Da Gabriel Axel, Bille August og Susanne Bier modtog en Oscar for bedste fremmedsproget film, var det i virkeligheden Danmark som nationalstat, der vandt Oscar’en.

Oscar’en i kategorien ”bedste fremmedsproget film” gives – i henhold til akademiets vedtægter – til nationalstaten, ikke producenten eller instruktøren.

Hvis Danmark vinder i år, burde det egentlig være Dronning Margrethe som skulle på scenen, eller i prioriteringsrækkefølge: statsministeren, kulturministeren, den administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, producenten og i sidste ende instruktøren.

Der er dog tradition for, at det er instruktøren, som med rystende ben står ansigt til ansigt med hele den amerikanske filmindustri og en milliard tv-seere over hele verden.

Men hvorfor får akademiet ikke blot formaliseret denne tradition, altså at det selvfølgelig er instruktøren bag den vindende film, som bliver præmieret?

Oscar’en for bedste fremmedsproget film er den mest stædigt fastholdte nationale af alle Oscar-kategorierne. Mens andre Oscars hylder individer, går Oscar’en i den fremmedsprogede kategori til nationalstaten, som har indsendt den vindende film. På Oscar-natten når den triumferende instruktør – Michael Hanneke (Amour), Kim Nguyen (War Witch), Pablo Larrain (No), Joachim Rønning og Espen Sandberg (Kon-Tiki) eller Nikolaj Arcel (En kongelig affære) – løfter statuetten højt, vil navnet, der er indgraveret i statuettens bund, bære navnet Østrig, Canada, Chile, Norge eller Danmark.

Ifølge akademiets vedtægter, er det – som nævnt – alene nationalstaten, der vinder. Men der er en smule elastik i reglerne. Filmen behøver ikke længere at være på det sprog, som tales i landet, der indsender filmen. Det er derfor, der kan tales fransk i det østrigske bidrag – så længe landet, som indsendte filmen, kan bevise, at ”den kreative kontrol ligger i hænderne på statsborgere af landet, som har indsendt filmen”.

Ingen af årets fem nominerede i kategorien ”bedste fremmedsproget film” kan påstås at være nationalt fuldblodsfilm. De repræsenterer alle en kombination af talent, penge og ideer på kryds og tværs af grænser.

Amour er en fransk/tysk/østrigsk co-produktion, indspillet på fransk og optaget i Paris med udelukkende franske skuespillere. No er finansieret med franske og amerikanske penge og har den mexikanske skuespiller Gael Garcia Bernal i hovedrollen. Instruktøren af War Witch er canadier med en canadisk mor og en vietnamesisk far. Kon-Tiki var oprindelig en engelsk produktion, som Michael Douglas skulle have spillet hovedrollen i, før den engelske producent Jeremy Thomas kom ombord med to norske instruktører og en tysk distributør, som finansierede filmen. En kongelige affære har både danske og svenske skuespillere og blev i overvejende grad optaget i Tjekkiet.

Faktisk er alle ikke-amerikanske film over en vis budgetstørrelse i dag co-produktioner mellem to eller flere lande.

Nationalstaten i kategorien ”bedste fremmedsproget film” har altid givet anledning til en smule forvirring. Det første film, som blev præmieret i 1957, var Frederico Fellinis La Strada, en 100 procent italiensk film – hvis man ser bort fra, at hovedrollen blev spillet af mexicansk-fødte Anthony Quinn og en af birollerne blev spillet af amerikanske Richard Basehart. Italien vandt igen i 1958 med Fellinis Gadepigen Cabiria, som faktisk var en fransk/italiensk co-produktion.

Idet hovedreglen bag fremmedsprogede film – ikke undtagelsen – er, at film nu til dags bliver skabt på kryds og tværs over landegrænser, forekommer akademiets vedtægter forældede.

Men okay – indtil akademiet finder ud af, at tiderne er skiftet, kan vi med stolthed konstatere, at Danmark har en meget fornem femteplads over de mest Oscar-vindende lande i verden i kategorien "bedste fremmedsproget film", en plads, som dog bliver delt med Sverige, Sovjet og Holland.

Lad os håbe, Danmark den 25. februar er placeret på tredjepladsen!