Valgmulighedernes paradoks

De smalle film sælger færre og færre billetter. Senest er titler som Perfect Strangers, Dagen i morgen, I blodet og Chronic kun blevet set af ganske få tilskuere.

Talrige gange gennem de senere år har jeg hørt forklaringen, at biograferne kun gør noget ud af blockbusters, at stort set alle film på biografernes repertoire er superheltefilm, og at der ikke bliver gjort nok for de små filmperler. ”Mainstreamficering,” vælger nogen at kalde det.

Men kritikerne tager fejl, grundlæggende fejl. Forklaringen er ikke, at der er blevet færre film i biografen, eller at repertoiret er skrumpet ind. Det forholder ironisk nok lige omvendt: De smalle film har det svært, fordi der er for mange af dem. Fænomenet kaldes ”valgmulighedernes paradoks” og handler om, at vi har flere valgmuligheder end nogensinde, men det kommer os rent psykologisk ikke til gode.

Vi magter simpelthen ikke alle de valgmuligheder!

Jeg har undersøgt antallet af premierefilm i biograferne gennem de seneste 25 år, og det viser sig, at tallet er blevet mere end fordoblet (se diagrammet). Fra 134 film i 1992 til 270 film i 2016. Biograferne tilbyder altså en større og større diversitet og det endda i en tid, hvor der bliver produceret stadig færre film på verdensplan.

Problemet er bare, at publikum slet ikke kan følge med. I 1992 blev der gennemsnitlige lanceret to en halv film om ugen, men i 2016 er dette tal eksploderet til 5,4 film. Rekorden blev slået den 10. november, hvor der på én dag blev udsendt otte film i biograferne. Alle film på nær en enkelt (Hacksaw Ridge) blev ignoreret af publikum.

Men hvad så med antallet af premierebiografer? Kan visning i et lille antal biografer ikke være årsagen til, at filmene bliver svigtet. Nej, antallet af biografer har ikke noget med publikumstiltrækningen at gøre. Hvis blot en film vises i to biografer, kan den have 27 procent af den danske befolkning inden for rækkevidde. Rent faktisk er det sådan, at 38 procent af de danske biografer står for 95 procent af tilskuerantallet. 63 biografer ud af 164.

En film som den danske Hundeliv havde premiere i hele 55 biografer, men blev kun set af 3.889 tilskuere, og distributøren tabte penge på lanceringen af filmen. Omvendt havde Captain Fantastic premiere i færre biografer og blev alligevel set af hele 88.184 tilskuere.

Der er faktisk film, som kun for alvor kan tiltrække et publikum i to biografer i henholdsvis København og Aarhus, uanset hvor mange byer filmen vises i.

Det koster ikke under to millioner kroner at udsende en stor film i biograferne. En stor, dyr lancering er dog heller ikke nogen garanti for succes. Her er eksemplerne mange. Tænk blot på John Carter og The Lone Ranger. Nogle film kan bare ikke tiltrække et publikum, uanset hvor mange biografer filmen vises i, og uanset hvor mange penge man spenderer på lanceringen.

Og den nye medievirkelighed har kun gjort det endnu vanskeligere at råbe publikum op. I 2015 blev der udsendt 257 premierefilm i biograferne. Den halvdel af filmene, som blev set af færrest antal publikummer, repræsenterede 1,9 procent af det samlede tilskuerantal.

Med andre ord: Biograferne kunne halvere antallet af film på repertoiret uden af blive ramt økonomisk.

I 1992 blev der til sammenligning udsendt 134 premierefilm i biograferne. Den halvdel af filmene, som blev set af færrest antal publikummer, repræsenterede 38,9 procent af det samlede tilskuerantal.

Det er jo tydelige tegn på ”valgmulighedernes paradoks”. Jo flere valgmuligheder publikum bliver præsenteret for, desto lavere bliver tilskuerantallet på de små filmperler. En film, der i 1992 sagtens kunne blive set af over 20.000 tilskuere, kæmper i dag for blot at blive set af 5.000 tilskuere.

Folk bliver tæppebombet af film og kløjes i det. De mange valgmuligheder gør publikum rundtossede. Og hvilke film bliver taberne? Det gør de film, som repræsenterer det ukendte. De film, som er baseret på originale historier. Folk har ikke tid til at sætte sig ordentlig ind i repertoiret, og i afmægtighed søger publikum mod de film, som ”alle de andre ser”.

Det er indiskutabelt, at der også er et socialt aspekt af problematikken. Mange ser kun de allerstørste film alene for at kunne tale med om dem på arbejdet og i vennekredsen.

Lysten til at se film er derfor ikke længere baseret på en individuel vurdering, men derimod på en kollektiv. ”Når så mange andre har lyst til at se filmen, har jeg nok også,” tænker tilskueren. Derfor er det blevet næsten umuligt for debutanter og små filmperler at trænge igennem lydmuren.

Valgmulighedernes paradoks er dybt tragisk. De mennesker, som skriger på flere danske lavbudgetfilm, mere tilgængelighed og hurtigere onlinestreaming, åbner for en sluse, hvor forbrugeren overhovedet ikke kan overskue udbuddet og blot retter al sin opmærksomhed på top 10'en.

Man forsøger at bekæmper mainstreamficeringen med de samme midler, som får den til at blomstre.

Løsningen er enkel: Giv færre film premiere i biograferne. Skær antallet ned fra 270 film til maksimalt 200 og brug så kræfterne på at give de 200 en ordentlig lancering, så publikum bliver opmærksom på dem. Producer færre danske spillefilm. Sidst, men ikke mindst: I distributører skal være meget mere kritiske og skarpe, når I udvælger film til biograferne. Tænk i kvalitet og popularitet, helst begge dele på én gang.

For som det er lige nu, gør I de smalle film en bjørnetjeneste.