Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

07. feb. 2013 | 12:27 - Opdateret 16. feb. 2013 | 19:45

Oscar – Part 5: Ti store øjeblikke

07. feb. 2013 | 12:27 - Opdateret 16. feb. 2013 | 19:45

Oscar – Part 5: Ti store øjeblikke

Der har været pinlige øjeblikke, morsomme øjeblikke, gribende øjeblikke. Her er de ti mest mindeværdige Oscar-øjeblikke:


1. Charles Chaplin – klovnens tårer (1972)

Charles Chaplin tilgav alt, da han, efter to årtiers udelukkelse fra USA på grund af mistanke om kommunist-sympatier, returnerede til Hollywood for at modtage en æres-Oscar. De tolv minutters stående ovation er aldrig blevet overgået.

Han havde tidligere modtaget en æres-Oscar i 1929 som skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør og producent af The Circus. I 1973 skulle han dog komme til at modtage endnu en Oscar, denne gang i kategorien Bedste musik for filmen Limelight fra 1952. Årsagen til akademiet pludselig præmierede en over tyve år gammel film var, fordi filmen først fik premiere i Los Angeles i 1972. Joseph McCarthys klapjagt havde i sandhed sat dybe spor.


2. Sidney Poitier – den første sorte Oscar-vinder (1963)

Med sin Oscar for Bedste mandlige hovedrolle i filmen Lilies of the Field blev Sidney Poitier den første sorte mandlige skuespiller, som vandt en Oscar. Det var ikke blot starten på en legendarisk karriere, men også en katalysator for en ny æra i filmindustrien. Han har efterfølgende været forbillede for mange sorte amerikanere.


3. Michael Moore siger sin uforbeholdne mening om George W. Bush (2003)

I 2003 forventede hele verden, at Hollywoods elite ville bruge Oscar-ceremonien til at protestere mod det nylige amerikanske angreb på Irak. Akademiet bad venligst gæsterne om at undgå dette emne, men da Michael Moore kom på scenen som vinder af en Oscar for Bowling for Columbine i kategorien ”Bedste dokumentarfilm”, blev det klart, at dette ønske ikke ville blive imødekommet.

Moore afsluttede sin brandtale med de udødelige ord: ”Shame on you, Mr. Bush, shame on you!” Han modtog en del buh-råb fra salen, men Michael Moore ville ikke være Michael Moore uden disse ord.


4. Alfred Hitchcock siger ”rend mig i røven” (1967)

Alfred Hitchcock modtog prisen Irving G. Thalberg Memorial Award i 1967, også kaldet ”Skynd-jer-inden-personen-dør-prisen”. Akademiet havde ignoreret hans nominering til en Oscar hele fem gange. Alfred Hitchcock har den korteste takketale i historien med kun fem ord: ”Thank you” og efter et par sekunder: ”… very much indeed”. Men han kunne lige så godt have sagt: ”Rend mig i røven.”


5. Jerry Lewis træder vande (1959)

Jerry Lewis baserede hele sin karriere på humor som et underholdningsvåben. Hans store talent blev bevist ved Oscar-uddelingen i 1959, hvor han var vært for begivenheden.

Prisen for bedste film var blevet præsenteret tyve minutter før det planlagte tidspunkt, og det var nu Lewis’ opgave at improvisere de tyve minutter væk. Lewis reddede showet ved at synge ”There’s No Business Like Show Business”, danse, fortælle jokes og synge igen, indtil de tyve minutter var gået.

 

6. Marlon Brando sender ”Sacheen Littlefeather” (1973)

I en af de mere bizarre Oscar-skandaler lod Marlon Brando den angivelige Apache-indianer ”Sacheen Littlefeather” modtage en Oscar på hans vegne for præstationen i The Godfather. Sacheen Littlefeather læste et brev op fra Brando, hvor han afviste Oscar’en på grund af Hollywoods behandling af nationens indianere.

Det er muligt Brando havde en pointe, men det blev dog overskygget af, at Sacheen Littlefeather i virkeligheden var en skuespiller ved navn Maria Cruz, som senere blev blacklisted fra mange Hollywood produktioner.

 

7. Roberto Begnigni – badutspringeren (1999)

Aldrig har en Oscar-vinder vist så stor glæde. I stedet for at bekendtgøre titlen på den Oscar-vindende film Life is Beautiful i kategorien ”bedste fremmedsprogede film” i 1998 nøjes Sophia Loren med at sige landsmandens fornavn: ”Roberto!”

Op springer Roberto Begnigni i glædesrus og blafrer med begge arme. Og i stedet for at benytte gangen til scenen springer han fra stoleryg til stoleryg. Han vandt i øvrigt en Oscar mere, samme aften, i kategorien ”bedste mandlige skuespiller”.

  

8. Billy Crystal som Hannibal the Cannibal (1992)

Senere har Billy Crystal erkendt, at han var meget i tvivl om, hvorvidt hans lille stunt ville lykkes. Men det kunne ikke have gået bedre. Den aften sikrede Crystal sig pladsen som en af de absolut bedste Oscar-værter nogensinde.


9. Jack Palance laver armbøjninger med én arm (1992)

Jack Palance var bokser, inden han blev skuespiller, så det var ikke den store overraskelse, at han kunne lave armbøjninger med én arm. Men selvfølgelig en smule overraskende, at den 73-årige skuespiller pludselig begyndte på det midt på scenen under Oscar-uddelingen. Han vandt en Oscar i kategorien ”bedste mandlige birolle” i filmen City Slickers i 1992, da den noget lavstammede Billy Crystal ikke alene var vært for aftenen, men også medspiller i filmen.

Den 193 cm høje Palance jokede med Crystal og brugte et citat fra filmen: ”I crap bigger than him” og gav sig så til at lave armbøjninger med én arm. Senere samme aften returnerede Crystal joken ved at sige: ”Now he is probably doing bungee jumps from the Hollywood sign.”

 

10. Muhammad Ali vs. Sylvester Stallone (1976)

Tidligt på den aften, hvor Rocky endte med at vinde i bedste film-kategorien ved den 49. Oscar-uddeling, skulle Sylvester Stallone præsentere vinderen i bedste kvindelige birolle-kategorien.

Bag ham listede Muhammed Ali pludselig frem og overrasker øjensynligt Stallone med ordene: ”Du stjal mit manuskript.” Efter en lille luftboksekamp, som Ali vinder, kan præsentationen fortsætte.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko