Har vi brug for Filmskolen?

Den 16. september fylder Den Danske Filmskole 50 år. Men er der grund til fejring?

Den Danske Filmskole regnes i dag for at være en af verdens bedste filmkunstneriske uddannelser. Det er i al fald en af de dyreste uddannelser pr. elev i Danmark. Den danske stat pumper årligt 47 millioner kroner i filmskolens drift, og skolen optager hvert år gennemsnitligt 25 nye elever til uddannelserne, som strækker sig over fire år.

Filmskolen blev indviet i 1966 og fik en ublid start. Skolen mødte massiv modstand fra filmbranchen, der mente, at instruktører var noget, man henter ind fra gaden.

Meget har siden ændret sig, men modstanden fra dele af filmbranchen er intakt – og nu endda krydret med modstand fra en tv-branche, som hellere vil have håndværkere end kunstnere. Og kun 38 procent af spillefilmene, som har haft premiere i de danske biografer i de seneste ti år, er blevet instrueret af en person med en uddannelse fra Filmskolens instruktørlinje.

Derfor melder der sig selvfølgelig spørgsmålet, om en Filmskole overhovedet er nødvendig med hensyn til instruktører. Spørgsmålet er i allerhøjeste grad blevet aktualiseret efter nyheden om, at frisøren Dennis Knudsen skal debutere som instruktør med Prinsesse, som produceres af Zentropa.

Ikke et ondt ord om Dennis Knudsen og hans erhverv, men hvis en frisør kan nedsætte sig som instruktør, hvad skal vi så med en hundedyr uddannelse?

Men lad os kigge på, hvordan filminstruktører, der er uddannet på Den Danske Filmskoles instruktørlinje, klarer sig over for instruktører med anden uddannelsesmæssig baggrund.

For at undersøge det har jeg samlet data fra de sidste ti år i fire forskellige kategorier: billetsalg i ind- og udland, danske anmelderes vurdering og udenlandske filmpriser. Se skema 1.

På alle parametre slår instruktører fra Filmskolen instruktører med anden baggrund. Det gælder tilskuerantal i Danmark og især i udlandet, det gælder også filmpriser i udlandet, og filmskoleinstruktører får også bedre anmeldelser i Danmark, selv om der her næsten er tale om dødt løb.

Filmskoleuddannede er bare bedre end alle øvrige, der kalder sig filminstruktører.

Jeg vil derfor mene, at Den Danske Filmskole i allerhøjeste grad har sin berettigelse. Tallene taler for sig selv. Den Danske Filmskole løfter niveauet for hele den danske filmindustri.

Det kan dog undre, at mange af de uddannede fra Filmskolens instruktørlinje – for eksempel Stafano González, Tzara Tristana, Thomas Bjerregaard Nielsen, Kasper Gaardsøe og Nuka Wølk Mathiassen – blot kan sidde og kigge på eksamensbeviset. Efter en lang årrække har de fortsat deres spillefilmdebut til gode, fordi de bliver vraget til fordel for en frisør.

Ingen tvivl om, at vi alle bærer på en historie af mere eller mindre relevans for en bredere kreds, men derfra og så til at kunne forløse historien som filminstruktør, er der et pænt stykke vej.

Så ja, vel er der grund til at fejre Danmarks nationale filmskole. Så herfra skal lyde et rungende tillykke til Den Danske Filmskole med de 50 år.

En hyldest kræver naturligvis også, at man blander en smule malurt i bægeret, så jubilaren ikke begynder at hvile på laurbærrene.

Når man graver en smule dybere i de data, som skema 1 er baseret på, tegner der sig et noget mere nuanceret billede, som kan iagttages nedenstående i skema 2.

Som man ser, er Filmskolens instruktørlinje i top, når det gælder udenlandske tilskuerantal og filmpriser. Det skyldes et langt stykke af vejen instruktører som Susanne Bier, Lars von Trier, Thomas Vinterberg og Nikolaj Arcel. Filmskoleuddannede som Johan Melin, Morten BH og Søren Fauli trækker dog i negativ retning på alle parametre.

Instruktører med anden uddannelse på Filmskolen end instruktørlinjen, laver nok film af gennemsnitlig fin kvalitet, men ligger betydeligt lavere på alle øvrige parametre. I denne kategori hæver Bille August, Michael Noer og Tobias Lindholm op, mens de eklatant dårligt sælgende Anders Morgenthaler, Mogens Hagedorn og Jakob Thuesen gør det modsatte.

Super16-instruktører bider Filmskolens instruktører kraftigt i knæhaserne med navne som Martin Zandvliet, Christina Rosendahl, Ask Hasselbalch og Kaspar Munch.

Super16-instruktører har opnået en noget højere score, når det gælder anmelderstjerner, og de er på højde med filmskolens instruktører, når det gælder udenlandske filmpriser. Altså højere kvalitet fra Super16. Og selv hvis vi tager den filmskoleuddannede Claus Bjerres Far til fire-film af ligningen, ændres der ikke på det faktum.

Til gengæld har Super16-instruktører slet ikke i samme grad fat i publikum, hverken i Danmark eller uden for landets grænser.

Sceneinstruktører som Kasper Holten og Katrine Wiedemann burde holde sig til scenen. Der er ikke ligefrem mange tilskuere eller priser at finde til deres film. Den gennemsnitlige kvalitet er til gengæld i top. Men bemærk, at det er baseret på temmelig spinkelt grundlag, idet kun to sceneinstruktører i perioden har haft modet til at springe fra scenekanten til det store lærred.

Men når det gælder det gennemsnitlige tilskuerantal i de danske biografer, slår filminstruktører med skuespillerbaggrund alt.

Her taler vi instruktører som for eksempel Hella Joof, Anne-Grethe Bjarup Riis og Martin Miehe-Renard. Skuespillere har øjensynligt en pagt med deres publikum, som filminstruktører med anden baggrunde ikke har. Undtagelser er dog Paprika Steen og Jonatan Spang, som begge er floppet ved billetlugerne.

Skuespillere laver dog film af langt lavere gennemsnitlig kvalitet end filmskolens instruktører. Og skuespillere modtager kun få filmpriser og har meget få tilskuere i udlandet. Paradoksalt nok gælder de to sidstnævnte faktorer også filminstruktører, som har modtaget deres undervisning på filmskoler i udlandet.

Autodidakte ligger meget tæt på det kedelige, grå gennemsnit. I denne kategori løfter Anders Thomas Jensen, Nils Malmros og Ole Bornedal gennemsnittet. Simon Staho, Lasse Spang Olsen og Manyar I. Parwani trækker ned.

Så skulle man skabe den perfekte filminstruktør, ville det være en person fra Filmskolens instruktørlinje, som har skuespillerens øje for publikum og Super16-instruktørernes øje for kvalitet.