Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

12. maj 2017 | 17:30

Privatkapitalistiske ambitioner på statens regning

Foto | Det Danske Filminstitut
Den statslige biograf Cinemateket i København.

Det Danske Filminstitut driver tre biografer i filmhuset på Gothersgade under navnet ”Cinemateket”. Her kan man til konkurrenceforvridende billetpriser se film.

Cinemateket udviser til stadighed privatkapitalistiske ambitioner på statens regning, og benytter en stil, som man ellers kun kender fra de værste amerikanske reklamer.

Cinemateket fremhæver nemlig sig selv på bekostning af andre.

Vi så det sidste år med deres plakatkampagne, hvor der blev set ned på byens øvrige film og biografer. Sørgeligt, at man fra statens side ikke kan nøjes med at fremhæve egne fortræffeligheder, men i samme moment også lige skal træde på andre.

 

Og nu er Cinemateket altså atter på banen.

Under initiativet ”Fik du set det, du ville” genoptager Cinemateket biografernes tradition fra 1960’erne og 1970’erne med at vise nogle af filmene, som havde premiere i vinterperioden, i en sommerkavalkade.

Men som sædvanlig kan Cinemateket ikke nære sig og må lige skyde en bredside af mod de private biografer. I beskrivelsen af initiativet fremhæves det nemlig: ”Det sker gang på gang: Film, man havde planlagt at opleve i biografen, er taget af plakaten, da man endelig kommer ud af døren.”

Dermed politiserer Cinemateket aldeles unødvendigt og puster samtidig til den myte, at byens private biograferne flår filmene at plakaten, inden nogen når at opdage dem.

Den myte er naturligvis noget sludder, for det er alene publikumstiltrækningen, som bestemmer det. Kommer der intet publikum, giver det ingen mening at vise en film. Der er jo en årsag til biografer har mere end et sæde.

Nedenstående skema indeholder eksempler på film, som indgår i Cinematekets sommerkavalkade. Og de har alle opnået relativ stor succes i biograferne, som har vist dem i månedsvis.

 

Ingen kan påstå, at der her er tale om film, som publikum ikke kunne presse ind i deres kalender, hvis de virkelig ønskede at se dem.

Cinemateket kunne alene have fokuseret på film, som vitterligt ikke har formået at trække folk i biografen. Men nej, dem er der jo ingen penge i.

Det kan umuligt være en statslig opgave at drive kommerciel virksomhed. Det kan heller ikke være en statslig opgave at tale ned til dem, der for egen regning og risiko bibringer det danske biografpublikum tilbud på over 280 nye film årligt. 

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko