Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

04. feb. 2013 | 10:22

OSCAR – Part 4: Hvem bliver bedste instruktør?

04. feb. 2013 | 10:22

OSCAR – Part 4: Hvem bliver bedste instruktør?

I mit fjerde blogindlæg om årets Oscar-fest giver jeg et bud på vinderchancerne for de fem instruktører, som akademiet har fundet værdige til en nominering.

Det mest opsigtsvækkende er dog, at man på forhånd reelt har frataget Tarantinos Django Unchained, Kathryn Bigelows Zero Dark Thirty, Tom Hoopers Les Misérables og Ben Afflecks Operation Argo chancen for at vinde en Oscar i hovedkategorien ”bedste film”.

De fire instruktører er nemlig ikke blevet nomineret i kategorien ”bedste instruktør”, hvilket gør det usandsynligt, at deres film skulle kunne vinde i hovedkategorien. I akademiets øjne har de film åbenbart instrueret sig selv.


David O. Russell: Silver Linings Playbook


For: Filmen står krystalklart i de stemmeberettigedes bevidsthed. Russell modtog en ”bedste instruktør”-pris for filmen på Hollywood-filmfestivalen.Har tidligere været Oscar-nomineret for The Fighter i 2011.

Imod: Akademiet er generelt ikke meget for at hylde instruktører bag komedier, hvilket også svækker Russells chance for at hjemtage en Oscar i ”bedste manuskript baseret på andet medie”-kategorien. Vi skal helt tilbage til Woody Allen og Annie Hall i 1978 for at finde en instruktør, der blev hyldet for en komedie. Og nogen Woody Allen er Russell ikke. 


Ang Lee:
Life of Pi


For: Filmen er en bedrift og har alt, hvad akademiet kan ønske sig. Samtidig giver filmen de stemmeberettigede en chance for at hylde 3D. Lee har tidligere været nomineret to gange i forskellige kategorier, og han vandt en Oscar i 2006 for instruktionen af Brokeback Mountain.

Imod: At det konservative akademi netop ikke ønsker at hylde en instruktør bag en 3D-film. Og filmen har mistet momentum.


Steven Spielberg: Lincoln


For: En klar Oscar classic-favorit. Spielberg har tidligere hjemtaget tre Oscars: Saving Private Ryan i 1999, Schindlers liste i 1994 og Irving G. Thalberg Memorial Award i 1987.

Imod: Janteloven trives også i Hollywood, og de stemmeberettigede kan beslutte at Spielberg har fået mere end nok. Samme jante lovder ramte ham, da akademiet nominerede Farven lilla til ikke mindre end elleve Oscars, undtagen i ”bedste instruktør”-kategorien, og oven i købet ikke lod filmen vinde én eneste Oscar.


Michael Haneke: Amour


For: Haneke står sammen med Zeitlin bag de bedste film i feltet, hvilket skulle stille de to mesterlige instruktører i front. Har ikke tidligere været nomineret til en Oscar.

Imod: At en instruktør står bag feltets bedste, har aldrig hindret akademiet i at ignorere det faktum. Næppe sandsynligt, at en østriger vinder i denne kategori, når man har mulighed for at hylde ham i kategorien ”bedste fremmedsproget film”.


Benh Zeitlin: Hushpuppy


For: Bedste amerikanske film i år. Filmen har hjemtaget ikke mindre end 35 priser ved forskellige prisuddelinger, hvoraf de 21 var for instruktionen. Nu er det store spørgsmål så, om der i det hele taget har været tale om instruktion af den dengang seksårige Quvenzhané Wallis. Nok nærmere manipulation.

Imod: Filmen havde premiere i USA 27. juni, og der er stor sandsynlighed for, filmen beklageligvis ligger i glemslens tåger.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko