Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

12. juli 2018 | 20:21

Instruktørforening fokuserer på støtte frem for publikum

Foto | Danske Filminstruktører
Bestyrelsen i Danske Filminstruktører. Bagest fra venstre: Rasmus Kloster Bro, Birgitte Stærmose, Klaus Kjeldsen, Mette-Ann Schepelern og Christian Bonke. Forrest fra højre: Søren Kragh-Jacobsen, Christina Rosendahl og Anders Refn.

Danske Filminstruktører er et besynderligt fagforbund.

Mens den amerikanske instruktørforening, Directors Guild of America, har en bestyrelse bestående af aktive mesterinstruktører som Steven Spielberg, Christopher Nolan, Ron Howard, Michael Apted og David O. Russell, er Danske Filminstruktørers bestyrelse sammensat af pensionister eller instruktører, der aldrig har nydt folkelig opbakning.

Her spejder man forgæves efter folk som Bille August, Ole Bornedal, Susanne Bier, Hella Joof, Mikkel Nørgaard, Rasmus Heide og Ask Hasselbalch. Og når en kommerciel og (uha) borgerlig instruktør som Niels Nørløv formaster sig til at stille op til bestyrelsen, bliver han karakteristisk nok ikke valgt, selv om det ville have tilført ledelsen en smule mangfoldighed.

Uanset hvilken kamp Danske Filminstruktører kaster sig over, træder foreningen på en større eller mindre del af sine medlemmer.

Når Danske Filminstruktører kæmper for deres kvindelige medlemmer, som andrager cirka en tredjedel af medlemsskaren, skubbes mange mandlige medlemmer ud i mørket. Uanset talent vil mange mænd aldrig kunne få støtte.

Instruktørforeningens kamp består ikke i at skabe lighed i medlemstallet, men alene i at skabe ulighed i medlemmernes muligheder for at opnå støtte. Udmeldingen om, at tallene i Filminstituttets rapport Kønsfordeling i dansk film er udtryk for ”systematisk forskelsbehandling”, må være et af de største vådeskud i kønsdebatten.

Hvis det virkelig var sandt, ville det være en sag for domstolene. Ifølge ligebehandlings- og ligestillingsloven er forskelsbehandling ulovligt, så hvorfor er sagen ikke blevet indbragt for domstolene?

Forklaringen er, at Danske Filminstruktører ikke kender forskellen på begreberne ”ligestilling” og ”lige kønsfordeling”.

Ligestilling betyder, at alle er lige på startlinjen og gives lige muligheder, men i tilfældet med dansk film og statsstøtte spiller talent en afgørende rolle. Og sådan skal det også være. Lige kønsfordeling er derimod, når kønnene skal være lige på målstregen. Og det siger næsten sig selv, at det vil have store uhensigtsmæssige konsekvenser. Talentet skal altid vinde, uanset køn!

Der kan sagtens være ligestilling i dansk film, selv om der ikke er en lige kønsfordeling. Men det er, som Danske Filminstruktører mener, at deres påstand bliver sand, hvis den bare gentages tilstrækkeligt mange gange.

Når Danske Filminstruktører kæmper hårdt for lavbudget-initiativet og film, der kun har den nærmeste familie som publikum, henviser man landets dygtigste instruktører til udlandet, og resultatet er en katastrofal nedgang i indtægterne. Det sker tilmed på et tidspunkt, hvor dansk film i forvejen har økonomisk åndenød.

Filminstruktørerne har ikke den store viden om ”forretningen dansk film”, men det forhindrer ikke foreningen i at have en mening om filmbranchens nye forretningsmodeller. Det kommer der situationer ud af, som – hvis det ikke var så alvorligt – ville være urkomiske.

Nogle vil huske, da foreningens daværende forkvinde Annette K. Olesen indædt kæmpede for fjernelsen af geoblocking. Geoblocking forhindrer, at man kan se film over landegrænser. Det er hjørnestenen i den europæiske forretningsmodel, som betyder, at en producent kan sælge rettigheder til de individuelle lande. Alligevel satte Olesen egenhændigt emnet på dagsordenen i EU efter en debat på Cannes-festivalen. Teleindustrien jublede, mens resten af den europæiske filmindustri, inklusive instruktørerne, tog sig til hovedet. Olesens kamp ville nemlig – hvis den var lykkedes – have betydet enden på europæisk film.

Eller hvad med foreningens forslag om, at instruktører skal have statsstøtte for at tænke? Man havde simpelthen fundet ud af, at der under idéfasen til en film var flere timer, hvor filminstruktører ulønnet sad og tænkte. Dét skulle de have penge for. Forslaget led en stille død, og det skal foreningen vist være glad for.

Sådan har Danske Filminstruktører utallige gange skudt sig selv i foden.

Foreningen har et paradoksalt forhold til ytringsfriheden, som ellers bliver hyldet i foreningens vedtægter. Ofte fordømmer foreningen statslige magthavere i udlandet, når instruktørkolleger bliver trådt under fode. Men det afholder ikke foreningen fra at forsøge at hindre det frie ords udbredelse i den hjemlige andedam.

Danske Filminstruktører har således for et par år siden sagsøgt mig af den eneste årsag, at man ville lukke munden på mig. Man burde være gået efter den skyldige, Berlingske, men i stedet gik man efter mig. Principper er ikke foreningens stærke side. Og senest har instruktørforeningen indkaldt Ekkos chefredaktør til et møde, fordi man ville sætte min ytringsfrihed i spændetrøje.

Men det altoverskyggende problem er, at størstedelen af medlemmerne i Danske Filminstruktører aldrig har solgt en biografbillet. Mens filmbranchen desperat mangler indtægter, er foreningen og bestyrelsen domineret af instruktører, der kæmper for retten til at lave film uden et publikum.

Danske Filminstruktører har mere fokus på statens støtteordninger end på indtægter, som kommer fra publikum. De er instruktører på statens nåde – ikke på publikums. Bestyrelsen har aldrig forstået, at film er en massekultur. Den holder tværtimod stædigt fast i, at Filmloven er en kunststøtteordning, selv om ordet ”kultur” står nævnt flere gange end ”kunst”.

Danske Filminstruktører er gennemsyret af den ånd og selvforståelse, som Niels Arden Oplev hånende har beskrevet således: At ville sælge mange billetter, kaldes ”at sælge ud”.

På et møde i april mellem Directors Guild of America og den organisation, jeg selv er vice-præsident i: The International Union of Cinemas, stillede instruktørerne op med Champions League i form af Steven Spielberg, Christopher Nolan, Michael Mann og Michael Apted. Det var et historisk kvantespringmøde med udveksling af erfaringer og angivelse af en ny retning, som filmindustrien kunne bevæge sig i.

Ganske omvendt står det til, når man mødes med Danske Filminstruktører. Her bliver man ikke mødt med spændende visioner, men derimod med en dyb forundring over, at biograferne ikke sælger flere billetter til bestyrelsesmedlemmernes film. Når man forsigtigt spørger, om alle danske filminstruktører ser sådan på situationen, lyder svaret: ”Nej, det gør de ganske givet ikke.”

Det er problemet i en nøddeskal.

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko