Kulturparnassets virkelighed

Det er på høje tid kulturparnasset smider skyklapperne og kommer ud af de snævre cirkler, hvor det kun går ud på at bekræfte hinanden og pådutte den danske befolkning parnassets syn på virkeligheden.

I den forløbne uge slog kulturparnasset nemlig atter til gennem talsmand Kim Skotte, filmredaktør på Politiken.

I forbindelse med Det Danske Filminstituts rapport ”Undersøgelse af etnisk mangfoldighed i dansk film” gav Skotte sit bud på parnassets virkelighed under overskriften ”Dansk film er en lukket fest”. En virkelighed, som der dog ikke findes afsæt for i realiteterne.

Først fastslår Kim Skotte, at MGP Missionen ikke opnåede statslig støtte, fordi Filminstituttet vurderede, at jyderne ikke gad se en film med hovedpersoner, som var mørke fra naturens hånd.

Det er ikke korrekt. Filminstituttets helt klare fadæse er blot én i rækken af årsager til, at MGP Missionen fik støtteafslag. Og det er absolut en af de mere inferiøre.

Nej, den altafgørende årsag til den manglende støtte var, at filmen blev vurderet til ikke at kunne sælge over 200.000 biografbilletter. Det er mindstemålet for en films formåen, når en film skal opnå bevillig gennem instituttets populærkulturelle støttegren: Markedsordningen.

Filmen solgte helt nøjagtigt 101.843 biografbilletter og nåede altså kun halvdelen af det fastsatte mål for en støttetildeling. Filminstituttet vurderede altså helt korrekt i deres afslag. Dette forhold forbigår Skotte i dybeste tavshed. Det passer nemlig ikke ind i kulturparnassets agenda.

Samtidig fastslår Kim Skotte, at markedsordningen har fået meget mere magt i forhold til den kunstneriske: konsulentordningen. Skotte ulejliger sig selvfølgelig ikke med dokumentation for påstanden. Den dokumentation ville så sandelig også være vanskelig at grave op, for det har intet afsæt i realiteterne. Det har jeg tidligere dokumenteret i bloggen ”Instituttet på kant med Filmaftalens ordlyd”.

Atter en tilpasning af sandheden, så den passer kulturparnassets agenda.

At overdramatisere markedsordningens magt viser sig at være Skottes afsæt til at påstå, at filmkunsten er blevet sekundær og man reelt har frasagt sig vigtige historier med en indsnævret målgruppe.

At den populærkulturelle støttegren kun har administreret 34 procent af det totale beløb i markeds- og konsulentordningen samt New Danish Screen i årene 2011-2013, er et faktum, Skotte omgår. For markedsordningen skal efter kulturparnassets mening jo helst komplet elimineres. At de kunstneriske, talentudviklende og eksperimenterende støtteordninger spiller en absolut dominerende rolle med hele 66 procent af det samlede støttebeløb på området, er øjensynligt ikke nok.

Økonomisk bæredygtighed kærer kulturparnasset sig ikke om.

Det har set ikke kulturparnassets interesse, at der for hver enkelt film er privatøkonomi i klemme. At staten støtter filmene med gennemsnitligt sølle 36 procent af budgettet, er efter Skottes mening rigeligt til, at kulturparnasset skal kunne diktere, hvilke film der skal produceres. Og så vil kulturparnasset i øvrigt også knægte den kunstneriske frihed med 117 forskellige benspænd for at sikre, at deres version af virkeligheden kan blive påduttet alle danskere.

For at banke sømmet helt i bund svarer Skotte krystalklart nej til kvoter. Men i samme åndedræt foreslår filmredaktøren, at man kunne udfordre vanetænkningen med for eksempel at afsætte et beløb øremærket til projekter med historier, hvor hovedpersonen eller hovedpersonerne repræsenterer andre danske hudfarver og miljøer.

Jamen, det er jo præcis kvotetænkning!

Danske Filminstruktører vender sig angiveligt ligeledes imod kvoter (kønskvoter, forstås), men vil ifølge medierne alligevel bekæmpe vanetænkningen med en eller anden form for tvang.

Kvoter er ikke comme il faut i Danmark. Nogen må have rådet parnasset til, at man kommer længst ved at vende sig mod kvoter. Men kvoter er præcis, hvad kulturparnasset og filminstruktørerne foreslår – blot formuleret med andre ord.

Kulturparnasset mener, at filmene skal afspejle den virkelighed, vi lever i. Med ”vi” menes selvfølgelig den virkelighed, kulturparnasset lever i.

Men nu er der cirka 5,6 millioner forskellige virkeligheder i dette land, og så er der det lillebitte københavnske kulturparnas’ vældig koordinerede og velformulerede virkelighed.

Virkeligheden er aldrig blevet præsenteret på film med mere end ganske få procenter af det samlede udbud. Selv når en virkelig historie skal præsenteres, pyntes der på realiterne. Blandt talrige eksempler kan En kongelig affære nævnes: Johann Struensee var en ikke ret høj, fuldfed mand, men alligevel er det den høje, trænede og flotte Mads Mikkelsen, der spiller rollen.

Hvem pokker gider se en film, som afspejler virkeligheden. Bortset fra måske nogle ganske få timer i de flestes livstid er virkeligheden ret kedelig og vil ikke kunne tiltrække en skare, at det kan tilføre den nødvendige kapital til filmproduktion.

Film er en massekultur, og publikum drages til biograferne af virkelighedsflugt, det fantastiske, det fantasifulde, det humoristiske, det fabulerende og det imponerede. Sgu da ikke den grå virkelighed!