Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

14. jan. 2015 | 09:00 - Opdateret 15. jan. 2015 | 00:51

Kvindelige instruktører på den grønne gren

De ti kvindelige filminstruktører, som i særlig grad er blevet godt behandlet af Filminstituttet: Annette K. Olesen, Natasha Arthy, Pernille Fischer Christensen, Christina Rosendahl, Birgitte Stærmose, Frederikke Aspöck, Charlotte Sieling, Lone Scherfig, Anne-Grethe Bjarup Riis og Heidi Maria Faisst.

Opdatering! Flere filminstruktører, deriblandt Per Fly, Hella Joof, Natasha Arthy og Ole Christian Madsen har henvendt sig til mig for at få afstemt de oplysninger, der forefindes blandt støttetildelinger på Filminstituttets hjemmeside og deres egne. I de tilfælde, der har kunnet findes enighed om film, som på grund af ændret titel undervej, har figureret flere gange og mine beskrevne præmisser for undersøgelsen, er tallene nedenstående blevet rettet.

Jeg skal takke instruktørerne mange gange for deres henvendelser, og at jeg – ligesom dem – selvfølgelig ønsker en undersøgelse på korrekt grundlag.

Jeg noterer mig, at ingen af ændringerne ændrer ved de overordnede konklusioner.

Kønsdebatten har på det seneste raset i dansk film, initieret af foreningen Danske Filminstruktører. Udgangspunktet var en miniundersøgelse, som var baseret på kun to af Filminstituttets støtteordninger over blot tre år. Herefter har filminstruktørerne spillet bolden videre til den statslige organisation, Det Danske Filminstitut, og forlangt, at de skulle bekoste en nærmere undersøgelse.

Det kan vi ikke vente på, og det er også ganske urimeligt Filminstituttet skal betale for en sådan undersøgelse ud af deres yderst begrænsede ressourcer.

Nedenstående er den største og mest tilbundsgående undersøgelse, der er foretaget på området.

Men allerførst en lille quiz: Hvilken dansk filminstruktør har mon udtalt følgende: ”Kvoter er for fisk, ikke filminstruktører”?

Se svaret nederst i denne blog.

Denne undersøgelse er baseret på danske fiktionsfilm fra Filminstituttets tre støtteordninger: markedsordningen (den tidligere 60/40-ordning), konsulentordningen og New Danish Screen i perioden 2005-2014. Altså de seneste ti år.

Foreningen Danske Filminstruktører har beskyldt Det Danske Filminstitut for (ubevidst) kønsdiskrimination, dog ganske uden at ulejlige sig med noget så simpelt som bevisførelse for beskyldningen.

Nedenstående undersøgelse vil vise, at beskyldningen er aldeles grundløs.

Tværtimod er kvindelige filminstruktører på den grønne gren. Filminstituttet giver nemlig kvindelige filminstruktører positiv særbehandling.

Kvindelige instruktører modtager gennemsnitligt mere i statsstøtte end deres mandlige kolleger, Tre procent mere i udviklingsstøtte pr. instruktør, syv procent mere i udviklingsstøtte pr. film, elleve procent mere i støtte pr. instruktør på produktionsstøttede projekter og syv procent mere i støtte pr. film på produktionsstøttede projekter.

Derudover får de enkelte produktionsstøttede kvindelige instruktører gennemsnitligt flere projekter igennem end deres mandlige kolleger.

Jo, der er selvfølgelig flere mandlige instruktører, som får statsstøtte end kvindelige. Det udspringer af det simple faktum, at der generelt er flere mandlige instruktører end kvindelige. Blandt medlemmerne af foreningen Danske Filminstruktører er kun en tredjedel kvinder. Det kan man iagttage på foreningens hjemmeside.

Hvorfor færre kvinder vælger at blive filminstruktør end mænd, giver denne undersøgelse ikke svar på. Men hvis interesseorganisationen Danske Filminstruktører har lyst til at begynde en hvervekampagne for kvindelige instruktører, er der i al fald absolut intet, der hindrer det. Under alle omstændigheder er det et naturligt sted at begynde.

Det totale antal kvindelige filminstruktører er markant mindre end mandlige, hvorfor en ligelig fordeling af støttemidlerne gennem tvang og kvoter uvægerligt vil føre til en nedgang i kvaliteten i danske fiktionsfilm. 

Der er lige adgang for kønnene til statslige støttemidler i film-sektoren i Danmark. Men det er vel ikke urimeligt, at projekterne undergår en kritisk vurdering, inden statsstøtten uddeles.

Filminstituttets udvælgelseskriterier er fokuseret på at støtte de bedste projekter – uanset instruktørens kønslige observans. I et lillebitte land med en årlige filmproduktion på sølle 20-25 fiktionsfilm må det udvælgelseskriterium aldrig knægtes, men derimod hyldes. Enhver knægtelse af det nuværende udvælgelseskriterium vil medføre en kvalitetsnedgang og vil være anslag mod den kunstneriske frihed.

Lad os først tage udgangspunkt i de projekter, som foreløbigt ikke har udmøntet sig i et færdigt resultant. Nogle kalder det frustrationernes vugge, andre forsørgelse på det offentliges regning, eller kort og godt: talentudvikling.

Det Danske Filminstitut har i perioden spenderet 101.800.000 kroner i filmprojekter, som efter al sandsynlighed aldrig bliver til noget.

Det er sølle syv procent af budgettet på området.

Claus Ladegaard, Områdedirektør i Filminstituttet, har gentagne gange forklaret disse midler som talentudvikling, samt at det er bedre at stoppe nogle projekter end at lade dem gå linen ud.

Heri kan man kun erklære sig enig.

Det skal understreges, at alle støttekronerne bestemt ikke er instruktørens alene. Både manuskripftforfatter og produktionsselskab får ligeledes glæde at statens opbakning. 

Men ingen tvivl om, at disse midler er vuggen til den frustration, vi specielt oplever blandt kvindelige filminstruktører. Vi taler jo 494 filmprojekter som gennem de sidste ti år ikke er nået frem til egentlig produktionsstøtte og dermed – for størstedelens vedkommende – til evig tid forbliver i skuffen uden nogensinde at blive præsenteret for publikum. Projekter, filminstruktørerne har brugt deres hjerteblod på, og som de givetvis er målløse over, at Filminstituttet ikke vil lade komme i mål.

Realistisk set vil kun omkring 25-30 af de i alt 493 filmprojekter komme i mål.

167 mandlige instruktører har fået støtte til 340 filmprojekter, for kvinderne er tallene 52 instruktører og 101 filmprojekter. Altså gennemsnitligt to filmprojekter pr. instruktør, både for mandlige og kvindelige.

Blandt den nuværende talentmasse udøver Filminstituttet altså millimeterjustits, når det handler om at holde balance mellem kønnene.

Den kønslige fordeling af støttemidler til filmprojekter, som nok ikke bliver til noget, er 76/24 i mændenes favør. De kan alt sammen iagttages i skema 1.

I skema 2 kan man iagttage, at kvindelige instruktører modtager tre procent mere i udviklingsstøtte pr. instruktør end deres mandlige kolleger. For udviklingsstøtte pr. film er tallet syv procent i de kvindelige instruktørers favør.

At der er en manko i det totale støttebeløb og antallet af film, skyldes, at 3,2 millioner kroner er spenderet på 52 projekter alene på manuskriptplan uden navngivne filminstruktører.

I skema 3 og 4 kan karakteriseres som ”frustrationernes hitliste”. Der er dog intet belæg for, at kvindelige instruktører skulle være mere frustreret end mandlige, selvom man godt kunne få det indtryk.

De stærke kvinder i bestyrelsen af Danske Filminstruktører, Annette K. Olesen, Christina Rosendahl og Birgitte Stærmose er alle repræsenteret på top fem. Mændene i instruktørforeningens bestyrelse ser man ikke repræsenteret på frustrationernes hitliste overhovedet.

 

De sidste ti år er 247 fiktionsfilm blevet produceret. Det er en succesrate på 33 procent ud af alle støttede projekter. Altså: Kun 33 procent af alle støttede projekter kommer gennem nåleøjet. Der er ikke ubegrænsede statsmidler, og selvfølgelig er kampen om støttekronerne stor.

Det er præcis her, man oplever de kvindelige instruktører forsøger at skære hjørner af gennem brug af deres køn, ikke talent!

I skema 5 ser, at vi kvindelige instruktører gennemsnitligt får flere projekter igennem end deres mandlige kolleger.

I skema 6 kan det iagttages, at kvindelige filminstruktører får elleve procent mere i støtte pr. instruktør og syv procent mere pr. film på produktionsstøttede projekter.

Skema 7 og 8 viser top ti over de mest støttede danske filminstruktører i perioden 2005-2014 fordelt på kvindelige og mandlige. 

Den gennemsnitlige kvalitet er for mandlige instruktørers vedkommende en tand bedre end for kvindelige, og forskellen i den folkelige opbakning tør jeg slet ikke nævne af frygt for, at det lille bitte københavnske kulturparnas river hovedet af mig.

Udvikling af talent tager tid, og som jeg har påvist i en tidligere undersøgelse, er antallet af kvindelige instruktører i fremgang - godt hjulpet af Filminstituttet – men talentet skal jo lige kunne følge ambitionerne. 

Differencen i  de to køns samlede støtte på hele 77 millioner kroner er alene tegn på større træfsikkerhed blandt mandlige filminstruktører. 

Danske Filminstruktører har i kampens hede brugt vendinger som ”tvang” og ”kvoter”, hvis alt andet mislykkes. Underforstået: Hvis systemet ikke frivilligt makker ret og giver kvindelige filminstruktører et større antal statskroner – uden om de normale udvælgelseskriterier – skal der indføres tvang og kvoter.

Et andet forslag instruktørforeningen fremfører, er indførslen af Dogme-regler, som skal fremme kvinder både foran og bag ved kameraet.

Nu skal man huske på, at de originale Dogme-regler blev indført at fire uafhængige mandlige instruktører, som indførte frivillige benspænd alene for dem selv. Der er intet, som forhindrer uafhængige kvindelige danske filminstruktører i at gøre det samme – bare gå i gang!

Det er dog slet ikke det, instruktørerne forestiller sig. Næh, de vil have Filminstituttet til at påtvinge de kvindelige instruktørers Dogme-regler på hele filmbranchen. Det er således alene et skalkeskjul for kvoter.

Det er værd at minde om Pernille Fischer Christensens udødelige ord om kvoter: ”Personligt tror jeg at påføre filmindustrien kvoter vil være en komplet katastrofe. Kvoter er for fisk, ikke filminstruktører. Og jeg tror også, det ville fastholde os i offerrollen. Vi er nødt til at klare os selv og agere som de rollemodeller, vi er. Jeg ville blive rasende, hvis jeg pludselig fik mine støttemidler fra en særlig kvote. Det bør være et spørgsmål om kvalitet”.

Kloge ord, og man kan ikke erklære sig andet end fuldstændigt enig.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko