Hvorfor hulen kommer der ikke publikum?

Tre af årets bedste film har kun fået fat i et yderst beskedent dansk publikum.

Hende, Inside Llewyn Davis og Nebraska lades i stikken af det ellers så talstærke danske biografpublikum.

De tre film er blandt dem, jeg personligt havde glædet mig allermest til, se blot på disse blogs: her og her.

Og jeg synes de alle tre er f-r-e-m-r-a-g-e-n-d-e.

Mens publikum vælter i biograferne til 300: Rise of an Empire, Klassefesten, 12 Years a Slave, Far til Fire og Onkel Sofus vender tilbage, Lego filmen og Hr. Peabody & Sherman, vælger kun få at se Hende, Inside Llewyn Davis og Nebraska.

På de første fire uger er Nebraska set af 6.427 publikummer, Hende er på de første to uger blevet set af 9.358 og Inside Llewyn Davis har den første uge tiltrukket 3.781.

Disse tal skal ses i relief til de 535.672 tilskuere, der på de første fem uger har set Klassefesten 2: Begravelsen og sandelig ikke om Far til Fire – Onkel Sofus vender tilbage er blevet set af 269.328 ligeledes på fem uger.

Hende vises i elleve danske biografer, Inside Llewyn Davis ligeledes i elleve og Nebraska i otte. Så forklaringen i den manglede publikumstilslutning kan ikke findes her.

Det er ikke svært tilgængelige film, og de er alle tre blevet rost til skyerne af en enig presse.

Leslie Felperin gav i Filmmagasinet Ekko Hende seks stjerner og skrev blandt andet: ”Tunge emner forvaltet med en usædvanligt let og elegant hånd. Spike Jonze er en af de mest opfindsomme og begavede instruktører i sin generation – og Hende kunne meget vel være hans bedste film hidtil.”

Topkarakter gav Katrine Sommer Boysen i Jyllands-Posten ligeledes til Nebraska og hyldede filmen i høje toner: ”Alexander Paynes sorthvide fortjent seksdobbelte Oscar-nominerede lune drama er et mageløst underspillet mesterværk.”

Og Ekkos Leslie Felperin var atter på spil med topkarakter til Inside Llewyn Davis med følgende salut: ”Med sin lysende melankoli, sorte humor og sit triumferende studie af fiasko er Inside Llewyn Davis et uforglemmeligt portræt af en tid, et sted, en mand og en musikgenre.”

Vi taler for pokker film af guldrandede filminstruktører: Alexander Payne, Spike Jonze og Coen-brødrene! Og de har alle modtaget Oscars.

Kort og godt: De tre film er det allerbedste, Hollywood har at byde på.

Men film om en gammel mand på afveje, guitarspillende melankoli og en mand der taler med sin computer, rammer øjensynligt ikke folkesjælen pt.

En filmproducent sagde engang til mig: ”Publikum har altid ret.” Men hvor er det dog synd, at det store danske biografpublikum snyder sig selv for tre af årets absolut bedste film.

Ti film jeg glæder mig til i 2014

Masser af originale film i 2014