Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

24. sep. 2013 | 10:42

Verdens største film-franchises

24. sep. 2013 | 10:42

Verdens største film-franchises

Denne blog er en hyldest til idefolkene bag verdens største film-franchises.

Ideer kan komme på de mest uventede tidspunkter i vor dagligdag, de fleste ignorerer vi og fortsætter med vore daglige rutiner. Andre arbejder videre med deres ide og skriver måske en bog, som bliver en tordnende succes og senere danner grundlag for en serie af blockbusters.

Der er nye film på vej til de danske biografer, blandt andet i følgende amerikanske franchises: James Bond, Star Wars, Marvel, J.R.R. Tolkien, Spider-Man, Batman, Superman, Pirates of the Caribbean, The Expendables, The Fantastic Four, Terminator, Kung Fu Panda, The Hunger Games, Paranormal Activity, Jack Ryan, Teenage Mutant Ninja Turtles, X-Men, Transformers, Fast & Furious, Planet of the Apes, Jurassic Park, Avatar, Mission:Impossible, Dan Brown, Toy Story, Narnia og Tintin.

Nedenstående er verdens ti største film-franchises.

Målingen er sket ud fra filmenes samlede globale biografindtægter i dollars, men ikke korrigeret for inflation.

1. Harry Potter – otte film

 

Harry Potter er verdens mest succesfulde franchise og en populær helt blandt mennesker i alle aldre.

De otte Harry Potter film er blevet produceret i årene 2001 til 2011 og har indtjent ikke mindre end $7.706.147.978.

Franchisen er afsluttet. Og dog: Warner Bros. og J.K. Rowling har netop annonceret filmatiseringen af Fantastic Beasts and Where to Find Them som den første i en serie nye film. Fantastic Beasts and Where to Find Them er lærebogen, der understøtter trolddomsverdenen i Potter-serien.

Harry Potter-franchisen er blevet komplet forbigået i Oscar-sammenhæng, ikke en eneste er det blevet til.

Ideen til historien om en troldmand i skikkelse af en dreng fik bøgernes forfatter, J.K. Rowling, i toget på vej hjem fra arbejde.

2. James Bond – 25 film

 

Han er manden, kvinder drømmer om at få, og mænd drømmer om at være. Med sin forkærlighed for dry martinis – shaken, not stirred – Aston Martin og pragtfulde kvinder ved sin side er James Bond blevet en af de største ikoner gennem de sidste fem årtier.

De 23 James Bond-film (25, hvis man medregner de to uoriginale Casino Royale (1967) og Never Say Never Again (1983)), som er produceret i årene 1962 til 2012, har akkumuleret i alt $6.159.388.878, og med to film yderligere i støbeskeen vil Bond snart genindtræde på denne listes førsteplads, hvis de da ikke alle bliver overhalet inden om af Marvels superhelte. Næste James Bond-film, atter med Daniel Craig som 007 og Sam Mendes tilbage i instruktørstolen, får premiere 23. oktober 2015.

Hvis der blev korrigeret for inflation, ville James Bond-franchisen være en sikker nummer et – som tilmed aldrig ville kunne overgås. Det er blevet anslået, at halvdelen af jordens befolkning har set mindst én James Bond-film i biografen.

Alene i Danmark har James Bond-filmene haft over femten millioner tilskuere i biograferne gennem årene.

James Bond-franchisen er sammenlagt blevet tildelt fire Oscars, tre i tekniske kategorier og en enkelt for bedste sang: Adele for Skyfall (2012).

Ideen til James Bond fik forfatteren Ian Fleming i 1952 og blev inspireret til spionens navn – som han ønskede skulle være verdens kedeligste – fra en bog i reolen: Birds of the West Indies, skrevet af ornitologen James Bond.

3. Marvels superhelte – syv film

Film baseret på tegneserier er en af de mest profitable genrer i biograferne i dag. Det kan derfor ikke være nogen overraskelse, at Marvel, som har udsendt film som Iron Man, Thor, Captain America, Hulk og The Avengers, er blandt de mest succesfulde franchises i dag.

Marvel har hidtil udsendt syv film, som sammenlagt har indtjent $5.016.812.151.

Og mange flere er på vej: Thor: The Dark World, den 31. oktober i år, Captain America: The Winter Soldier, den 3. april 2014, og The Avengers: Age of Ultron, den 30. april 2015.

Marvels superhelte kan måske nok redde jorden 117 gange, men redde sig Oscars kan de overhovedet ikke.

Ideen til dette team af superhelte udsprang af Marvels ønske om at fremkomme med et modtræk til DC Comics’ superhelte-team, Justice League of America, sidst i 50’erne. Stan Lee fik til opgave at skabe dette nye team af superhelte.

4. Star Wars – syv film

 

Star Wars-filmene har været filmbiblen for en hel generation af biografgængere, og faktisk har flere draget sammenligning mellem netop biblen og Star Wars-universet.

De foreløbig syv film har indtjent $4.382.359.868 i årene 1977-2005.

Efter Disney købte Lucasfilm for $4,05 mia. er flere film undervejs, den første: Star Wars: Episode VII, med J.J. Abrams i instruktørstolen, vil blive udsendt i 2015.

Star Wars-franchisen er sammenlagt blevet tildelt syv Oscars, alle i tekniske kategorier.

Ideen – eller inspirationen – til Star Wars fik George Lucas angivelig fra den japanske film Den skjulte fæstning fra 1958, instrueret af Akira Kurosawa.

5. J.R.R. Tolkien – fire film

 

Peter Jacksons tour-de-force, i forsøget på at omsætte J.R.R. Tolkiens bøger til biografernes store lærred, kan ikke karakteriseres som andet end yderst succesfuld.

De foreløbig fire film har indtjent $3.934.510.774.

Yderligere to film er på vej: Hobbitten: Dragen Smaugs ødemark, den 11. december i år, og Hobbitten: Ud og hjem igen, den 17. december 2014.

I alt seksten Oscars er J.R.R. Tolkien-franchisen blevet belønnet med. Mest nævneværdigt: bedste film, bedste instruktion og bedste manuskript for Ringens Herre: Kongen vender tilbage (2003), resten har stort set alle været i tekniske kategorier.

Ideen – eller inspirationen – til Tolkiens historier har sin oprindelsen i den tidlige nordiske mytologi, men inspirationskilderne er talrige.

6. Pirates of the Caribbean – fire film

 

Johnny Depps glansrolle som Captain Jack Sparrow har haft et fantastisk tag i biografpublikummet.

De foreløbig fire film har indspillet $3.727.735.957.

Det kalder ligesom på en fortsættelse, og bønnerne fra utallige biografgængere er da også blevet hørt: Pirates of the Caribbean: Dead Men Tell No Tales får efter al sandsynlighed premiere i 2016.

En enkelt Oscar er det sammenlagt blevet til for Pirates of the Caribbean-franchisen – for bedste visuelle effekter i Pirates of the Caribbean: Død mands kiste (2006).

Ideen til Pirates of Caribbean kommer ikke fra en tegneserie eller bog. Inspirationen er – ganske uortodokst – hentet fra forlystelsen af samme navn i Disneyland.

7. Batman – otte film

 

Selvom der har været mange filmatiseringer af superhelte-ikoner, er Christopher Nolans Batman-trilogi, hævet over enhver tvivl, en at de mest populære og de mest succesfulde af alle Batman-filmatiseringer.

De otte Batman-film har samlet indtjent $3,718,343,339.

Og der er mere på vej, til mange fans store fortrydelse. Batman vs. Superman, med Ben Affleck og Henry Cavill i titelrollerne og Zack Snyder i instruktørstolen, bliver udsendt i biograferne den 16. juli 2015.

Batman-franchisen har sammenlagt sikret sig tre Oscars, mest nævneværdigt: Heath Ledger for bedste mandlige birolle i The Dark Knight (2008). De to øvrige er i tekniske kategorier.

Batman blev skabt af Bob Kane og Bill Finger og optrådte første gang i Detective Comics #27 i maj 1939. Skabelsen af Batman var svaret på et konkurrerende forlags Superman.

8. Shrek – fem film

 

Da Jeffrey Katzenberg forlod Disney, havde han et mægtigt behov for at vise sin tidligere arbejdsplads, hvordan man for alvor får succes. Svaret var Shrek – den hidtil mest succesfulde computeranimerede franchise.

De fem film, inklusive Den bestøvlede kat (2011), har til dato indtjent $3.510.516.287.

Franchisen er afsluttet.

Shrek-franchisen har sammenlagt kun sikret sig en enkelt Oscar: Bedste animerede film for Shrek (2001).

Filmen er baseret på William Steigs billedbog Shrek! Shrek betyder ”frygt” på jiddisch. En ven opfordrede den, på det tidspunkt, 83-årige Steig til at skrive og illustrere en bog for yngre læsere. Resultatet var historien om den grønne kæmpe.

9. The Twilight Saga – fem film

 

Om end de fem Twilight Saga-film i udpræget grad modtog dårlige anmeldelser, var fanbasen dog stor nok til at resultere i en plads på denne liste.

De fem film i denne serie har indtjent $3.341.505.680.

Franchisen er afsluttet.

Twilight Saga-franchisen er blevet forbigået i dybeste stilhed af Oscar-akademiet.

Filmen er baseret på bogserien af Stephenie Meyer, som fik ideen til historien den 2. juni 2003, da hun vågnede op efter en drøm. Selvom forfatteren denne morgen havde 117 andre gøremål, blev hun i sengen og forsøgte at fastholde drømmen i bevidstheden. Resten er – som man siger – historie.

10. Spider-Man – fire film

 

Det burde heller ikke være nogen overraskelse, at Spider-Man-franchisen lige nåede med på listen over de mest succesfulde filmserier. Historien om Peter Parker, som bliver bidt af en edderkop og efterfølgende får helt specielle evner, har begejstret millioner af biografgængere.

Fire film er allerede blevet vist i biograferne, og de har sammenlagt indtjent $3.248.562.772.

Om end Spider-Man er en del af Marvel-universet, har denne franchise andet ejerskab, hvorfor den her står anført separat.

Hele tre nye film om The Amazing Spider-Man er på vej og får premiere i biograferne henholdsvis 17. april 2014, 9. juni 2016 og 3. maj 2018.

En enkelt Oscar er det blevet til for Spider-Man-franchisen: bedste visuelle effekter for Spider-Man 2 (2004).

Figuren er skabt af Stan Lee og Steve Ditko og optrådte første gang som tegneserie i Amazing Fantasy #15 i august 1962. Ideen til Spider-Man udsprang af behovet for tegneserier til teenagere og ønsket om at skabe en superhelt, teenagere kunne relatere sig til. I sin biografi anfører Lee, at inspirationen kom fra Pulp Magazines Spider

Kommentarer

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko