Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

07. maj 2015 | 16:57

Hun synes jeg er gammeldags

Skal biografernes rum i fremtiden udnyttes til bristepunktet, eller skal biograferne nøjes med at vise film, som er produceret med henblik på visning på mobiltelefonen?

I lørdags blev der afholdt et seminar under Spot-festivalen i Aarhus. Et panel bestående af producer Lina Flint, instruktør Ali Abassi , kunstneriske leder af New Danish Screen Mette Damgaard-Sørensen og undertegnede skulle diskutere: ”Lowbudget spillefilm – godt eller skidt?”

For dem, som har fulgt denne blog, kan det næppe komme som en overraskelse, at jeg karakteriserer disse film som ”nød og elendighed”. I øvrigt netop aktualiseret af Ekkos enstjernede anmeldelse af lowbudget-filmen Backgammon.

Under debatten udbrød Mette Damgaard-Sørensen fra Det Danske Filminstitut pludselig: ”Åh, hvor er du dog gammeldags,” da jeg var så formastelig at påpege, at de lowbudget-film, vi så klip fra, var produceret til mobiltelefonen, ikke til biografernes store lærred.

Oh well, når argumenterne slipper op, har personangreb jo altid været et godt redskab.

Sjældent har man da set mennesker sende så mange kugler i egne fødder, som folkene, der har bragt tiltaget om flere lowbudget-film til verden. Lowbudget-filmene vil dog aldrig kunne karakteriseres som ”spillefilm”.

Spillefilm er nu engang produceret til biografernes store lærred. Hvis de er produceret til de mindre skærme, karakteriseres de som tv-film eller web-film. Man skal også huske på, at spillefilmen er født på et tidspunkt, hvor tv og web slet ikke fandtes og alene blev produceret med henblik på visning på biografernes store lærred.

Lowbudget-filmene er kommet til verden som saltvandsindsprøjtning til talentudviklingen. I denne blog er det tidligere blevet påvist, at det slet ikke er dér, skoen trykker. Alt for mange får nemlig chancen for at få andel i filminstituttets talentudvikling.

Det er snarere filminstruktører, som har lavet første og anden spillefilm, der burde have en hjælpende hånd. I stedet er de overladt til en forværret situation, idet lowbudget-filmene vil gøre det endnu vanskeligere for disse instruktører at få andel i støttemidlerne.

Politikerne har nemlig ikke afsat flere penge i instituttets budget for at kunne støtte lowbudget-filmene. Pengene skal derfor tages fra andre støtteordninger, hvor støttemidler til lowbudget-film kan søges i alle ordninger.

For hver to lowbudget-film, som får støtte i konsulent- eller markedsordningen, bliver der en fuldvoksen spillefilm mindre. Det må man jo så se, om man kan forklare Susanne Bier, næste gang hun søger og får afslag – og ikke mindst de instruktører, som gerne vil i gang med deres anden eller tredje spillefilm.

Ikke engang foreningen Danske Filminstruktører kalder lowbudget-filmene for spillefilm, men derimod ”film i spillefilmslængde”. Så kald dog disse lowbudget-film, hvad de er: tv-film eller web-film.

For spillefilm bliver de aldrig.

At lowbudget-filmene ikke kan karakteriseres som spillefilm, blev endegyldigt bevist, da henholdsvis produceren Lina Flint og instruktøren Ali Abassi viste klip fra deres film: Eliten og Shelley. Begge film benytter ekstreme close-ups i deres billedlige udtryksform. De er ikke produceret med henblik på visning på biografens store lærred, men derimod på mobiltelefonen og tablets.

Da jeg påpegede dette faktum, udbrød Mette Damgaard-Sørensen: ”Åh, hvor er du dog gammeldags.”

Men sig mig, er det særligt innovativt at hente inspiration til de nye danske lowbudget-film i den nye franske bølge fra 60’erne, New Hollywood fra 70’erne og Dogme fra 90’erne?

Eller at satse på originale historier i en tid, hvor publikum ikke gider dem. I løbet af de sidste 30 år er antallet af originale film nemlig faldet med 25 procent, mens publikumsantallet til disse film er halveret.

Og gudhjælpemig om ikke også instruktørerne mener lowbudget-filmene kan hjælpe dansk film ud af branchens økonomiske krise.

Publikum bør i dag præsenteres for spillefilm, som tager sig imponerende ud i biografen, og biografens rum bør udnyttes til bristepunktet.

Fremtiden for spillefilmene bør hentes i de nye teknologier, som vælter ind over biograferne: High Dynamic Range, Higher Frame Rates, Dolby Vision, CJS ScreenX 3D, Barco Escape, 3D, 4D, Dolby Atmos, Barco Auro og ikke mindst en ny teknologi, som betyder, at publikum helt kan indhylles i billeder fra tre sider i biografen.

Men ak, dansk film ser ingen udfordring i kunstnerisk udnyttelse af disse teknologier. Man forsøger stædigt at holde fast i fortiden og tilfredsstille den absolutte minoritetsgruppe: det københavnske kulturparnas.

Ang Lees næste film kommer i 4K, 3D, 120 f/s.

Held og lykke, dansk film!

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko