt. Et af filmhistoriens mest fantastiske øjeblikke.

Næste højdepunkt er da Don Corleone, med højt løftede øjenbryn, fortæller sønnike Santino (James Caan), at han aldrig igen skal involvere nogen uden for familien i sine tanker: