Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

21. nov. 2017 | 08:00

Publikum svigter kvindelige instruktørers film

Foto | uoplyst
Publikum gik i en stor bue uden om kvindelige danske filminstruktørers film i 2017. Birgitte Stærmoses Darling blev kun set af 8.611 tilskuere, mens Mehdi Avaz' Mens vi lever pt. er oppe på 80.749 tilskuere.

Den 2. januar 2017 udbasunerede Berlingske, at der kun ville være tre film af kvindelige, danske filminstruktører i hele 2017. Producenten Meta Louise Foldager Sørensen kaldte det ”decideret pinligt”, og Nanna Frank Rasmussen, daværende formand i Women in Film and Television, mente, at det var ”deprimerende”.

At jeg allerede dengang i min blog kunne berette, at Berlingskes historie var usand, druknede i skrig og skrål.

Her mod slutningen af året kan det dokumenteres, at ikke tre, som Berlingske fejlagtigt skrev, men dobbelt så mange, nemlig seks spillefilm af kvindelige danske instruktører nåede frem til biografpremiere i 2017. Når man lægger de seks spillefilm sammen med årets syv dokumentarfilm af kvindelige filminstruktører, kommer vi op på tretten film. Det er 34 procent af det samlede udbud af danske film i 2017!

Og det er faktisk rekord.

Det tager i gennemsnit tre år at producere en spillefilm fra idé til premiere. Så det er altså ikke Berlingskes artikel, som pludselig har sat gang i tingene.

At Politikens filmredaktør Kim Skotte så sent som 13. november 2017 i en kommentar fastholder, at ”kvinder er voldsomt underrepræsenteret i dansk spillefilm”, understreger den totale uvidenhed, som styrer behandlingen af denne problematik i pressen. Det feministiske kamporgan, der tilmed er velsignet med en bror, som er alfons, lever i sin helt egen verden fjernt fra faktabaseret viden.

Kvindelige instruktører udgør cirka 33 procent af medlemmerne i foreningen Danske Filminstruktører og står altså for 34 procent af de danske film i 2017. Man kan derfor konstatere, at ligestillingen er fuldstændig. 

Med til glæden over kvindelige danske filminstruktørers fremmarch hører også, at den gennemsnitlige kvalitet i deres film – ifølge de toneangivende medier – er en hestemule foran deres mandlige kollegers film.

Men så hører glæden også op.

Til trods for at kvindelige danske instruktører står for 34 procent af danske film, har deres film nemlig kun folkelig opbakning fra syv procent af biografgængerne til danske film. Hvis vi isoleret ser på spillefilm, stod kvindelige instruktører for 22 procent af filmene, men kun fem procent af tilskuerantallet.

Kvindelige instruktørers film ignoreres kort sagt i vid udstrækning af publikum.

Retfærdigvis skal det dog nævnes, at en enkelt film falder helt uden for kurven, da den har to mandlige og en kvindelig instruktør. Det drejer sig om Den utrolige historie om den kæmpestore pære, som i skrivende stund er set af 198.304 tilskuere. Filmen har tre instruktører krediteret: Philip Einstein Lipski, Jørgen Lerdam og Amalie Næsby Fick.

De største katastrofer var de to højt profilerede film, Charlotte Sielings Mesteren og Birgitte Stærmoses Darling. De blev set af henholdsvis 13.276 og 8.611 tilskuere.

Lotte Svendsen var den danske kvindelige instruktør, som formåede at trække flest mennesker ind i mørket.

Sikke et cirkus er i skrivende stund blevet set af 86.076 tilskuere. Det er dog en af de ringest besøgte danske børnefilm i efterårsferien nogensinde. Hele elleve mandlige instruktører lavede danske film, som blev set af flere i 2017. Oven i købet var Svendsens film den højest statsstøttede danske film i 2017 med ni millioner kroner.

Der er privatkapital i klemme i enhver film, og biograferne er filmindustriens største indtægtskilde, så det er ikke uden betydelige statslige og private omkostninger, at de mange kvindelige spillefilminstruktører er kommet frem.

For alle danske film i 2017 vil statsstøtten ligge på gennemsnitligt cirka 70 kroner pr. billet. Kvindelige instruktørers film vil modtage cirka 300 kroner pr. billet, mens mandlige instruktørers film vil kunne nøjes med en flad halvtredser.

Se skema 2 med dansk films resultater i 2017.

På Stockholm Feminist Film Festival mener man, at årsagen til, at antallet af film instrueret af kvinder ikke stemmer overens med den procentvise andel af tilskuerantallet, skyldes, at biograferne nedprioriterer kvindernes film. Et hurtigt kig på antallet af premierebiografer på kvindelige instruktørers film afmonterer dog hurtigt påstanden.

Det er også en skrøne, at mange premierebiografer resulterer i mange tilskuere. Fenar Ahmads Underverden og Sielings Mesteren havde premiere i nogenlunde det samme antal biografer, henholdsvis 73 og 74. Den førstnævnte blev set af 180.643 tilskuere, sidstnævnte af 13.276. Ingen af filmene var med i Biografklub Danmark-programmet, så her ligger ingen forklaringen på forskellen.

Det kan undre, at den folkelige opbakning til kvindelige danske instruktørers film er så lille. Man skal jo tage i betragtning, at kvinder udgør langt den største gruppe af biografgængere.

Det er da også ret besynderligt, at der så bastant efterlyses flere kvinder i instruktørstolen, når ingen – eller kun meget få – gider betale for at se deres film, når de endelig får chancen.

Når alt kommer til alt er det måske i virkeligheden kun kvindelige danske filminstruktører, der ønsker flere danske kvinder i instruktørstolen. For deres indsats lader ikke til at blive værdsat af ret mange.

Syv spillefilm af danske kvindelige instruktører er på vej mod de danske biografer i 2018. Det er én spillefilm mere end i rekordåret 2017. Hertil skal så lægges den lange række dokumentarfilm af kvindelige danske filminstruktører, som også er på vej mod de danske biografer.

 

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko