Mageløse Meryl

Meryl Streep, verdens største nulevende kvindelige filmskuespiller, er tilbage på de danske biograflærreder 25. august i Stephen Frears’ dramady Florence.

I filmen portrætterer Streep den yderst velhavende Florence Foster Jenkins, som drømte om at blive en stor operasanger. Der var blot ét problem: Hun havde ikke en tone i livet.

Se klip fra filmen her:

At det danske biografpublikum endnu engang har meget at glæde sig til, når Meryl Streep står øverst på plakaten, bliver understreget af, at hele 92 procent af anmeldelserne, opsamlet af internetsiden Rotten Tomatoes, er positive. Ovenikøbet hyldes Streeps præstation – paradoksalt nok – for at være uden mislyde.

Ironisk nok var det Meryl Streeps ambition i sin ungdom netop at blive operasangerinde. Vi er sikkert mange, som er glade for, at hun ikke valgte den vej.

Ellers var Streep en ganske almindelig pige fra New Jersey, som beskæftigede sig med ganske almindelige ting som enhver anden god amerikansk pige. Hun var cheerleader for fodboldholdet og serverede på en diner. Under studietiden på Vassar fattede hun imidlertid interesse for skuespil.

Meryl Streeps første filmrolle var i Fred Zinnemanns Julia fra 1977, hvor hun spiller sammen med to af datidens helt store stjerner: Vanessa Redgrave og Jane Fonda.

Gennembruddet kom med Michael Ciminos The Deer Hunter (1978), for hvilken hun opnåede sin første Oscar-nominering. Siden er fulgt ikke mindre end foreløbigt nitten nomineringer. Men det vender vi tilbage til. At hun nogenlunde samtidig medvirkede i tv-serien Holocaust, gjorde hende berømt fra den ene dag til den anden.

Men filmen som for alvor satte hende på stjernehimlen, var rollen som temmelig egoistisk mor i Robert Bentons Kramer mod Kramer i 1979. Filmen sikrede skuespilleren hendes første Oscar.

Siden er det gået slag i slag med medvirken i 54 spillefilm, og hendes medvirken i følgende film skal nævnes som de mest populære: Karel Reisz’ Den franske løjtnants kvinde (1981), Alan J. Pakulas Sophies valg (1982), Sydney Pollacks Mit Afrika (1985), Bille Augusts Åndernes hus (1993), Clint Eastwoods Broerne i Madison County (1995), David Frankels The Devil Wears Prada (2006) samt Phyllida Lloyds to film Mamma Mia! The Movie (2008) og Jernladyen (2011).

Ud over Mike Nichols (tre film) har Meryl Streep været meget alsidig i valg af, hvilke filminstruktørers film hun har villet medvirke i og lige så rollerne.

Hun har spillet stort set alt. Lige fra Karen Blixen og Margaret Thatcher over nonne og drukkenbolt til rocksanger og nu operasanger.

Det fortæller noget om Streeps enorme spændvidde, ligesom hendes forberedelser til rollerne er legendarisk. 

Nederst i denne blog er en liste over samtlige film, hun har medvirket i samt de danske tilskuerantal i biograferne. Sammenlagt har 6,5 millioner danske biografgængere oplevet Streep på det store lærred.

Tv-film og -serier er der også blevet tid til. Blandt de mest bemærkelsesværdige skal nævnes Holocaust (1978), … First Do No Harm (1997) og Engle i Amerika (2003).

Og så er der filmpriserne. Nitten gange er Streep blevet nomineret til en Oscar (rekord for nogen skuespiller, mand eller kvinde), og tre gange har hun været på podiet. Antallet af vundne Oscars overgås kun af Katharine Hepburns fire.

At Streeps mange Oscar-nomineringer er begyndt at trætte, er hun selv meget bevidst om. Da hun i 2012 modtog Oscar’en for præstationen i Jernladyen, udtalte hun: ”Da jeg hørte mit navn, kunne jeg høre halvdelen af Amerika sige: Åh nej! Hende! Igen!”

Derudover har hun været nomineret 28 gange til Golden Globes og hjemtaget otte. Der er faktisk ikke den filmpris, Meryl Streep ikke har stående på kaminhylden. BAFTA, César, Guldbjørn og pris fra Cannes-filmfestivalen. I alt har Streep foreløbig modtaget 164 filmpriser for sine præstationer.

Streep har holdt sit privatliv meget privat. Ikke engang detaljer om forholdet til John Cazale (”Fredo” fra The Godfather), som døde i en alder af 42, har hun åbnet op for. Men så meget ved vi: Hun giftede sig i 1978 med Don Gummer og sammen har de fire børn. Hvordan hun har fået tid til at få alle de børn, henstår i det dunkle. Hun har medvirket i 54 film på 38 år. Hun har taget bopæl i New York og Connecticut, langt væk fra galskaben i Hollywood.

Sammenlignet med andre store stjerner, er hendes grundhonorar for at medvirke i en film, forholdsvis beskedent. Det veksler mellem en og otte millioner dollars, og derudover får hun naturligvis procenter af filmens omsætning.

Personligt har jeg et ambivalent forhold til Meryl Streep. I lige så høj grad, som jeg værdsætter hendes seriøse roller, bryder jeg mig ikke specielt om hendes mere løsslupne – som for eksempel Robert Zemeckis’ Døden klæ’r hende (1992), Susan Seidelmans Hun-djævelen (1989) og Rob Marshalls Into the Woods (2014).

At se hende i Mamma Mia! var for mig som at blive ristet over sagte ild. Men samtidig er det et faktum, at de film kun har været med til at udvide hendes popularitet, og gudsketakoglov har Streep formået at blande kortene rigtigt godt mellem de seriøse og de knap så seriøse roller.

Her er mit bud på skuespillerens fem bedste roller. Vi begynder traditionen tro nedefra (advarsel mod afsløringer!).

5. Den franske løjtnants kvinde, 1981

Vi følger et filmhold under optagelsen af filmatiseringen af John Fowles berømte roman. Romanen handler om en mand, der selvom han er forlovet indledet et forhold til en anden kvinde, som har et skidt rygte efter en affære med en fransk løjtnant. Bag kulissen udspiller de to skuespillere en affære, der på mange måde minder om den film, de er i gang med at lave.

Filmen er instrueret af Karel Reisz, og over for Meryl Streep står Jeremy Irons.

Filmen er en beskrivelse af kompleksiteten i kvindelighed og kærlighed, og midt i det hele står Streep i en svær dobbeltrolle, der cementerede hendes status som førende skuespiller i Hollywood.

Meryl Streep blev Oscar-nomineret for sin præstation, men måtte se sig slået af sin rival om flest Oscars: Katharine Hepburn (Deres sensommer).

Jeg har valgt den scene, hvor Meryl Streep i rollen som Sarah under optagelserne af filmen i filmen bekender sit ”skammelige” forhold til den franske løjtnant:

4. Doubt, 2008

Meryl Streep spiller forstanderen på en katolsk skole i New York City i 1964. Hendes pædagogiske virkemider er straf og frygt. Da en ny lærer (Philip Seymour Hoffman) med en mere moderne indstilling kommer til skolen, begynder en nådeløs magtkamp.

Streep yder en begavet og nuanceret præstation som knudekvinden Søster Aloysius, og selvfølgelig blev hun Oscar-nomineret. Hun måtte dog se Oscar’en ende i hænderne på Kate Winslet for The Reader.

Klippet, vi skal se, er slutscenen, hvor Streep som søster Aloysius bekender, at når uretfærdighed skal bekæmpes, må man nogle gange tage et skridt væk fra Gud. Hård kost:

3. Jernurt, 1987

Under 1930’ernes depression hulter bumsen Francis sig gennem livet på New Yorks gader i selskab med den lige så alkoholiserede ekssanger, Helen.

Meryl Streeps tour-de-force sker i kompagniskab med Jack Nicholson i nyligt afdøde Héctor Babencos deprimerende mesterstykke.

Streep yder en kæmpepræstation som den tidligere sangerinde, der bader i whisky for at dulme bitterheden over for al den uretfærdighed, hun har mødt på sin vej.

Også denne gang måtte Streep se Oscar'en gå sin næse forbi, da veninden Cher hjemtog Oscar’en for sin præstation i Lunefulde måne.

Den udvalgte scene viser Meryl Streep, der i rollen som Helen Archer synger He’s Me Pal, som er en opvisning i drømme kontra de barske realiteter.

2. Kramer mod Kramer, 1979

For at realisere sig selv forlader Joanna sin mand og barn. Det efterlader mildt sagt familien i tumult, som dog overvindes. Men pludselig en dag vender Joanna tilbage og kræver forældremyndigheden til barnet.

Meryl Streep fik i sin første hovedrolle mulighed for at stå over for den dengang hotteste skuespiller i USA: Dustin Hoffman. Robert Benton instruerede.

Rollen var ren hasard med karrieren. Mange ville sikkert have frarådet Meryl Streep at påtage sig en så usympatisk rolle, som hun kunne være blevet forbundet med i resten af karrieren.

Men det betalte sig.

Meryl Streep hjemtog sin første Oscar for rollen som Joanna Kramer og kvitterede med en af de korteste takketaler i historien for en så vægtig kategori.

Vi skal se slutscenen, da det er gået op for Joanna, at hun har været helt galt på kareten:

1. Sophies valg, 1982

Året er 1947, og Sophie reparerer sin sjæl på et lille pensionat i Brooklyn efter at være flygtet fra nazisternes rædsler i Polen under Anden Verdenskrig.

Alan J. Paculas beskrivelse af et menneskes følelsesmæssige efterdønninger ovenpå 2. Verdenskrig, bragte Meryl Streep sammen med Kevin Kline og Peter MacNicol.

Sophies smerte føles i hvert et ord og hvert et blik. Det er ikke alene Meryl Streeps største bedrift, men måske også den største præstation nogensinde af en skuespiller. Selv medspillerne bliver løftet op af Streeps præstation.

Streep modtog sin anden Oscar for Sophies valg. Talen var denne gang noget længere og forberedt på et lille, sammenrullet stykke papir.

I scenen, som jeg har valgt, skal Meryl Streep som Sophie foretage det mest modbydelige valg, man som mor kan udsættes for: