Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

24. juli 2015 | 09:00

Historiens ti største filmserier

Foto | Metro-Goldwyn-Mayer
Tarzan – her med Johnny Weissmuller i 1932 – er den mest sejlivede af alle filmserier. Der er produceret 60 film, og en ny film er faktisk på trapperne.

Et lille, men ganske støjende jammerkor har gennem de senere år istemt melodien: ”Der er alt for mange fortsættelser af film på biografernes repertoire.”

Jammeren er særligt høj nu, hvor premieren på James Bond (nummer 24), Far til Fire (17) og Star Wars (7) nærmer sig. Og sandt nok fylder disse film meget på grund af deres store lanceringskampagner i forhold til de originale film, der ofte lever en mere stille tilværelse. Men beskyldningen om, at serierne fylder for meget i biografrepertoiret, er alligevel urimelig.

Fortsættelser er en absolut minoritet i biografernes repertoire. Der er iøvrigt heller ikke noget nyt i, at filmbranchen laver fortsættelser.

Producenter over hele verden har altid været fristet af tanken om at finde en succesopskrift og så gentage succesen, indtil publikum ikke gad se filmene længere. Og publikum har elsket det. Fortsættelser giver nemlig ingen mening, hvis der ikke er et publikum til dem.

De fortsættelser, vi oplever i biografernes repertoire i disse år, er dog absolut intet at regne i forhold til fortidens filmserier.

Her er de ti serier, som har fostret flest spillefilm i historien:

 

10. Gøg og Gokke (25 film, 1931-51)

Hele 25 spillefilm – ud af en produktion på i alt 107 film – nåede komikerne Stan Laurel (Gøg) og Oliver Hardy (Gokke) at indspille. De blev officielt filmpar i 1927 og indspillede efterfølgende talrige korte stumfilm. Deres første spillefilm er Pardon Us fra 1931.

Deres komik er ren falden-på-halen med Stan Laurel i rollen som den mildt sagt enfoldige og Oliver Hardy som den mere forstandige. Begges naivitet er dog lammende.

Parrets film blev regnet som b-film, men populariteten var enorm, og deres film indtjente millioner af dollars. Bedste film er James W. Hornes Way Out West fra 1937, som der er et klip fra her:

 

 

9. Blondie (28 film, 1938-50)

Skuespillerinden Penny Singleton indspillede 28 film i rollen som Blondie. Den er baseret på tegneserien af samme navn og skabt af Murat B. ”Chic” Young. Alene i 1939 indspillede Singleton ikke færre end tre film i serien.

Filmen fokuserer på den amerikanske kernefamilies små og store trængsler hjemme og på arbejdet. Blondie er hjemmearbejdende husmor, Busser er udearbejdende skaffedyr, og sammen har de villa, børn og vovser.

Blondie-filmene blev regnet for at være b-film, og filmselskabet bag filmene, Columbia Pictures, var meget opmærksom på at skabe kontinuitet, så hver film fortsatte, hvor den forrige slap.

Det var en filmserie, som de trofaste fans ikke ville give slip på. Da Columbia Pictures efter fjorten film indstillede produktionen, måtte man efter kort tid genoptage serien efter krav fra publikum.

En af de sjoveste i serien er Frank R. Strayers Blondie on a Budget, som fik den danske titel Blondie redder pelsen og er fra 1940:

 

 

8. Wizard of Oz (28 film, 1910-2014)

Troldmanden fra Oz er blevet filmatiseret i adskillige versioner. Mest kendt er selvfølgelig versionen fra 1939, der er instrueret af Victor Flemming og har Judy Garland i hovedrollen som Dorthy.

Det hele udspringer af L. Frank Baums bog om Dorothy Gale, som af en tornado bliver ført bort til et magisk land. Her søger hun efter troldmanden, der kan hjælpe hende hjem igen.

Citatet ”Toto, I've a feeling we're not in Kansas anymore”  fra Garland-versionen er blevet brugt i adskillige film, blandt andet Avatar.

Seneste udgave er en computeranimeret film fra 2013. I dette klip fra 1939-versionen synger Judy Garland slageren Somewhere over the Rainbow:

 

 

7. Carry On… (31 film, 1958-92)

De engelske Carry On…-komedier består af 31 lowbudget-film. De er alle instrueret af Gerald Thomas, og de har – ret usædvanligt ­– stort set samme filmhold.

Filmenes humor er typisk britisk, og flere af dem parodierer mere seriøse film. For eksempel er Carry On Cleo (1964) en parodi på Cleopatra (1963) med Elizabeth Taylor og Richard Burton.

Ellers er det engelske institutioner, som stod for tur. Det kunne være sundhedsvæsenet, monarkiet, militæret, fagforeninger, camping eller skønhedskonkurrencer. Sågar er der også en parodi på gyserfilmene fra filmstudiet Hammer.

De gennemgående skuespillere er Sidney James, Kenneth Williams og Charles Hawtrey. Anmelderne og det engelske kulturparnas hadede indædt filmene, men publikum elskede dem. Lyder det bekendt?

Den bedste film i denne serie er Gerald Thomas’ Carry On Up The Khyber (på dansk: Carry on Gunga Din) fra 1968:

 

6. Red Ryder (32 film, 1940-50)

Red Ryder-filmene var en populær westernserie, som er baseret på tegneserien af Stephen Slesinger og Fred Harman.

Red Ryder er en barsk cowboy, som kæmper for retfærdigheden, hver gang uret opstår. Faste elementer i filmene er Thunder, Red Ryders hest, hans tante og den komiske makker Little Beaver.

Forskellige skuespillere har personificeret Red Ryder: Allan Lane, Jim Bannon, ”Wild” Bill Elliott og Don ”Red” Barry. Der blev produceret helt op til seks Red Ryder-film på et enkelt år.

En af de bedste i serien er Howard Brethertons San Antonio Kid fra 1944:

 

 

5. Abbott & Costello (37 film, 1940-59)

William ”Bud” Abbott og Lou Costello er en amerikansk komikerduo, hvis film gjorde dem til det mest populære makkerpar i underholdningsindustrien i 40’erne og 50’erne.

Deres første optræden på film var i One Night in the Tropics fra 1940. Her stjal de hele opmærksomheden med deres klassiske sketch Who’s on First? Deres anden film Buck Privates gjorde dem øjeblikkelig til superstjerner.

Abbott & Costello lavede 37 film sammen mellem 1940 og 1959 og var de højest betalte og mest populære entertainere under Anden Verdenskrig.

Plottet i deres film var blot en undskyldning for, at de kunne introducere de sketches for biografpublikummet, so de tidligere havde optrådt med på teatret.

Parrets bedste film er Charles Bartons Bud Abbott & Lou Costello Meet Frankenstein fra 1948:

 

 

4. Sherlock Holmes (47 film, 1921-2015)

Sir Arthur Conan Doyles fiktive detektiv, Sherlock Holmes, har haft en næsten magisk tiltrækningskraft på filmskabere.

Siden 1921 har historierne om den rationelle detektiv med den uundværlige pipe, hans komiske sidekick, Dr. Watson, og ærkefjenden Professor Moriarty, fosteret 47 spillefilm.

Samtlige film følger den samme opskrift: Sherlock Holmes får til opgave at løse et mysterium af kriminel karakter og med hjernevindingernes kraft løses det. Og udgangspunktet er altid adressen Baker Street 221B i London. Dog skal det siges at der gik rimelig meget action i Guy Ritchies to Holmes-film fra hhv. 2009 og 2011.

Karakteren Sherlock Holmes har optrådt i en endeløs række tv-film, teaterstykker, kortfilm og radiostykker, og selvfølgelig også spillefilm.

Hele 28 skuespillere har gennem tiden portrætteret Holmes: Første skuespiller i en spillefilm i fuld længde var Eille Norwood i The Hound of the Baskervilles fra 1921 og siden fulgte blandt andet John Barrymore, Basil Rathbone, Nicol Williamson, George C. Scott, Christopher Plummer, Peter Cook, Peter Cushing, Michael Caine, Christopher Lee, Jonathan Pryce, Robert Downey, Jr. og senest Ian McKellen.

Bedste skuespiller til at portrættere Holmes er Basil Rathbone, som medvirkede i hele 14 film i perioden 1939-1946 og den bedste film er Sidney Lanfields Baskervilles hund fra 1939:



3. Charlie Chan (46 film, 1931-81)

Charlie Chan er en fiktiv, kinesisk detektiv i USA. Den er skabt af Earl Derr Biggers, der med den heroiske karakter ville lave et modtræk til stereotype, kinesiske skurke som Fu Manchu.

I filmene er Chan detektiv for politiet i Honolulu, men mange af historierne tillader Chan at rejse jorden rundt for at løse krimigåder.

Første spillefilm er Charlie Chan Carries On fra 1931, og den sidste er Charlie Chan and the Curse of the Dragon Queen fra 1981.

Der er produceret 46 amerikanske film om detektiven. Fem skuespillere har portrætteret Chan: Warner Oland (seksten film i perioden 1931-1937), Sidney Toler (22 film i perioden 1938-1946), Roland Winters (seks film i perioden 1947-1949), Ross Martin (en enkelt film i 1973) og Peter Ustinov (en enkelt film i 1981).

Bedste Charlie Chan er Warner Oland, og bedste film er Louis Kings Charlie Chan in Egypt fra 1935:

 

2. The Bowery Boys (48 film, 1946-58)

The Bowery Boys var fem unge skuespillere og en blikkenslagerlærling fra New York, der medvirkede i Sidney Kingsleys skuespil Dead End i 1935 på Broadway. De blev alle fragtet til Hollywood, da William Wyler i 1937 filmatiserede stykket. De opnåede øjeblikkelig popularitet og forblev en nogenlunde samlet enhed til deres sidste film i 1958.

Samtlige 48 film var heliumlette komedier med nogenlunde samme status som de engelske Carry on…-komedier.

Gruppen bestod af Billy Halop, Bobby Jordan, Huntz Hall, Charles Duncan, Bernard Punsly og Gabriel Dell. Se introduktionen til The Bowery Boys, som aldrig var i nærheden af Oscars, men blev elsket af publikum:

 

 

1. Tarzan (62 film, 1918-2016)

Filmene om abernes konge er baseret på Edgar Rice Burroughs’ bøger og den mest sejlivede af alle filmserier.

Der er næsten ingen ende på historierne om lord Greystokes søn, som adopteres af en menneskeabehun og vokser op i den afrikanske jungle.

Det er fuldt ud forståeligt. Temaet er jo fundamentalt spændende og rummer mange dramatiske muligheder, og sammenstødet mellem natur og kultur udnyttes ofte til betragtninger over menneskets natur: skabt til at hæve sig over de vilde dyr, som det alligevel selv er en del af.

Utallige skuespillere har portrætteret Tarzan, og for ikke tvinge læserne igennem en længere kedelig opremsning, skal her kun de mest markante nævnes: Johnny Weissmuller (tolv film i perioden 1932-1948), Lex Barker (fem film i perioden 1949-1953), Gordon Scott (seks film i perioden 1955-1960), Ron Ely (to film i 1966 og 1970) og Christopher Lambert (en enkelt film i 1984).

Derudover er der produceret fem animationsfilm, hvor Disneys version fra 1999 er den mest berømte. Og lige om lidt vil Alexander Skarsgård atter kaste sig i lianerne i rollen som Tarzan. Der sker i Peter Yates film, som får premiere i biograferne 14. juli 2016.

Johnny Weissmuller er og bliver den ”rigtige” Tarzan, og den bedste film er Tarzan fra 1932:

 

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko