Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

10. juni 2018 | 12:00

Otte fornærmende danske film

Foto | Kim Pedersen

Danske film har gennem tiderne flere gange skabt vrede, fordi mennesker har følt sig krænket.

Kunstnere er dog beskyttet af det skjold, som hedder kunstnerisk frihed. Det giver dem bredere rammer end almindeligt dødelige. Så længe det er kunst, kan man tillade sig at overskride grænsen til privatlivet og begå det mest ondskabsfulde karaktermord, uden at det får konsekvenser.

Det er godt, at tankerne kan udfolde sig frit – uden at skulle tage hensyn til god smag og ordentlig tone.

Men de samme kunstnere har ofte svært ved at acceptere, når de selv kommer i skudlinjen. Så er de yderst ømskindede og går indimellem ikke af vejen for at kræve, at andres ytringsfrihed bliver begrænset.

Man kunne godt ønske, at kunstnerne brugte deres egne privilegier til også at give andre mennesker de samme muligheder. At der var frihed for Loke såvel som for Thor.

Jeg har fra dette århundrede samlet otte eksempler på film, som har trådt nogle mennesker over tæerne, gjort folk ulykkelige eller forårsaget raseriudbrud.

Spies og Glistrup

Christoffer Boes fremstilling af Mogens Glistrup fik politikerens børn op på barrikaderne. I medierne undsagde Jørgen og Anne-Marie Glistrup i kraftige vendinger filmen, som de mente gav et usandt billede af deres far.

Til Ekko udtalte Jørgen Glistrup: ”Filmen er rendyrket digtning fra ende til anden. Han mente også filmen, i overvejende grad, bygger på frit opfundne hændelser, blandt andet at Glistrup skulle være underkuet på svigerfarens advokatkontor.”

I B.T. gik Anne-Marie Glistrup et skridt videre da, hun udtalte: ”Hvis folk gerne vil se pik og patter, skal de da se filmen.” Hun slog fast, at filmen intet havde med hverken Spies eller Glistrup at gøre.

Så længe jeg lever

 

Det kan nok være, at John Mogensens datter Minna røg i det røde felt, da hun så Ole Bornedals film om faren.

Til Ekstra Bladet udtalte hun: ”Jeg fik et chok og måtte gå, for den er så grim. Jeg har aldrig nogensinde set noget så grimt. Hæsligt, modbydeligt.” Og hvad var problemet? ”Det er det hele, han har selv fundet på det,” fnøs Minna Mogensen og kaldte Ole Bornedal ”et dumt svin”.

Ifølge Ekstra Bladet reagerede Ole Bornedal hverken på Minna Mogensens eller avisens henvendelser.

AFR

 

I en blanding af fakta og fiktion erklæres Anders Fogh Rasmussen som værende bøsse, og han myrdes i øvrigt af sin mandlige elsker. Det sker alt sammen i Morten Hartz Kaplers’ film fra 2007.

Filmen varedeklarerede sig selv som ren opdigt, og så havde instruktøren fripas til at fremstille landets førstemand, som han havde lyst til.

Selv forholdt filmens hovedperson sig stille og rolig. Statsministeren erklærede, at han ikke mente, han havde tid til at se filmen, og at han i øvrigt gik ind for en ytringsfrihed med vidde rammer.

Helt rolig var Pia Kjærsgaard godt nok ikke, hun udtalte følgende til Fyens Stiftstidende: ”Det er i sig selv langt, langt ude at lave en film om mordet på en siddende, levende statsminister! I mine øjne direkte smagløst og uanstændigt”

De unge år

 

Lars von Trier står for manuskriptet, som er inspireret af hans egen tid på Den Danske Filmskole i slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Jakob Thuesen blev placeret i instruktørstolen, og i filmen fra 2007 fremstilles Filmskolens tidligere rektor, Henning Camre, som en gennemført korrupt, sex-gal mand.

Til Ekstra Bladet forklarede filmens instruktør, at flere af scenerne var direkte opdigtede. Henning Camre har forholdt sig tavs som graven omkring filmen, som han i sin egenskab af direktør for Det Danske Filminstitut ironisk nok selv var med til at støtte.

Da jeg et stykke tid efter premieren spurgte, om han havde set den, fremkom en kejtet situation, som er meget karakteristisk for Camre. Hver gang han bliver stillet et spørgsmål, som efter hans mening er dumt, ignorerer han det bare. Da jeg fremturede, blev jeg bidt af med et yderst kortfattet: ”Nej!”

Sorg og glæde

 

I Sorg og glæde fra 2013 skildrer Nils Malmros sit forhold til den seksten-syttenårige skuespiller Line Arlien-Søborg, da de i starten af 80’erne indspillede Skønheden og udyret. Filmen affødte en fejde mellem dem, hvor Malmros udtalte, at de flirtede med hinanden.

Det fik Arlien-Søborg til at tage bladet fra munden. ”Jeg har aldrig haft en flirt med Malmros. Man er to om en flirt, der er en gensidig relation mellem mennesker, og jeg havde ikke sådan en flirt,” sagde hun til Ekstra Bladet.

Hun mener, at filminstruktørens påstand om en flirt planter en lille skyld hos hende, fordi hun så kunne have forstærket en depression hos Malmros’ kone, der fik fatale konsekvenser.

Line Arlien-Søborg følte sig ”manipuleret og misbrugt”.

En frygtelig kvinde

 

Midt under #MeToo-bevægelsen udsendte Christian Tafdrup en film, der var et langt karaktermord på den ene af hovedpersonerne: Marie.

Hun er vitterlig en gennemført frygtelig kvinde, uden en eneste formildende omstændighed, og det fik mange til at reagere voldsomt. Og selv om vi ikke hørte fra Tafdrups ekskærester, så skal der nok være en eller to af dem, som har følt sig gået for nær.

”Blemandschauvinist”, ”et dybt forsmået menneske” og en mand, der er ”fuldstændigt åndssvag at høre på”, lød nogle af skudsmålene ifølge DR Kultur

1864


Historikere fra hele landet sendte en granatregn af kritik ned over Ole Bornedals serie om krigen i 1864.

Inspektør på Tøjhusmuseet og historiker med flere bøger om 1864, Jens Ole Christensen, udtalte til Berlingske: ”Når DR har en public service-forpligtelse og har skudt 100 mio. kroner i serien for vore penge, så må vi forvente et rimeligt begavet stykke film, men dette gør os bare dummere på historien og ikke klogere.”

At 1864 ifølge DR-dramachefen Ingolf Gabold, som stod bag serien, skulle ses som et slag mod Dansk Folkeparti, gjorde bestemt ikke kritikken mindre. Ole Bornedal var denne gang til at få fat i og afviste blankt kritikken.

Dogville

 

En rødglødende harm Louise Frevert mente, at Lars von Triers Dogville var alt for politisk til at modtage offentlig støtte. Hun mente simpelthen ikke, at en film, som efter hendes mening var fyldt med politisk propaganda, skulle have andel i skattekronerne.

”Jeg sætter spørgsmålstegn ved, om et politisk slagnummer som Dogville virkelig skal kunne hente 9,3 millioner kroner af skatteydernes penge. Vi trænger til en sådan debat,” udtalte Frevert til Politiken.

Socialdemokratiet afviste udtalelsen som ”fuldstændigt sindssyg”.

Bonusfilm:

Jesus vender tilbage

Er der én film, som overgår alt i harmfulde udfald, er det Jens Jørgen Thorsens Jesus-film.

Allerede da første version af filmen blev omtalt i medierne, vakte det ikke bare et nationalt, men også et internationalt postyr. Det føg med beskyldninger om blasfemi, og der blev fremsat dødstrusler mod instruktøren. Faktisk medførte balladen, at Det Danske Filminstitut trak sit tilsagn om støtte tilbage.

Folkekirkepræster indsamlede mere end 100.000 underskrifter mod filmen.

Da Jens Jørgen Thomsen endelig i 1992 fik lavet en Jesus-film, måtte man konstatere, at det hele havde været stor ståhej for ingenting.

De eneste, der havde grund til at være fornærmede, var de biografgængere, som indløste billet. Ikke af harme eller religiøse årsager, men fordi filmen var et rendyrket makværk.

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko