Med udkig over filmbranchen

14. feb. 2013 | 12:00

Oscar – Part 6: Hvem bliver bedste mandlige hovedrolle?

Kategorierne ”bedste mandlige og kvindelige hovedrolle” har altid haft en særlig medieinteresse – endda i en sådan grad, at de gang på gang har overstrålet både bedste film og bedste instruktion-kategorierne. Det er nemlig i disse kategorier, stjernernehyldes, og her er et bud, hvem der vinder prisen i den maskuline topafdeling.

Gennem de sidste 84 uddelinger er 76 forskellige mandlige skuespillere i øvrigt blevet belønnet.


Daniel Day-Lewis:
Lincoln

Lincoln, foto: David James

For: Storfavoritten Daniel Day-Lewis’ præstation som De Forenedes Staters 16. præsident er hans femte Oscar-nominering, hvoraf han har vundet to gange: Min venstre fod i 1990 og There Will Be Blood i 2008. Han er dermed medlem af en meget eksklusiv klub: dobbelte Oscar-vindere i en kategori, hvor er aldrig er nogen enkeltperson, der har hjemtaget tre Oscars i kategorien ”bedste mandlige hovedrolle”. De øvrige dobbelte Oscar-vindere er Marlon Brando, Gary Cooper, Tom Hanks, Dustin Hoffman, Fredric March, Jack Nicholson, Sean Penn og Spencer Tracy. Hvis Day-Lewis vinder, vil han skabe historie.

Imod: Ikke rigtig noget, med mindre akademiet synes, han allerede er blevet rigeligt belønnet og – trods alt – ikke fortjener at skabe historie.


Denzel Washington: Flight

Flight, foto: Robert Zuckerman

For: Washington har, ligesom Daniel Day-Lewis, to Oscars i bagagen, blot er den ene for en hovedrolle, den anden for en birolle (Training Day i 2002 og Ærens mark i 1990). Han har i alt været nomineret seks gange. Rollen som alkoholisk pilot er en af karrierens ypperste.

Imod:Flight er – ud over denne kategori – kun nomineret i bedste originale manuskript-kategorien, og det er længe siden, filmen havde premiere i USA. Både filmen og præstationen kan have fortabt sig i glemslens tåger for de stemmeberettigede.


Hugh Jackman: Les Misérables

Les Miserables, foto: Laurie Sparham

For: Vandt en Golden Globe i kategorien ”bedste mandlige hovedrolle” (musical eller komedie) for præstationen som Jean Valjean.

Imod: Har ikke tidligere været nomineret til eller vundet en Oscar. Præstationer i musicals og komedier har aldrig været blandt akademiets fortrukne. Jackman sidder på det yderste mandat i denne kategori. Hans tid skal nok komme.


Bradley Cooper: Silver Linings Playbook

Silver Linings Playbook, foto: JoJo Whilden

For: Har vundet ikke mindre end fire priser ved forskellige amerikanske prisuddelinger for rollen som manden, der mister alt.

Imod: Bradley Cooper er i nogenlunde samme båd som Hugh Jackman, idet Silver Linings Playbook teknisk set er en komedie og dermed ikke i de stemmeberettigedes søgelys. I betragtning af at han ellers har udfordret sig selv med letbenede roller, er der en overvejende sandsynlighed for, at akademiet lige vil have sikkerhed for, at denne rolle ikke blot er et lucky punch. I modsat fald skal hans tid nok også komme.


Joaquin Phoenix: The Master

The Master, foto: Phil Bray

For: Han er den eneste i feltet, der for alvor kan true Daniel Day-Lewis.Der er ingen tvivl om, at præstationen som den unge mand, der ikke har noget holdested og dermed bliver et let bytte for en sekt, er en Oscar værdig. Har to gange tidligere været nomineret til en Oscar – for rollen som Johnny Cash i Walk the Line i 2005 og som Commodus i Gladiator i 2000.

Imod: The Master er i overvejende grad blevet overset i forbindelse med Oscar-nomineringerne. Ud over Phoenix er kun Philip Seymour Hoffman i bedste mandlige birolle og Amy Adams i bedste kvindelige birolle blevet nomineret for denne film. Filmen havde premiere tidligt på sæsonen og kan derfor være blevet glemt.

Kim Pedersen


Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Blandt yndlingsfilmene er Hal Ashbys The Last Detail, Mike Nichols’ Fagre voksne verden, Bernardo Bertoluccis 1900 samt Baz Luhrmans Moulin Rouge!

Kim Pedersen har i dag en række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har Kim Pedersen været formand for brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas. Han er også medlem af Rådet for Spillefilm og det danske Oscar-udvalg, formand for UNIC Futures og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee i USA.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko