Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

16. juni 2013 | 09:46

Hvad blev der af dem?

16. juni 2013 | 09:46

Hvad blev der af dem?

Filmhistorien har oplevet mange filmstjerner oplyse himlen i kortere eller længere tid, og pludselig forsvinder de ud i glemslens tåger – uden at der i den anledning er blevet skrevet nekrologer.

Nedenstående liste viser ti nulevende filmstjerner, som alle har været fraværende fra det danske biografrepertoire gennem temmelig lang tid.

Nogle skuespillere slukker selv stjernen. Andre bliver ved, til de segner. Og i nogle tilfælde giver publikum ubarmhjertigt giver en hjælpende hånd med.

Men hvad blev der af dem?

Samtlige fotos nedenfor viser, hvordan filmstjernen tager sig ud i dag. Det indsatte billede er fra gennembrudsfilmen. 

Sean Connery, 82 år. Ikke set på et dansk biograflærred i ti år.

Siden gennembruddet i rollen som James Bond i Terrence Youngs Agent 007 – Mission drab fra 1962 har Connery haft en lang, glorværdig karriere, hvor højdepunkterne har talt roller i seks efterfølgende James Bond-film (og status som den eneste rigtige” agent 007 for en hel generation), Jean-Jacques Annauds Rosens navn (1986), Brian De Palmas De uovervindelige (1987), som indbragte skuespilleren en Oscar for birollen som Jim Malone, Steven Spielbergs Indiana Jones og det sidste korstog (1989) og John McTiernans Jagten på røde oktober (1990). Sidst skuespilleren blev set på et dansk biograflærred, spillede han Allan Quatermain i Det hemmelighedsfulde selskab (2003). Han har dog efterfølgende både produceret og lagt stemme til de skotske computeranimationsfilm Sir Billi og Sir Billi the Vet, hvor den seneste blev produceret så sent som i 2012, men som ikke har ramt en dansk biograf. Connery har været berygtet for sit anstrengte forhold til Hollywood, og ingen tvivl om at det har været en sand fornøjelse for ham at vende det hele ryggen og hellige sig golf og kampen for et uafhængigt Skotland. Hans afskedssalut til filmbranchen: ”Det er idioter, der laver film i Hollywood nu til dags”. I 2011 blev det meddelt, at Connery trådte ud sit liv i offentligheden.

Goldie Hawn, 68 år. Ikke set på et dansk biograflærred i elleve år.

Goldie Hawn bragede igennem i Gene Saks’ Kaktusblomsten (1969), som samtidig indbragte hende en Oscar for bedste kvindelige birolle. Siden har hun haft en yderst indbringende karriere, hvor følgende film skal fremhæves: Steven Spielbergs Sugarland Express (1974), Hal Ashbys Shampoo (1975), Howard Zieffs Rekrut Benjamin (1980) og Hugh Wilsons The First Wives Club (1996). Hun afsluttede karrieren med Venner for livet (2002) og helliger sig i dag alene velgørenhed og familielivet med partneren Kurt Russell, børn og børnebørn. Hun har ikke offentligt meddelt, at hun er gået på pension, men som nævnt har hun ikke medvirket i noget som helst siden 2002, og der ligger intet i støbeskeen.

Whoopi Goldberg, 57 år. Ikke set på et dansk biograflærred i tolv år.

Whoopi Goldberg brød igennem med rollen som Celie Johnson i Steven Spielbergs Farven lilla (1985), og højdepunkterne i karrieren har været i Jerry Zuckers Ghost (1990), en birolle hun vandt en Oscar for, Robert Altmans The Player (1992) og Emile Ardolinos Halløj i klosteret. Om end Goldberg ikke er set på et dansk biograflærred siden Jerry Zuckers rædselsfulde Rat Race (2001) – bortset fra en enkelt lille cameo-rolle i Star Trek: Nemesis (2002) og stemme-underlægning til en af karaktererne i Toy Story 3 (2010) – ligger Goldberg bestemt ikke på den lade side. Hun medvirker fortsat både i tv- og spillefilm, om end de ikke har givet økonomisk mening at udsende i Danmark. Hun er på vej med endnu en spillefilm, men om den finder vej til Dannevang, kan kun fremtiden vise.

Macaulay Culkin, 33 år. Ikke set på et dansk biograflærred i ni år.

Barnestjernen, som tog verden med storm efter sin medvirken som Kevin McCallister i Chris Columbus’ Alene hjemme (1990) og efterfølgeren Alene hjemme 2: Glemt i New York (1992) med Howard Zieffs My Girl – min første kærlighed (1991) som et mellemspil. Macaulay Culkin var på det tidspunkt den mest succesfulde barnestjerne, verden nogensinde havde set. Efterfølgende har succesen været til at overse: Karrieren lå på is mellem 1994 og 2003, mens den lille dreng blev voksen, og der har mildt sagt ikke været meget at råbe hurra for. Siden 2010 har Culkin slet ikke gjort sig bemærket, hverken på tv eller spillefilm. Den største hæder, skuespilleren har modtaget, er en Golden Globe-nominering i kategorien bedste mandlige hovedrolle for Alene hjemme. Som med så mange andre barnestjerner kom succesen alt for tidligt og alt for voldsomt – endnu et offer for Hollywoods drømmemaskine. Rygterne om heroinmisbrug er vedvarende, og misbrug er bestemt ikke ukendt for familien Culkin: Hans halvsøster Jennifer Adamson døde af en overdosis i 2000.

Gene Hackman, 83 år. Ikke set på et dansk filmlærred i ti år.

Gene Hackmans gennembrud kom i 1967 med Arthur Penns Bonnie & Clyde, og talentet blev understreget af William Friedkins The French Connection fra 1971, som Hackman vandt sin første Oscar for. Den anden faldt for præstationen i Clint Eastwoods De nådesløse (1992). Hackman har gennem karrieren medvirket i ikke mindre end 78 spillefilm, hvoraf følgende skal nævnes: Francis Ford Coppolas Aflytningen (1974), John Frankenheimers French Connection II (1975), Warren Beattys Reds (1981), Arthurs Penns Forfulgt af fortiden (1985), Roger Donaldsons Ingen vej tilbage (1987), Alan Parkers Mississippi i flammer (1988), Sydney Pollacks Firmaets mand (1993), Wes Andersons The Royal Tenenbaums (2001) og David Mirkins Heartbreakers (2001). Sidste film, skuespilleren medvirkede i, var Donald Petries Welcome to Mooseport (2004), som ikke fandt vej til Danmark. I fem årtier borgede Gene Hackmans navn på rollelisten for en vis kvalitet. Hackman er ofte blevet kaldt Hollywoods arbejdsmand, og derfor har han selvfølgelig heller ikke trukket sig helt tilbage – siden 2004 har han udgivet flere bøger, og der er endnu flere på vej.

Louise Fletcher, 78 år. Ikke set på et danske biograflærred i fjorten år.

Louise Fletcher vil altid være synonym med sin formidable gennembrudsrolle, som hun tilmed modtog en Oscar for: Nurse Ratched i Milos Formans Gøgereden (1976). Succesen blev dog ødslet væk med en lang række tåbelige roller, blandt andet i John Boormans Eksorcisten II: Kætteren (1977), Robert Moores Mens vi taler om mord (1979), Marks L. Lesters Firestarter (1984) og Douglas Trumbulls Brainstorm (1983) samt – som prikken over i'et – Roger Kumbles Sex Games (1999), som også er hendes sidste film i en dansk biograf. Det er dog ikke ensbetydende med, at Fletcher har trukket sig tilbage. I hele karrieren har hun i alt medvirket i 58 spillefilm og de sidste fjorten år i ikke mindre end atten spillefilm. Blot er ingen af dem nået de danske biografer. Men hvis disse film er i samme klasse, som filmene hun medvirkede i lige efter Gøgereden, er vi ikke gået glip af meget.

Gene Wilder, 80 år. Ikke set på et dansk biograflærred i 24 år.

Gene Wilder havde en mindre rolle i Arthur Penns Bonny & Clyde (1967), men brød for alvor igennem i Mel Brooks’ Forår for Hitler (1968) som bogholderen Leo Bloom. En rolle, han i øvrigt blev Oscar-nomineret for. Efterfølgende indledte Wilder og Brooks et samarbejde som resulterede i to komiske mesterværker: Sheriffen skyder på det hele (1974) og Frankenstein Junior (1975). Wilder modtog sin anden Oscar-nominering for manuskriptet til sidstnævnte – en nominering han delte med Mel Brooks. Uden Brooks kastede Wilder sig over en række mere letbenede farcer: Sherlock Holmes’ smarte bror (1975), Verdens største elsker (1977) og The Women in Red (1984), som han alle selv instruerede, inden han atter overlod instruktørstolen til andre, blandt andet Sidney Poitier med kæmpesuccesen To tosser bag tremmer (1980), hvor et samarbejde med en anden komiker, Richard Pryor, indledtes og blev fulgt op med to film, som dog begge floppede: Arthur Hillers Kan du høre hvad jeg ser? (1989) og Maurice Phillips’ Another You (1991), som også blev hans sidste spillefilm. I årene 1993 til 2003 medvirkede Gene Wilder udelukkende i tv-film. I dag udgiver Wilder bøger, nyder at male akvarel og lytte til klassisk musik.

Mark Hamill, 61 år. Ikke set på et dansk biograflærred i femten år.

Mark Hamill er et eksempel på, at talentet virkelig skal være til stede, ellers risikerer gennembrudsrollen at klæbe til skuespilleren resten af livet. Gennembruddet kom med Luke Skywalker i George Lucas' Star Wars (1977), en rolle han gentog i Irvin Kershners Imperiet slår igen (1980) og Richard Marquands Jedi-ridderen vender tilbage (1983). Siden har Mark Hamill medvirket i en syndflod af ligegyldige spille- og tv-film. Overhovedet ingen nævneværdige. Sidst vi så Hamill var i Harald Zwarts Hamilton (1998). Som med Whoopi Goldberg og Louise Fletcher er Hamill altså stadig aktiv, blot ikke i film, der kommer gennem nåleøjet til de danske biografer. Der er dog vedvarende rygter om, at Hamill skal gentage sin glansrolle som Luke Skywalker i J.J. Abrams’ Star Wars: Episode VII sammen med de øvrige originale skuespillere: Harrison Ford, Carrie Fisher og Billy Dee Williams. Det er en smule vanskeligt at afgøre, om man skal håbe på eller frygte, at dette rygte taler sandt. Filmen får under alle omstændigheder biografpremiere i Danmark i 2015.

Meg Ryan, 51 år. Ikke set på et dansk biograflærred i ni år.

America’s sweetheart Meg Ryan fik sit store gennembrud i Rob Reiners Da Harry mødte Sally (1989). Romantiske komedier blev hurtigt hendes varemærke med film som Nora Ephrons Søvnløs i Seattle (1993), Lawrence Kasdans French Kiss (1995), Griffin Dunnes Vild med kærlighed (1997) og Nora Ephrons You’ve Got Mail (1998). De mørkere sider har hun dog også haft betydelig succes med, f.eks. i Oliver Stones The Doors (1991), Luis Mandokis When a Man Loves a Woman (1994) og Edward Zwicks Det afgørende bevis (1996). Siden Charles S. Duttons mislykkede Against the Ropes (2004) har hun ikke vist sig på et dansk biograflærred, og karrieren er mildt sagt gået i stå. En blanding af Hollywoods forelskelse i ungdom og hendes eget dårlige valg af roller er årsagen. Hun har senest medvirket i tv-serien Web Therapy fra i år.

Jean-Paul Belmondo, 80 år. Ikke set på et dansk biograflærred i atten år.

Gennembruddet kom med Jean-Luc Godards Åndeløs (1960), som gav genlyd over hele verden og var en del af den franske nybølge. Åndeløs fik i øvrigt en amerikansk genindspilning i 1983 med Richard Gere. Det kan måske være vanskeligt for yngre generationer helt at forstå, hvor stor Belmondo var, men gennembruddet kom på et tidspunkt, hvor den danske berøringsangst over for fransk film ikke var så udpræget, som den er i dag. I tresserne og et godt stykke op i halvfjerdserne blev fransk film virkelig omfavnet i Danmark, både de kunstneriske og de store brede folkelige. Og Belmondo var Frankrigs mest populære mandlige skuespiller. I en lang række film henrykkede han hele verden, blandt andet i Vittorio De Sicas Huntigeren (1960), Jean-Luc Godards En kvinde er en kvinde (1961), Jean-Pierre Melvilles Sjakalen (1963), Jean-Luc Godards Manden i månen (1965), Louis Malles Tyven fra Paris (1967) og Francois Truffauts Den falske brud (1969). Jacques Derays Borsalino (1970) blev startskuddet på Belmondos kommercielle periode, efter den franske bølge var ebbet ud. Nu var de dominerende titler for eksempel Henri Verneuils Kuppet (1971), Philippe de Brocas Agenten som ikke ku’ knaldes (1973). Det på alle måder absolutte nulpunkt kom med Henri Verneuils Frygt over byen (1975), som i Danmark blev udsendt med engelsk tale. Amerikaniseringen havde på det tidspunkt fået så godt et tag i det danske publikum, at man fra importørens side mente, at en engelsk version af filmen ville hjælpe på indtjeningen(!). Jean-Paul Belmondo har medvirket i 80 spillefilm i karrieren, hvoraf de fjorten af dem blev indspillet i årene 1960 og 1961. Karrieren er dog slet ikke slut endnu, og næste år kommer Belmondo i Les bandits manshots, men beklageligvis er det temmelig usandsynligt, at den skulle blive importeret til Danmark. Sidste gang et dansk publikum kunne opleve Belmondo, var i Claude Lelouchs Les misérables (1995).

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko