Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

19. jan. 2018 | 10:00

Opfør jer uordentligt!

Foto | uoplyst
Lars von Trier burde på alle tænkelige måder være et forbillede for danske instruktører, men sådan forholder det sig langt fra.

Forleden dag lagde jeg ti satiriske, gode råd til manden anno 2018 på min Twitter-profil. Disse gode råd havde jeg forfattet under inspiration af kønsdebatten gennem det seneste halvandet år og ikke mindst den udmærkede kortfilm Modern Educayshun af Neel Kolhatkar. Mine ti råd kan læses i sin fulde udstrækning nederst i denne blog.

Aldrig har jeg på et tweet modtaget så mange hjerter, men samtidig har jeg heller ikke tidligere fået så mange negative tilkendegivelser, hvilket i og for sig understreger relevansen af mine ti råd.

Der gik ikke mange sekunder, før jeg modtog en henvendelse fra journalist Helene Kristine Holst fra Berlingske. Hun gik straks i gang med et forhør, der bedst kan karakteriseres som waterboarding-journalistik.

Det resulterede i en stort opsat artikel på Berlingskes hjemmeside.

Folk, jeg respekterer, synes jeg slap ualmindelig godt fra at svare på spørgsmålene, som jeg med vand og klud i ansigtet havde fået fra Berlingskes journalist. Det kan have spillet en rolle i de efterfølgende begivenheder.

Da Berlingskes artikel blev lagt op, fik det Danske Filminstruktørers formand, Christina Rosendahl, til tasterne på Twitter:

 

Rosendahl kunne øjensynligt ikke forstå, hvorfor Berlingske havde givet spalteplads til omtale af mine ti råd, ligesom flere ikke kan forstå, at Ekko tillader mine blogs på magasinets hjemmeside.

Mine muligheder for at udtrykke mig ses gerne begrænset mest muligt. Det ser jeg som et anslag mod min grundlovssikrede ytringsfrihed.

Til det siger mine kritikere, at jeg da søreme må ytre mig hvor som helst, altså bare ikke hvor de er. Javel, ja. Og det er de samme mennesker, der konstant råber ord som ”rummelighed”, ”diversitet” og ”fleksibilitet”.

Men i det aktuelle tilfælde var det ikke mig, der tog kontakten til Berlingske. Det var Berlingske, som af egen drift henvendte sig til mig. Og jeg kan garantere for, at der ikke var meget mikrofonholderi over henvendelsen.

Alt ovenstående er dog business as usual. Hvad der i væsentlig grad burde bekymre mange, er dog Ekko-skribenten Sebastian Cordes’ forklaring på Rosendahls udfald. Cordes er også en slags filminstruktør og forhenværende mand.

 

En ny kanin bliver her trukket op af hatten. Nu handler det pludselig om ”ordentlighed”.

Hvis ”ordentlighed”? Sebastian Cordes og Christina Rosendahls? Eller er det i virkeligheden Dansk Folkepartis ”ordentlighed”, der refereres til?

Hvis man i Rosendahl og Cordes’ øjne opfører sig ”uordentligt” (læs: er uenig med dem), er en begrænsning af ytringsfriheden okay.

Jeg har i mit liv aldrig udtrykt eller skrevet noget, som er faldet uden for lovens bogstav. Jeg har ytret mig, og jeg har i ny og næ givet en kvinde et klask i måsen, dog aldrig uden, at det er blevet efterfulgt af et ”mange tak” som respons til mit klask.

Med andre ord har jeg opført mig ordentligt i henhold til lovgivningen i dette land. Men Rosendahl og Cordes har altså opfundet deres egen lovgivning, som i et og alt har til formål at lukke munden på personer, de er uenige med.

At ordet ”ordentlighed” kommer ud af munden på netop filminstruktører, er særligt tankevækkende. For der er aldrig kommet god filmkunst ud af ordentlighed.

Tænk blot på film, som i deres samtid langt fra blev betragtet som ”ordentlige”: John Schlesingers Midnight Cowboy, John Hughes’ The Outlaw, Mel Gibsons The Passion of the Christ, Luis Bunuels Den andalusiske hund, Michael Powells Peeping Tom, David Cronenbergs Crash, Terry Jones’ Life Of Brian, Sam Peckingpahs Køterne, Bernardo Bertoluccis Sidste tango i Paris, Stanley Kubricks A Clockwork Orange, for blot at nævne nogle stykker.

Den slags film skal så sandelig ikke ofres på Rosendahl og Cordes’ alter af ”ordentlighed”.

Rosendahls udmelding er også paradoksal i forhold til vedtægterne i foreningen Danske Filminstruktører, hvor et af formålene for foreningens virke er: ”At arbejde for instruktørernes ytringsfrihed overalt i verden.”

Det kan være, at Rosendahl og Cordes på foreningens næste generalforsamling skal få tilføjet følgende i forlængelse af formålsparagraffen: ”Hvis de altså opfører sig ordentligt.”

 

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko