Med udkig over filmbranchen

13. maj 2018 | 14:34 - Opdateret 14. maj 2018 | 10:53

Verden ifølge Rosendahl

Foto | Kino.dk
Christina Rosendahl: ”Hvis man nu måtte udstede ordrer, så …”

Christina Rosendahl er filminstruktør og forkvinde for foreningen Danske Filminstruktører. Hendes holdninger og udtalelser undrer mig med tiltagende styrke, og jeg er nysgerrig efter at kende årsagerne til hendes ageren.

Når man skal tage en måling på, hvilke emner der optager en person, og hvorfor personen mener, som vedkommende gør, er Twitter et sandt skatkammer.

Jeg har gennemgået Christina Rosendahls tweets gennem det seneste halve år.

Rosendahl har fokus på kvinder. Krænkelser mod kvinder, vold mod kvinder, kønskamp og promovering af kvindelige instruktørers film, dog mest sine egne. Hun er også uforstående overfor, hvorfor hendes digitale virkelighed ikke omfavnes, og hun er forbitret over ”biografernes holdback”.

Statslige støttekroner har ligeledes instruktørens store interesse.

At Rosendahl har en personlig kamp kørende i forbindelse med krænkelser og vold mod kvinder, er forståeligt nok, efter hun hele sin barndom oplevede far tæve mor.

At Rosendahl finder anledning til at promovere sine egne film er bestemt al ære og respekt værd, specielt fordi hendes film kræver al den medvind, de kan få...

Hvad der til gengæld godt kan undre, er Rosendahls ensidige promovering af kvindelige instruktørers film. Hun er trods alt forkvinde for en forening, hvor kønsfordelingen blandt medlemmerne er 33/67 procent i mændenes favør. Er hadet til faren fortsat så stort, at det skal gå ud over samtlige danske mandlige instruktører?

Ikke én eneste mandlig dansk instruktørs nye film fra perioden er rosende fremhævet og anbefalet på Rosendahls Twitter. Ikke én. ”Vilde billeder fra København” er det vildeste Rosendahl kan rejse sig til i forbindelse med den enlige svale QEDA. Det må vel betegnes som et adelsmærke for en rødglødende, mandefjendsk feminist, men for en forkvinde for Danske Filminstruktører?

Næppe.

Til gengæld bliver både Birgitte Stærmoses Darling, Isabella Eklöfs Holiday og Elvira Linds Bobbi Jene promoveret glædestrålende. Ja, i forbindelse med Elvira Linds film fremsættes endda et ønske om at kunne udstede ordrer. Måtte Rosendahl det, ville hun befale folk at se filmen.

Ligestillingen har altså ikke ramt Rosendahls Twitter, til trods for ligestilling er målet for hendes kamp. Godt jeg ikke er filminstruktør og skulle være medlem af en forening, hvor forkvinden ignorerer to tredjedele af sine medlemmer på Twitter alene på grund af deres køn. For det kan så sandelig ikke være kvaliteten, som er afgørende for Rosendahls udvælgelse af film, hun har villet promovere.

Kunsten og statslige støttekroner har også Rosendahls store interesse. Til gengæld viser hun en total mangel på interesse for, at dansk film også er en forretning, og at dansk film har brug for befolkningens opbakning gennem betaling. Den slags formastelig købmandskab er instruktørformanden aldeles hævet over.

Det kommer til udtryk, når Rosendahl er uforstående overfor, hvorfor hendes digitale virkelighed ikke omfavnes, eller når hun er forbitret over ”biografernes holdback”.

Først og fremmest skal det fastslås, at Rosendahl har fået holdback helt galt i halsen. Det er så sandelig ikke ”biografernes holdback”. At opdele filmens kommercielle liv i de såkaldte ”vinduer” er bestemt ikke biografernes opfindelse, selv om Rosendahl får det til at lyde sådan.

Det var de amerikanske studier, som gennem en sindrig forretningsplan opfandt en måde, hvorpå de kunne optimere filmenes indtægter, så de kunne skabe bæredygtighed i filmproduktion. Danske filmproducenter fulgte klogelig trop og kopierede den geniale forretningsmodel.

Faktisk er modellen forudsætningen for, at Rosendahl i det hele taget kan lave spillefilm. I stedet for at kritisere forretningsmodellen burde hun elske den.

Omvendt er årsagen til, at Rosendahls digitale virkelighed ikke omfavnes, den simple, at den ikke genererer tilstrækkelige indtægter, så filminstruktører kan få mulighed for at lave deres film.

Men hvis hadet til holdback er så stort, hvorfor i himlens navn springer hun så ikke bare biograferne over og går direkte ud med sine film på de digitale medier, hun øjensynligt ikke hurtigt nok kan få sine film ud på?

På den måde har vi tidligere oplevet en instruktørformand arbejde direkte mod eget bedste. Og sådan må det være. Der er grænser for, hvor meget man kan beskytte folk med karrieremæssig selvmordstrang.

Annette K. Olsen mente i sin forkvindetid i Danske Filminstruktører, at geoblocking skulle fjernes. Instruktørforeningen blev dog hurtigt klogere. Det var også Olesen, der mente, at tvang var vejen frem. Øjensynligt sympatiserer den nuværende instruktørformand med Olesen.

Jeg gyser helt ud i storetåen, når Rosendahl skriver denne opfordring til at se Bobbi Jene: ”Hvis man nu måtte udstede ordrer, så …” Godt, at hun ikke må det.

Mon ikke, at årsagen til Rosendahls holdninger er, at hun for længst har opgivet at få den nødvendige folkelige opbakning til sine værker, som muliggør indtægter, der gør dem bæredygtige? Hun er instruktør alene på statens nåde.

Men hvorfor skal de mandlige og den øvrige succesrige del af filminstruktørforeningens medlemmer lide under alt dette?

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

Bloggen er personlig og uafhængig. De meninger og opfattelser, der kommer til udtryk i bloggen, er bloggeren eneansvarlig for.

© Filmmagasinet Ekko