Med udkig over filmbranchen

19. feb. 2013 | 11:52 - Opdateret 19. feb. 2013 | 15:58

Oscar – Part 8: Hvem bliver bedste kvindelige hovedrolle?

Den feminine side af årets Oscar-nominerede er i år ekstraordinær. Akademiet fandt ikke Meryl Streeps præstation i Hope Springs værdig. Streep har ellers været nomineret ved ikke mindre end 17 Oscar-uddelinger i perioden 1979-2012 – 14 gange har hun været nomineret i kategorien ”Bedste kvindelige hovedrolle” og 3 gange i ”Bedste kvindelige birolle”. Streep har vundet 3 gange: Kramer mod Kramer (1980), Sophies valg (1983) og Jernladyen (2012). Faktisk er Streep kun overgået af Katharine Hepburn, som har hjemtaget hele 4 statuetter, men dog "kun" har været nomineret 12 gange.

Det må være befriende for de kvindelige Oscar-nominerede ikke at skulle konkurrere med Streep i år.

Men hvem vil så hjemtage Oscar’en i kategorien ”Bedste kvindelige hovedrolle” i år?


Naomi Watts:
The Impossible

FOR: Watts giver en gribende præstation som moderen, hvis familie bliver spredt for alle vinde, da tsunamien rammer Khao Lak i Thailand. Skuespillerinden har efterfølgende gjort et stort arbejde for tsunami-ofrene. Watts har tidligere være nomineret til en statuette for præstationen i 21 gram i 2004.

IMOD: The Impossible er en spansk produktion og er kun nomineret i denne kategori. Stor sandsynlighed for, at Watts drukner i mængden.


Jessica Chastain:
Zero Dark Thirty

FOR: Efter hjemtagelsen af en Golden Globe for denne rolle har favoritværdigheden hvilet på Chastains skuldre. Hun har tidligere været Oscar-nomineret for indsatsen i Niceville i 2012.

Chastain spiller CIA-agenten, som bragte Osama bin Laden til fald.

IMOD: Filmen har været udsat for opfordring til boykot fra flere af de stemmeberettigede på grund af anklagen om en positiv indstilling over for tortur. Det kan i sidste ende koste Chastain Oscar’en. Filmen har generelt ikke klaret sig så godt i forbindelse med nomineringerne og er således kun nomineret til 5 statuetter.


Jennifer Lawrence:
Silver Linings Playbook

FOR: Da Silver Linings Playbook blev vist på Toronto Filmfestival i september, blev Lawrence omgående udråbt som favorit i denne kategori. Hun yder da også en forrygende præstation som den – mildt sagt – frustrerede kvinde, som forsøger at vinde Bradley Coopers gunst. Hun hjemtog en Golden Globe for denne rolle, og filmen er pt. glohed i USA og er samlet nomineret til 8 statuetter. Lawrence er tidligere Oscar-nomineret for sin præstation i Winter's Bone i 2011.

IMOD: Siden Sundance er favoritværdigheden falmet, andre har overhalet hende inden om, og hun må nok indstille sig på 2. pladsen.


Emmanuelle Riva:
Amour

FOR: Fokus er i stigende grad rettet mod Emmanuelle Riva, som er den ældste skuespillerinde, der nogensinde er blevet nomineret til en Oscar i kategorien "Bedste kvindelige hovedrolle". Hun fylder 86 på selve Oscar-natten og repræsenterer en sjælden kombination af både at være et åbenlyst sentimentalt valg, men også mest berettigede. Hun har modtaget ikke mindre end 7 priser for denne rolle, ikke mindst den prestigefyldte Los Angeles Film Critics Association Award som bedste skuespillerinde, en prisuddeling, mange stemmeberettigede lader sig inspirere af.

IMOD: Ikke ret meget pt. Oscar-publikummet kan godt begynde at øve sig på ”Happy Birthday” til det tidspunkt, hvor Riva indtager scenen.


Quvenzhané Wallis:
Beasts of the Southern Wild

FOR: Wallis var 6 år, da filmen blev indspillet, og hun er den yngste nogensinde nomineret i denne kategori. Hun yder en helt igennem fantastisk præstation. Det ville være så sødt, om hun vandt.

IMOD: Wallis har ikke en chance. De stemmeberettigede vil forhåbentligt komme til den konklusion, at den fantastiske indsats, Wallis yder, ikke er på grundlag af stort skuespiltalent, men alene instruktørens store manipulationsevner. Hendes tid vil komme. Næste film, vi kan se hende i, bliver Steve McQueens Twelve Years a Slave, hvor hun blandt andre skal spille over for Brad Pitt og Michael Fassbender.

Kim Pedersen


Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Blandt yndlingsfilmene er Hal Ashbys The Last Detail, Mike Nichols’ Fagre voksne verden, Bernardo Bertoluccis 1900 samt Baz Luhrmans Moulin Rouge!

Kim Pedersen har i dag en række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har Kim Pedersen været formand for brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas. Han er også medlem af Rådet for Spillefilm og det danske Oscar-udvalg, formand for UNIC Futures og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee i USA.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko