Med udkig over filmbranchen

14. okt. 2017 | 09:52 - Opdateret 14. okt. 2017 | 20:16

The Hollywood Casting Couch

Foto | 20th Century Fox
Marilyn Monroe poserer i en sofa, der til forveksling ligner den såkaldte Hollywood Casting Couch.

I en uge har medierne ubønhørligt fremstillet miljøet omkring filmbosserne i Hollywood som værende besat af gamle, fedladne, bøvsende og cigarrygende mænd, der efter forgodtbefindende rager løs på enhver kvinde, som måtte komme inden for rækkevidde.

Sagen om Harvey Weinstein er naturligvis et skrækeksempel på den magtfuldkommenhed, der rammer, når nogle mennesker føler sig ophøjet til gudestatus. Heraf den gamle joke: Hvad er forskellen på Harvey Weinstein og Gud? Gud er sikker på han ikke er Harvey Weinstein!

Hvad Harvey Weinstein har rendt rundt og lavet, er naturligvis utilgiveligt, og ingen straf er for hård. Selv om Harvey Weinstein nu er den mest døde sild i filmindustrien nogensinde, føler mange sig dog kaldet til fortsat at banke knive i det stærkt gennemhullede lig. Ofte med henblik på selvpromovering. Men Harveys karriere har taget det sidste åndedræt, og hjertet er for længst holdt op med at slå.

Naturligvis skal ingen ustraffet opføre sig på den måde, og retfærdigheden er da også sket fyldest.

Harvey Weinstein er dog langt fra den første, som har begået uhyrligheder. Barnestjernen Shirley Temple anklagede en producent fra Metro-Goldwyn-Mayer for at have lynet bukserne ned under deres første møde 1940. Hun var tolv år gammel. Joan Collins hævdede at have tabt kampen om rollen som Cleopatra i filmen af samme navn i 1963, fordi hun nægtede at gå i seng med producenten.

Louis B. Mayer (1884-1957), bossen for Metro-Goldwyn-Mayer, var om nogen kendt for sin sexchikane af kvindelige stjerner, blandt andre Judy Garland.

Der er faktisk ingen ende på historier om sexchikane i Hollywood.

Men problematikken er dog ikke helt så sort-hvid, som nogen vil gøre den til: At de hvide, fedladne og cigarrygende Hollywood-bosser er nogle svin over for de stakkels, uskyldige og sagesløse kvinder. Det er kun den ene side af sagen.

Medaljen, hvis man kan bruge det udtryk i denne sammenhæng, har naturligvis en bagside. Marilyn Monroe karakteriserede engang Hollywood som ”et overbefolket bordel”.

I Anthony Summers’ biografi Goddess: The Secret Life of Marilyn Monroe genkalder forfatteren, at filmstjernen beskrev sin karriere med ordene: ”Jeg brugte meget tid på mine knæ.”

For hvad med de kvinder, som hellere end gerne smider sig på The Hollywood Casting Couch, i håbet om at det vil fremme deres karriere? Konkurrencen om de gode roller i Hollywood er hård, og sex er midlet.

Kvinder i Hollywood har brugt sex til at fremme deres karriere, siden D.W. Griffith indspillede Old California i 1910 – den første film optaget i Tinseltown. Som en kendt dansk skuespillerinde engang sagde til mig: ”Jeg kender sgu’ mange kvinder, der har kneppet sig til et hus med spir.”

Vi har at gøre med et pilråddent, uhensigtsmæssigt system, hvor handel i naturalier er dagens orden. Der trænger til at blive ryddet op i Hollywood. Men det gælder altså blandt begge køn i Hollywood. Ikke kun blandt de store stygge, fedladne Hollywood-bosser.

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko