Mest skuffende danske film i dette årtusinde

I forbindelse med min blog om de bedste danske film i dette årtusinde skrev Kristian Nygaard i en kommentar: ”Er jeg mon var den eneste, der ser frem til/frygter (alt efter humør) opfølgeren, nemlig: Dårligste danske film i dette årtusinde.”

Selvom en sådan blog selvfølgelig ligger lige til højrebenet, interesserer det mig faktisk ikke ret meget. I al fald ikke så meget, at jeg vil bruge tid på at dissekere, at talentløse laver dårlige film.

Så lad mig blot – inden jeg kommer til det interessante – give listen over dette årtusindes dårligste danske film. Den bør kunne tale for sig selv.

1. Bølle Bob & Smukke Sally (2005)

2. Polle Fiction (2002)

3. Far til fire til søs (2012)

4. Max (2000)

5. Profetia (2009)

6. Askepop – The Movie (2003)

7. Tempelriddernes skat III: Mysteriet om slangekronen (2008)

8. Den sidste rejse (2011)

9. Winnie og Karina – The Movie (2009)

10. Den rette ånd (2005)

Hvad jeg derimod finder langt mere interessant, er dette årtusind største danske skuffelser på biografernes lærred.

Film, hvor talentet bare ikke lever op forventningerne. Film, som de involverede burde have sprunget over og i stedet lavet film, hvor talentet kunne komme til sin fulde ret.

Nedenstående tager vi den traumatiske rejse op gennem dette årtusindes ti mest skuffende danske film.

Halvdelen af filmene er støttet gennem filminstituttets kunstneriske støttegren: konsulentordningen. Den anden halvdel gennem instituttets populærkulturelle 60/40-ordning, der i dag hedder markedsordningen.

10. Player (2010)

Tomas Villum Jensen, Casper Christensen og Rasmus Bjerg er talentfulde folk, som inden for deres respektive områder har opnået enorm popularitet. Tænk på Solkongen (2005), Klovn – The movie (2010) og Wulffmorgenthaler (2005).

Sammen lavede de denne komedie, som – under sydfranske himmelstrøg – handler om en regelret advokat, der må søge hjælp hos en charlatan efter at være franarret ti millioner kroner.

Manuskriptet, eller hvad vi nu skal kalde det, er skrevet af Marie Østerbye.

Ingen tvivl om, at de involverede i denne film, har haft det mægtigt sjovt under optagelserne. Men det er også det eneste sjov i forbindelse med denne statsstøttede ferietur, som komplet fejler i sin mission: at more.

Bjerg og Christensen har ingen kemi i deres samspil, og langt størstedelen af filmen er så pinlig, at kun få sko kan håndtere så krummede tæer.

Filmen kostede nitten millioner kroner at producere, hvoraf staten støttede med 34,7 procent gennem markedsordningen. 100.966 publikummer sad og stirrede tomt mod lærredet.

9. ID:A (2011)

Christian E. Christiansen, som slap heldigt fra filmene Råzone (2006) og Dig og mig (2008), har i forbindelse med ID:A ladet både dømmekraften og talentet blive hjemme.

Historien handler om en kvinde, som må døje med både hukommelsestab og være efterstræbt på livet.

Manuskriptet er skrevet af Tine Krull Petersen og baserer sig på en bog af Anne Chaplin Hansen.

Ligesom Player fejler i sin mission om at more, fejler denne thriller i sin egentlige mission: at være spændende.

Filmen er dræbende kedelig og har en historie, man ikke kan føle andet end ligegyldighed overfor. Skuespillere som Tuva Novotny, Flemming Enevold og Carsten Bjørnlund efterlades derfor som ufrivillige marionetter, overladt til deres egen skæbne i denne komplet mislykkede film.

Filmen blev produceret for 14,2 millioner kroner, og staten flottede sig med at betale 53,4 procent af budgettet gennem konsulentordningen. Publikum havde lugtet lunten, hvilket resulterede i et publikumstal på sølle 10.400.

8. Den store dag (2005)

Morten Arnfred, som har glædet os med en lang række film som Mig & Charly (1978), Johnny Larsen (1979), Der er et yndigt land (1985) og Den russiske sangerinde (1992), havde helt glemt hvordan man laver film, da han kastede sig over en ellers stensikker succesopskrift: komedier om bryllupper.

Filmens manuskript er skrevet af Ina Bruhn og handler om en bryllupsarrangør, som har vanskeligheder med at arrangere sit eget bryllup.

Selvom personinstruktionen af blandt andet Louise Mieritz, Henrik Prip og Christian Tafdrup er Arnfreds force, falder denne komedie til jorden som en våd karklud. Det er en film, der er glemt i samme sekund, man har forladt biografen.

Langt mere kunne man have forventet af Morten Arnfred.

14,4 millioner kroner blev der spenderet på herligheden, og staten dækkede 45 procent af budgettet gennem 60/40-ordningen. Kun 51.147 tilskuere blev lokket til biograferne ved lyden af disse bryllupsklokker.

7. Hjemve (2007)

Efter triumfen Italiensk for begyndere (2000) og to engelsksprogede film, Wilbur begår selvmord (2002) og Red Roads (2006), vendte Lone Scherfig tilbage til Danmark med Hjemve.

Filmens manuskript er kommet til verden i samarbejde mellem Lone Scherfig og lune Niels Hausgaard.

Fokus i filmen er en lille provinsby og dens indbyggere, som en hændelse får vendt gevaldigt op og ned på.

Filmen er en monumental fuser, hvor de løse ender i manuskriptet er mange og tilmed får lov til at hænge og daske hvileløse i vinden. Filmen henstår som en kedelig milepæl af dårligdom midt i instruktørens foreløbige karriere, som dog atter er kommet på ret køl.

Lone Scherfigs navn sikrede filmen 62.065 tilskuere på basis af et budget på sytten millioner kroner, som staten beredvilligt støttede 35 procent af gennem konsulentordningen.

6. It’s All About Love (2003)

Thomas Vinterbergs første film efter Festen (1998).

It's All About Love fokuserer på John og Elena som kæmper for kærligheden i en verden, der ikke byder dem meget hjælp.

Filmen er et endegyldigt bevis for, at man skal passe på, hvad man ønsker sig, for det kan være man får det.

Efter Festen stod verden åben for Vinterberg, og han kunne stort set få, hvad han pegede på. De store stjerner i form af Claire Danes, Joaquin Phoenix og Sean Penn blev indkøbt til en film, hvis manuskript er baseret på instruktøren selv og Mogens Rukov.

Hele 85 millioner kroner fik instruktøren at lege med, et spring på 77 millioner i forhold til Festen.

Resultatet blev en kold, prætentiøs film af en instruktør som rystede på hånden. Springet fra lowbudget til et mangemillion-budget var øjensynligt for voldsomt og kom alt for stærkt.

Filmen sendte instruktøren i en karrieremæssig dal, inden han atter vandt førligheden med Submarino i 2010 og Jagten i 2012.

Filmen blev set af bare 998 tilskuere i USA, 50.397 Danmark og sammenlagt 71.400 globalt.

Som en kuriositet kan det nævnes, at den daværende filmkonsulent og nuværende filmskolerektor, Vinca Wiedemann ikke ville støtte filmen med mere end tre millioner kroner, fordi den var engelsksproget. Thomas Vinterberg gik i medierne med bål og brand, og Wiedemann kaldte efterfølgende oplevelsen som ”en af de hårdeste sager”, hun oplevede som konsulent.

Vinterberg skal man ikke lægge sig ud med.

I øvrigt måtte filminstituttet spæde yderligere to millioner i kroner i produktionen, da filmen rendte ind i økonomiske problemer under optagelserne.

Filmen er på samtlige parametre en monumental fiasko.

5. Return to Sender (2005)

Bille August, som to gange er blevet tildelt Den Gyldne Palme i Cannes og lige nu er aktuel med den fremragende Stille hjerte, har et umiskendeligt talent.

Han har dog flere fejlskud på samvittigheden.

Return to Sender er det mest åbenlyse – et fængselsdrama om en dødsdømt kvinde.

Manuskriptet er skrevet af Neal Purvis og Robert Wade.

Den 34 millioner kroner dyre film er et middelmådigt og ordinært drama, og man kan undre sig over, hvad der fik Bille August til at lægge navn til. Ud over muligvis ønsket om at tjene ussel mammon.

Utroværdigheden lyser ud af hvert et billede, og skuespillere som Connie Nielsen, Kelly Preston og Aidan Quinn kan intet stille op.

Denne b-film blev set af 113.493 tilskuere i Danmark og udsendt direkte på dvd i USA.

Statsstøtten til denne film var 8,8 procent af budgettet gennem konsulentordningen.

4. Nynne (2005)

Jonas Elmer, som står bag en af de bedste film mod afslutningen af det forrige årtusinde, Let’s Get Lost (1997), har lavet denne komedie.

Komedien handler om de genvordigheder, som en single-kvinde i 30’erne kan komme ud for.

Filmens manuskript er skrevet af Mette Heeno og baseret på klummen i Politiken og bogen Nynnes dagbog af Henriette Lund, Lotte Thorsen og Anette Vestergaard.

Elmer står bag Danmarkshistoriens største udsalg af talent. Eneste virkelige konkurrent, Elmer har på dette felt, er Per Holst, da han kastede sig over Walter & Carlo – Op på fars hat (1985).

En bagatel af en komedie så forstemmende, at det slet ikke er morsomt.

Hvad i himlens navn der drev Jonas Elmer til at synke til så lavt niveau, henstår blandt den danske filmhistories største gåder. Til gengæld kunne publikum øjensynligt lide den, idet hele 429.301 fandt anledning til at indløse billet.

Staten støttede det femten millioner kroner dyre makværk med 43 procent af budgettet gennem 60/40-ordningen.

3. Frihed på prøve (2010)

Selvom Erik Clausen altid har en pokkers masse, han skal af med i sine film, har de dog altid haft kvaliteter. Cirkus Casablanca (1981), Manden i månen (1986), Rami og Julie (1988), De frigjorte (1993) og Slip hestene løs (2000), blot for at nævne de mest lysende eksempler.

Frihed på prøve, som er baseret på et manuskript af instruktøren selv, er en sequel til Ledsaget udgang fra 2007, om den hårdkogte Vesterbro-dreng John.

At Clausen skulle komme til at lave en spekulativ romertalsfilm, er noget af en overraskelse. I al fald skulle han have næret sig.

Selvom Erik Clausen synes der var en film mere i John, stod han forholdsvis alene med det synspunkt. Genkendelighedens glæde var der ingen af, kun skuffelse.

Alt i alt en ujævn, pauver affære, ligesom det filmiske håndværk ikke imponerede. Det lignede mere, hvad det var: en spekulation i forgængerens tilskuerantal på hele 309.193.

Og det skrevet af én, der elsker Clausens øvrige produktion.

Den 18,4 millioner dyre Frihed på prøve måtte nøjes med en tredjedel af det publikum, som så originalen: 108.679. Staten støttede projektet med 38,1 procent af budgettet gennem 60/40-ordningen.

Hvordan filmen havnede i Biografklub Danmark-programmet, skal ligeledes på listen over uløste gåder i dansk filmhistorie.

2. Skytten (2013)

Annette K. Olesen har et klart talent for det stille drama. Det har resulteret i hele to film på dette årtusindes top 25 over de bedste danske film: Små ulykker (2002) og Forbrydelser (2004).

Men pludselig kastede hun sig over en genindspilning(!) af Franz Ernst og Tom Hedegaards spændingsfilm fra 1977, baseret på en roman af Anders Bodelsen.

Åke Sandgren stod bag opdateringen af manuskriptet, med hjælp fra Lars Andersen og Michael W. Horsten.

Foran kameraet befandt sig en stribe skuespillere fra den danske A-liste: Trine Dyrholm, Kim Bodnia og Nikolaj Lie Kaas. Men det var skønne spildte kræfter.

Meget godt kan man sige om Olesen, men at lave spændingsfilm er ikke blandt instruktørens kompetencer.

Med samme håbløse formidling af action- og spændingsscenerne, som man så det i Bille Augusts Frøken Smillas fornemmelse for sne (1997), endte filmen som et makværk. Både Olesen og August burde holde sig langt væk fra spændingsfilm.

At filmens handling konstant bliver afbrudt af et velskænket glas gin & tonic filmet ovenfra, hjælper bestemt ikke på helhedsindtrykket.

Den 18,4 millioner dyre film blev set af sølle 45.675. Staten bidrog med 34,7 procent af budgettet gennem markedsordningen.

1. Direktøren for det hele (2006)

Lars von Trier, som toppede listen på min blog ”Bedste danske film i dette årtusinde”, topper ligeledes listen over de største skuffelser i dette årtusinde.

Filmen, som naturligvis er baseret på et originalt manuskript af Trier selv, er en forvekslingskomedie med Jens Albinus, Peter Gantzler, Sofie Gråbøl, Iben Hjejle, Casper Christensen og Mia Lyhne. Hele Klovn-holdet er næsten samlet i denne film.

Ingen tvivl om, at enhver instruktør engang imellem har brug for et frikvarter. Men for pokker! Man kunne godt have drømt om noget nyskabende inden for komedie-genren, når instruktøren hedder Trier til efternavn.

I stedet får vi instruktørens bagatel af et frikvarter blæst ud i hovedet, ganske uden at være nyskabende eller bare underholdende. For sjovt er det nemlig slet ikke. Og idéen med at lade en computer styre kameraet – såkaldt automatvision – faldt fuldstændigt igennem.

Triers svageste film nogensinde.

Filmen kostede 22 millioner kroner, et uforståeligt højt budget. Staten støttede med 32 procent gennem konsulentordningen. Kun 15.340 publikummer købte billet.