Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

06. maj 2017 | 16:12

Når alle de forkerte konklusioner drages

Foto | uoplyst

Claus Bülow Christensen, der i Ekko præsenteres som en mand med indgående viden om den teknologiske udvikling og i medierne ofte præsenteres som ekspert, bør læse nedenstående rigtig grundigt. Og det bør Ekkos chefredaktør så sandelig også, når han i den redaktionelle manchet kan karakterisere Christensen som en mand med indgående viden. Andre interesserede kan selvfølgelig også få udbytte af nedenstående.

Den seneste blog fra den såkaldte ’ekspert’, om situationen i filmindustrien, er nemlig fejlbehæftet og giver et stærkt forvrænget billede.

Generelt udbreder Bülow Christensen sine holdninger og forudsigelser ud fra det tænkeligt mest spinkle grundlag, og hans viden om filmindustrien er yderst mangelfuld. Det er selvsagt en rigtig dårlig kombination.

Bare det, at han kan stille spørgsmålet, om biograferne har fået for meget magt. Biograferne har som sådan ingen magt. Det står nemlig en filmproducent helt frit for, om han vil udsende sine film udenom biograferne direkte på for eksempel Netflix, eller om producenten ønsker at optimere sine indtægter gennem visning i biograferne.

For at sikre forbrugerne den højest mulige kvalitet, volumen og diversitet i filmudbuddet, har de amerikanske studier opfundet vinduessystemet, der så at sige optimerer filmenes indtægter kronologisk gennem udnyttelse i hvert vindue (Læs: hver medieplatform.) Det system har sikret forbrugerne den højst opnåelige kvalitet, volumen og diversitet i filmudbuddet siden begyndelsen af 1980’erne, hvor systemet blev opfundet.

Når Christensen refererer til ”biografernes traditionelle lanceringssystem” savner det afsæt i virkelighedens verden. Biograferne har intet traditionelt lanceringssystem. Det har den overordnede filmbranche til gengæld, og det er de amerikanske studier, som står bag opfindelsen. Det har biograferne ingen som helst indflydelse haft på. Biograferne er blevet tildelt det tidsrum af eksklusivitet, de amerikanske studier mener, tjener deres bundlinje bedst.

Når Bülow Christensen postulerer, at ”biograferne skovler penge ind”, rammer han noget essentielt. Det er der nemlig ingen af de øvrige medieplatforme, som gør i samme grad. Han drager dog et helt forkert ræsonnement. Biograferne skovler nemlig penge ind til filmindustrien. De beholder så sandelig ikke alle pengene selv. På store film betaler verdens biografer helt op til 60-70 procent af deres indtægter til filmenes producenter.

Det sikrer, at producenterne fortsat kan se en forretning i at producere film, efter home entertainment-sektoren har drevet indtægter i frit fald. Faldet skyldes introduktionen af de nye digitale platforme, hvor filmproducenterne ikke kan hente de samme indtægter, som dengang dvd’en var det bærende element i denne sektor.

I sin blog præsenterer Bülow Christensen et alarmerende ukendskab til Netflix’ forretningsmodel. Øjensynligt kan den gode ekspert ikke gennemskue, at grundstammen i Netflix’ udbud er gamle film indkøbt til spotpris. Film som allerede har indtjent hele eller størstedelen af deres omkostninger, gennem indtægter fra biograferne. De film vil Netflix kun give et beskedent beløb for, og det accepterer filmproducenterne efter devisen: Hellere tjene en lille smule penge end slet ingen penge.

Netflix har ingen bæredygtig forretningsmodel i sig selv. De film, tjenesten indkøber til spotpris, er jo hele forudsætningen for, at de kan spendere penge på egenproduktion af tv-serier og (ganske få) spillefilm, ud af den pool af indtægter, de henter fra forbrugerne.

Jeg har gentagne gange opfordret Bülow Christensen til at foretage en analyse af den totale produktions-omkostning af alt Netflix’ indhold kontra indtægterne. Hvis der er balance i de to tal, har Netflix en bæredygtig forretningsmodel, hvis ikke, er Netflix’ succes en illusion.

Der er naturligvis langt fra balance i de to tal, hvorfor Christensen selvfølgelig vægrer sig mod at foretage den analyse. Den vil nemlig endegyldigt bevise, at det vil gå kraftigt ud over mulighederne for at tilbyde forbrugerne den kvalitet, volumen og diversitet i filmudbuddet, de er vant til, i den fremtid analytikeren skitserer så rosenrødt.

Christensen redegør i sin blog for de to forskellige forretningsmodeller, de to toneangivende streamingtjenester benytter.

Netflix mener, at deres spillefilm først skal tilbydes deres abonnenter, mens Amazon har omfavnet det konventionelle vinduessystem. Christensen vurderer, at Amazon ”indtil videre (har) underlagt sig biografernes traditionelle vinduessystem”.

Jeg har allerede redegjort for Christensens fejlagtige opfattelse af udtrykket ”biografernes traditionelle vinduessystem”. Jeg har aldrig hørt tale om det før. Men vigtigst af alt: Amazon har så sandelig ikke ”underlagt” sig, men derimod omfavnet vinduessystemet. Og hvorfor? Fordi Amazon – ligesom de amerikanske studier – har fundet ud af, at det er systemet, som tjener deres bundlinje bedst. Samtidig er det garanten for, at forbrugerne kan sikres den højest opnåelige kvalitet, volumen og diversitet i filmudbuddet.

Man fornemmer også Christensens antipati over for Amazons handlemåde, når han mener, at det blot er ”indtil videre” tjenesten har omfavnet det konventionelle vinduessystem. Christensen anerkender dermed ikke det faktum, at det præcis er det system, som sikrer forbrugerne mængden og kvaliteten af udbudte film – og Amazon den bedst mulige bundlinje.

Men jeg vil lade Roy Price, vicepræsident for Amazon Studios, selv skyde Christensens postulater ned, og samtidig forklare Amazons position. En position, Christensen øjensynligt hverken kan eller vil forstå. Se 16:20 inde i nedenstående klip.

Christensen nævner også, at Netflix tilbyder biograferne filmene, samtidig med de bliver udsendt på tjenesten. Samtidig nævnes biografkæden iPic, som Netflix har indgået aftale med. Men han glemmer dog at fortælle, at den lillebitte biografkæde kun repræsenterer ganske få promiller af alverdens biografer og fortrinsvis er placeret på den amerikanske østkyst. Tilmed viser biografkæden kun yderst sjældent film fra Netflix. Der er derfor ikke grundlag for den generalisering, som Christensen præsenterer. For eksempel har Netflix heller ikke fundet det opportunt at tilbyde danske biografer streamingtjenestens film. Netflix præsenterer dermed det helt store illusionsnummer, som Christensen gladelig hopper med på og generaliserer dermed ud fra ikke-eksisterede grundlag.

Netflix er et komplet lukket område for informationer om data. Kun ganske få mennesker ansat i Netflix kender de data, tjenesten baserer deres forretning på. Ikke engang Netflix’ modige aktionærer kender de data. Der er således ingen kontrolmuligheder til at vurdere, om Netflix taler sandt. Basalt kan Netflix påstå hvad som helst. Den luksus har biograferne ikke, idet alt er åbent på deres forretningsområde. Men i stedet for at underlægge Netflix et kritisk øje på det grundlag, som enhver professionel analytiker ville gøre, tager Christensen øjensynligt Netflix’ informationer for gode varer. Kritisk sans over for Netflix ejer Christensen ikke antydningen af.

Jeg mindes stadig, da Christensen interviewede Netflix’ grundlægger og præsident Reed Hastings. Det var som at opleve en sportsjournalist interviewe Kim Vilfort, efter den danske fodboldtriumf i 1992.

Netflix hjælper ikke filmindustrien. Netflix er i gang med at ødelægge filmindustrien og hvem bliver taberne? Det bliver forbrugerne, som må affinde sig med langt mindre diversitet, volumen og kvalitet. Det sker, såfremt Netflix og Christensens drømme om en verdensomspændende dominerende rolle indenfor distribution og produktion af levende billeder, bliver en realitet.

Det er sært, at der heller ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved det ugunstige i, at et amerikansk selskab skal få en dominerende rolle og egenhændigt kan komme til at bestemme, hvad verden skal se og ikke se.

Selvsagt bliver forbrugernes valgmuligheder radikalt færre, ikke flere, som Netflix overstadigt postulerer. Og filmkunsten? Ja, det bliver på Netflix’ nåde og vil ganske givet kun komme på tale, når det tjener en politisk agenda.

Christensen hylder også Netflix’ investering i Will Smith-filmen Bright, som analytikeren karakteriserer som ”et action-brag”. Skal vi ikke lige vente med den slags karakteristikker, til vi rent faktisk har set filmen. Jeg kan nævne mange action-film som endte med at blive en våd kineser i stedet for et brag.

Christensen mener heller ikke, at man for alvor har afprøvet modellen, hvor biograferne og en streamingtjeneste viser filmene simultant. Atter udviser Christensen fundamentalt ukendskab til filmindustrien.

Inden videoen brød igennem, repræsenterede ”reprisen” 30 procent af biografernes tilskuerantal. En "reprise” er en genoptagelse af en gammel film. Filmindustrien havde ellers tjent mange penge på at genoptage tidligere succeser. Ældre generationer vil huske James Bond-festivaler og Giganternes helaftenskavalkade, samt biografernes kontinuerlige genoptagelse af klassikere som Den gode, den onde og den grusomme, Fagre voksne verden og Sidste nat med kliken.

Da videoen brød igennem og publikum frit kunne vælge mellem at se disse film i hjemmet, eller på det store lærred, valgte de stort set alle at se filmene i hjemmet. Biograferne tabte dermed 30 procent af deres samlede tilskuerantal. Så jo, Christensen, vi ved nøjagtigt, hvordan det vil gå.

Men hovedproblemet var egentlig ikke, at biograferne tabte 30 procent af deres tilskuerantal. Problemet var, at filmindustrien også tabte 30 procent af deres indtægter fra biograferne. Indtægter, som home entertainment-sektoren i dag beviseligt ikke kan kompensere for. Med andre ord: Netflix-modellen vil betyde færre indtægter at producere film for.

Og nej, Netflix vil aldrig helhjertet afprøve deres udtalte ønske om at give forbrugerne valget mellem at se filmene på streamingtjeneste og i biograferne samtidig. Det skal tjenesten nok selv forhindre. Netflix tilbyder jo kun filmene til promiller af verdens biografer. Christensen falder for Netflix’ manipulationer som en spædekalv til patten.

Christensen mener også, at det kunne være interessant at forestille sig, hvordan de store Hollywood-studier mon ser på denne udvikling, når de sidder bag lukkede døre og spekulerer over, hvad det egentlig er, der er ved at ske i hovederne på underholdningsindustriens kunder.

Hvis Christensen ellers fulgte med, ville han vide præcis hvad de amerikanske studier sidder og spekulerer over: Allerdybeste bekymring over, at forbrugernes angivelige krav vil sætte en stopper for deres virke. Så er den ikke længere. Forbrugerne kan selvfølgelig ikke overskue konsekvenserne af deres egne ønsker. Men værst at alt, det kan analytikeren Christensen heller ikke.

Det nytter ikke noget, når Christensen ser på streamingtjenesternes globale indflydelse, og så holder det op mod forholdene på et enkelt (modnet) amerikansk biografmarked. Hvis man endelig skal sammenligne, skal begge dele ske globalt. Og her overser Christensen helt den indflydelse, som Kina har på det globale biografmarked. Christensen sammenligner appelsiner og æbler. Det ville en rationel analytiker aldrig gøre.

Så Christensens postulat, at biograferne står overfor en tiltagende kamp for at få folk til at vedblive med at gå i biografen, savner afsæt i virkelighedens verden. Tilskuerantallet i alverdens biografer er vedblivende stigende. Og jo, antallet af solgte billetter i Danmark og i resten af Europa er i stødt fremgang. Men det skyldes ene og alene opretholdelsen af et biografvindue.

Christensens manglende evner som forretningsmand slår også igennem, når han mener, at biografernes betydning for produktionsindustrien skulle give mere magt, fordi biografernes indtægter er i stigning.

Jamen, tror Christensen da, at filmproducenter er mærkelige mennesker, som ikke vil tjene penge? Enhver fornuftig forretningsmand går da efter den højest opnåelige indtjening, og det kan undre, hvis dette forhold aldrig er gået op for Christensen. Det forekommer, at han tror, at de eneste, der ønsker at opretholde biografvinduet, er biograferne. Sådan forholder det sig på ingen måde. Spørg blot d’herrer danske filmproducenter Michael Obel og Ronnie Fridthjof. Det kræver en temmelig alternativ hjerne at anskue tingene som Christensen gør.

Det er analytisk helt i skoven at sammenligne home entertainment-sektoren, inklusive tv-serier og video, med biografsektorens spillefilm alene, og dermed mene at kunne drage nogen som helst konklusioner for spillefilmsektoren. Og endda sammenligner analytikeren forholdene på et enkelt modnet marked og drager globale konsekvenser. Hvis analytiker-hvervet var en beskyttet beskæftigelse, ville Christensen blive frataget sin bestalling på stedet.

Christensen har også helt galt fokus, når han mener, at et middel til at få noget af det tabte tilbage kræver, at man bliver nødt til at åbne op for modeller med stærkt forkortede lanceringsvinduer. Ja, ingen tvivl om, at man vil hente lidt at det tabte tilbage i home entertainment-sektoren, men hvad hjælper det, hvis man samtidig taber et endnu større beløb i biografsektoren? Udfordringen er ikke alene, hvordan man får home entertainment-sektorens indtægter til at stige. Den ultimative udfordring er, hvordan man får filmindustriens samlede indtægter til at stige.

Analytikeren overser også filmtyvenes indflydelse på prissætningen og ignorerer forbrugerundersøgelser på området.

Der er ingen måde, at skabe en fornuftig forretningsmodel på, ved at tilbyde forbrugerne filmene i hjemmet kort tid efter – eller samtidig med – biografpremieren til en udsalgspris på 300 kroner. Alt rationalitet taler imod det.

Home entertainment-sektoren konkurrerer jo med, at forbrugeren kan se filmene kvit og frit på illegale medieplatforme.

Forbrugerundersøgelser har tilmed vist, at 87 procent kun er villige til at betale maksimalt 70 kroner for den ydelse og kun sølle tre procent af de amerikanske forbrugere er villige til at spendere maksimalt 150 kroner på netop det. Og så skal man igen tage højde for, hvilke negative konsekvenser det får for filmbranchens indtægter fra biograferne.

Det overvejende pres på vinduesstrukturen kommer alene fra de bagvedliggende ejere af to Hollywood-studier: Universal, som ejes af Comcast, og Warner Bros., som snart ejes af AT&T. De bagvedliggende ejere er selskaber uden viden om filmindustrien og har kun kortsigtet indtjening i hovedet. På sin vis lige ligesom Christensen. De er komplet ligeglade med i hvilken retning filmindustrien bevæger sig og de langsigtede konsekvenser af deres gebærden. Som ethvert amerikansk selskab drives det frem af grådighed og kortsigtet gevinst. Man behøver vel blot nævne den amerikanske banksektor i sin bevisførelse.

Analytikeren skal være undskyldt i sin yderst begrænsede viden om den amerikanske konkurrencelovgivning. Man kan ikke vide alt. Den manglende viden afslører analytikeren dog, når han foreslår, at en af løsningerne er, at studierne selv får udviklet deres egen direct-to-consumer service. Hvis det var en mulighed, ville det være sket for længst. De amerikanske konkurrenceregler er meget strenge og de amerikanske studier må end ikke drive eller eje biografer.

Christensens, efter eget udsagn, tankevækkende, om end formentlig empirisk analytisk useriøse grafik fra The Oatmeal, afslutter hans blog. Grafikken har overskriften ”How to get me to watch a movie.” Her angives det at 99,9 procent af forbrugerne er enige i udsagnet: ”Tell me I can stream it right now and I don’t even have to put on my pants”. Grafikken glemmer dog forudsætningen for forbrugernes udsagn: ”Oh yeah, and I want it for free”. Det får vi ikke bedre film af.

Og ja, det handler om, at forbrugerne gerne vil se en god historie, når de har lyst. Intet forhindrer dog det, og der er masser af muligheder i dag. Det nuværende vinduessystem er dog hele forudsætningen.

Kort og godt: Christensens konklusioner er forkerte og draget på ukorrekt grundlag. Analytikerens spåkugle er grumset i svær grad. 

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko