Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

22. jan. 2015 | 09:00

Første spådom om Oscar-vinderne

Foto | Academy of Motion Picture Arts and Sciences

Oscar-nomineringerne blev offentliggjort sidste torsdag, men hvem vil forlade Oscar-festen den 22. februar med en statuette i hånden?

Herunder er første spådom i alle 24 kategorier. Jeg tror på en bred fordeling af statuetterne i år. Det er vanskeligt at forestille sig en enkelt film, som vi har set det før, få en jordskredsejr.

Hvor man tidligere ikke helt kunne afvise, at akademiet havde et øje på box-office og filmenes tilskuerantal, er dette års gennemsnitlige tilskuerantal på de otte film nomineret i kategorien "bedste film" det laveste nogensinde i historien. Det er en trend, som er blevet forstærket år efter år i dette årtusinde. Eneste virkelig store hit i feltet er Clint Eastwoods American Sniper.

Det bliver ikke nemt at samle publikum foran tv-skærmene og skabe spænding om film, som kun få har set. I denne sammenhæng sidder akademiet i et dilemma: Man er afhængig af de indtægter, tv-transmissionen genererer. Men værst af alt: Unge menneskers incitament til at se dette show, er i år nærmest nul.

Når Oscar-nomineringerne er offentliggjort, er der altid nogen, som står tilbage med tårer i øjnene. Folk, som troede sig sikre på en nominering. I år vil denne flod af tårer omfatte: Jennifer Aniston (hovedrolle i Cake), Ava DuVernay (instruktøren af Selma), Jake Gyllenhaal (hovedrolle i Nightcrawler), Angelina Jolie (instruktøren af Unbroken), David Oyelowo (hovedrolle i Selma), Christopher Nolan (instruktøren af Interstellar), David Fincher (instruktøren af Kvinden der forsvandt), Jessica Chastain (hovedrolle i A Most Violent Year) og Amy Adams (hovedrolle i Big Eyes).

Men der var også overraskelser af den mere positive slags for de involverede. Folk, der ikke drømte om, at de ville blive taget i betragtning. De omfatter Bradley Cooper (hovedrolle i American Sniper), Marion Cotillard (hovedrolle i To dage, en nat) og Laura Dern (birolle i Wild),

Der god grund til, at vi i Danmark hepper på Ida i kategorien ”bedste fremmedsprogede film”. Det er nemlig, hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl, en polsk-dansk co-produktion med støtte fra Det Danske Filminstitut. Der er god grund til at skamrose filmkonsulent Steen Bille for at udpege dette mesterlige projekt til dansk statsstøtte. Filmen er koproduceret af Christian Falkenberg Husum for Phoenix Film. Filmens musik er komponeret af Kristian Selin Eidnes Andersen, og filmens lyd er designet af Claus Lynge.

Og hvis vi bliver i det danske islæt til dette års Oscar-uddeling, er der også god grund til at heppe på den irsk-danske co-produktion Sangen fra havet, som er nomineret i kategorien ”bedste animationsfilm”. Frederik Villumsen og Claus Toksvig Kjær fra Nørlum har bidraget med 36 minutters animation til filmen.

Sidst, men ikke mindst, har Ulrich Thomsen har den mandlige hovedrolle i den israelske kortfilm Aya, der er nomineret i kategorien ”bedste kortfilm”.

Da mange ting kan ske mellem offentliggørelse af nomineringerne og dommens time, vil jeg komme med en endelig spådom umiddelbart inden uddelingen.

Foreløbigt tyder meget på, at Oscar i de vigtigste kategorier stort set bliver en gentagelse af Golden Globe-uddelingen.


Bedste film: Boyhood

 

Akademiet har ofte valgt at præmiere de helt ekstreme filmiske anstrengelser, og tolv års produktionstid burde kunne gøre det i dette tilfælde.

Ved en meningsmåling udført af den amerikanske brancheblad Variety, lige i halen på offentliggørelsen af nomineringerne, tog Boyhood hele 49 % af stemmerne.

Filmen, og holdet bag, har i alt modtaget 110 filmpriser på forskellige internationale festivaler og prisuddelinger.


Bedste instruktion: Richard Linklater for Boyhood

 

Oscar’en for "bedste instruktion" følger ofte Oscar’en for ”bedste film”. Det er vanskeligt at forestille sig, at de to kategorier ikke vil følge hinanden i år, særligt i betragtning af de anstrengelser Richard Linklater har lagt for dagen.


Bedste mandlige hovedrolle: Bradley Cooper i American Sniper

Denne kategori sidder Michael Keaton (Birdman) og Eddie Redmayne (Teorien om alting) tungt på.

Men her kan årets eneste virkelige overraskelse falde, hvorimod udfaldet er givet på forhånd i næsten alle de øvrige kategorier.

Bradley Cooper er nu nomineret for tredje år i træk og den eneste i denne kategori, som har været nomineret før.

Skuespilleren er samtidig så sympatisk og populær, at jeg tror, akademiet vil have vanskeligt ved at forbigå ham tre år i træk.


Bedste kvindelige hovedrolle: Julianne Moore i Jeg er stadig Alice


 

”"Bedste kvindelige hovedrolle” er den mest sikre kategori. Julianne Moore har været Oscar-nomineret hele fire gange tidligere uden at hjemtage det eftertragtede trofæ. I år bliver det endelig hendes tur.

Hun har modtaget tolv filmpriser for denne rolle.


Bedste mandlige birolle: J.K. Simmons i Whiplash


 

J.K. Simmons er fra alle ender og kanter blevet hyldet for sin præstation. 24 filmpriser er det foreløbigt blevet til for rollen som den halvpsykopatiske indspisker af en orkesterleder og mentor. Jeg satser mine penge på ham.


Bedste kvindelige birolle: Patricia Arquette i Boyhood

 

Rollen som moren i Boyhood er enestående og klart den bedste præstation, som feltet har at byde på. Allerede i december 2013 forudsagde Linklater, at Arquette ville vinde en Oscar for denne rolle.

Paricia Arquette har stort set vundet alt, hvad vindes kan, for rollen i denne film. 24 filmpriser er det helt nøjagtigt blevet til.


Bedste fremmedsprogede film: Ida (Polen)

 

Den polsk-danske co-produktion er den, vi i Danmark skal heppe på. Men det er nu ikke alene ud fra nationalt synspunkt, jeg tror på denne film. Den imødekommer alt, hvad akademiet søger af en fremmedsproget film: originalitet og en hyldest til filmen, som den oprindelig var tænkt.

At filmen tilmed også er nomineret i kategorien ”bedste fotografering”, vil distancere Ida fra de øvrige.

 

De øvrige kategorier:

Bedste manuskript baseret på andet forlæg: Graham Moore for The Imitation Game.

Bedste originale manuskript: Wes Anderson og Hugo Guinness for The Grand Budapest Hotel.

Bedste animationsfilm: Sådan træner du din drage 2.

Bedste fotografering: Roger Deakins for Unbroken.

Bedste kostumer: Milena Canonero for The Grand Budapest Hotel.

Bedste klip: Joel Cox og Gary D. Roach for American Sniper.

Bedste makeup og hairstyling: Elizabeth Yianni-Georgiou og David White for Guardians of the Galaxy.

Bedste originale musik: Alexandre Desplat for The Imitation Game.

Bedste originale sang: “Glory” fra Selma, Musik og tekst af John Stephens and Lonnie Lynn.

Bedste dekorationer: Adam Stockhausen og Anna Pinnock for The Grand Budapest Hotel.

Bedste lydklip: Richard King for Interstellar.

Bedste lydmix: Gary A. Rizzo, Gregg Landaker og Mark Weingarten for Interstellar.

Bedste visuelle effekter: Joe Letteri, Dan Lemmon, Daniel Barrett og Erik Winquist for Abernes planet: Revolutionen.

Bedste dokumentar: Laura Poitras, Mathilde Bonnefoy og Dirk Wilutzky for CitizenFour.

Bedste dokumentar kortfilm: Ellen Goosenberg Kent og Dana Perry for Crisis Hotline: Veterans Press 1.

Bedste kortfilm (animation): Patrick Osborne og Kristina Reed for Feast.

Bedste kortfilm (live action): Mat Kirkby and James Lucas for The Phone Call

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko