Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

19. sep. 2014 | 16:57

Hey instruktører! Hvad sker der for jer?

Susanne Bier, Mikkel Nørgaard, Nikolaj Arcel og Rasmus Heide: Hvor er I? Det kan da umuligt være jeres agenda, bestyrelsen i Danske Filminstruktører forsøger at få staten til at gennemtvinge.

Susanne Bier, Mikkel Nørgaard, Nikolaj Arcel, Niels Arden Oplev, Rasmus Heide, Tomas Villum Jensen, Charlotte Sachs Bostrup og Christian E. Christiansen: Hvor er I? Det kan da umuligt være jeres agenda, bestyrelsen i Danske Filminstruktører opfordrer staten til at gennemtvinge i forbindelse med instruktørforeningens udspil til Filmaftale 2015-2018.

Bestyrelsen i foreningen Danske Filminstruktører vil reducere den danske filmindustri til produktion af billige tv-film, reality- og gameshows. Det vil være resultatet af udspillet, og det kan da umuligt være i succesfulde filminstruktørers interesse.

Jeg elsker jeres film, og jeg vil til min død kæmpe for, at også kommende generationer skal opleve fantastiske danske spillefilm.

Men jeg er bekymret. Virkelig bekymret.

Udspillet tager jo alene udgangspunkt i forsmåede danske filminstruktørs karrieremæssige stade.

Filminstruktører uden succes har sat sig tungt på instruktørernes dagsorden. Laveste fællesnævner kan man roligt sige, filminstruktørforeningen arbejder ud fra.

Instruktørforeningen vil øge antallet af film fra 80 til 120. Det til trods for dansk film, ifølge Filminstituttet, mangler 40-60 millioner blot for at lave de 80 film, vi har været vant til. Så man kan roligt spørge, hvor pengene skal komme fra. Men klart: Et øget antal film vil komme de instruktører til gode, som har vanskeligt ved at få deres film produceret.

Svaret på, hvor pengene skal komme fra, forsøger instruktørforeningen selv at give et bud på: Støtten til populærkulturelle film skal sættes ned. Trods disse film kun oppebærer 25 % af støttemidlerne i New Danish Screen, konsulent- og markedsordning. Hvordan det vil hjælpe filmbranchen til yderligere indtægter, giver instruktørerne ikke svar på.

Og for at sætte hovedet på sømmet skal støtten på franchises (filmserier) halveres efter den tredje film, på trods af at filmbranchen desperat mangler indtægter.

Faktisk mener bestyrelsen i instruktørforeningen, at hvis man yderligere omfavner det kommercielle, vil man komme til at gøre dansk film ubodelig skade. Det er et noget besynderligt tidspunkt at fremkomme med sådan et udsagn, netop som dansk film har åndedrætsvanskeligheder økonomisk. I øvrigt er det kommercielle, det eneste vod-udbydere og tv dybest set er interesseret i.

Instruktørbestyrelsen mener også, at staten skal bestemme vinduernes længde og fastsætte, hvor meget biograferne skal betale i filmleje. Denne betaling skal gerne forhøjes med ti procentpoint, og så skal filmbranchen gøre knæfald for teleoperatørerne. Det vil dog lukke 85 procent af biograferne og fjerne grundlaget for en egentlig dansk spillefilmproduktion.

Det betyder, at bestyrelsen i instruktørforeningen vil omfavne internettet og minimere biograferne. Til trods for biograferne genererer de største indtægter af alle platforme. Det svarer jo til at operere på det raske ben for at helbrede det syge – og så i øvrigt fjerne hele filmbranchens egentlige grundlag.

Endelig mener instruktørbestyrelsen, at biografernes tilskuerantal ikke skal bruges som succeskriterie, selv om biograferne er den første indikation på, om en producent kommer tørskoet i land eller ej. Komplet utopisk at tro, at man kan fjerne dette succeskriterie og vente flere år, før man kan inddrage de forsmåede instruktørers yndlingssucceskriterie: Publikums gratis adgang til deres værk. Bemærk, at i modsætning til vod-udbyderne, som hemmeligholder antallet af transaktioner, tilbyder biograferne fuld åbenhed om deres tal.

Instruktørernes udspil tager i sin helhed udgangspunkt i at understøtte instruktører, hvis film intet betalende publikum har, på bekostning af alle de succesfulde. De succesfulde instruktører kommer virkelig til at lide, såfremt staten giver bestyrelsesmedlemmerne i Danske Filminstruktører magt, som de har agt.

De forsmåede instruktører har øjensynligt vanskeligt ved at acceptere deres skæbne, og nu tager de hele den danske filmbranche som gidsel for deres drømme og besynderlige forestillinger.

En hel filmbranche skal tilpasse sig instruktører uden egentlig folkelig opbakning.

Instruktører uden succes drømmer om at få den fulde ejendomsret over deres film. De vil frigøre sig fra producenter, distributører samt biografer, og så drømmer de om at tjene flere penge.

Og staten skal selvfølgelig bære dem på hænder og fødder og i øvrigt gennemtvinge deres drømmes mål.

Men det har selvfølgelig sin forklaring.

Ifølge instruktørerne selv bliver deres film nemlig først overskudsgivende, når de runder 250.000 solgte billetter i biograferne.

Når en instruktør vil lave en film, som efter al sandsynlighed ikke vil nå 250.000 solgte billetter i biograferne, har forudsætningen som oftest været, at instruktøren må bidrage med halvdelen af sit honorar til filmens finansiering. Det fulde honorar kommer derfor først til udbetaling, når filmen har rundet de 250.000 solgte billetter.

At arbejde for halvt honorar er derfor realiteten for et flertal i instruktørforeningens bestyrelse. Eneste undtagelser er et mindretal bestående af Søren Kragh-Jacobsen og Rumle Hammerich.

Halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne i instruktørforeningen har aldrig instrueret en film, som har haft mere end 3000 tilskuere i biografen. Og hele fem af bestyrelsesmedlemmerne har ikke instrueret spillefilm inden for de sidste tre år. Halvdelen af bestyrelsesmedlemmer har kun instrueret én enkelt spillefilm.

Et flertal af bestyrelsen i instruktørforeningen får altså sjældent fuldt honorar. Det har de ofte brokket sig over.

Og hvad gør man så? Man forsøger at dreje hele filmbranchen i en retning, som muliggør at instruktører fortsat kan lave film, ingen gider se. Og samtidig bringe instruktøren i en situation, hvor det fulde honorar selvfølgelig kommer til udbetaling, uanset publikumstallet.

Man kan roligt påstå instruktørbestyrelsen meler egen kage, og ofrene bliver de succesfulde filminstruktører og filmbranchen generelt.

Derudover skal det ske i en verden, hvor biografer, distributører og producenter skal overflødiggøres. Det er nemlig dem, instruktører uden tilskuermæssig succes ser som årsagen til deres økonomiske armod.

Det vil – mildt sagt – ikke sikre dansk spillefilms fremtid. Bare spørg Claus Bjerre og Jonas Elmer, om det er en god idé, at instruktørerne bliver deres egen producent.

Drømmen om utopisk mammon er kort og godt årsagen til, at instruktørforeningen indtager en noget anden holdning, end deres amerikanske kolleger, som for enhver pris vil beholde biograferne og støtter biografernes kamp for et vindue, der kan sikre filmbranchen overlevelse.

Kort og godt er instruktørernes udspil én lang remse af tiltag, staten skal finansiere og gennemtvinge. Tiltag, som vil føre dansk film direkte i afgrunden.

Ganske imponerede klaret på tyve sider.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko