Antichrist

DEN GYLDNE PALME: Antichrist har smukke, mystiske og chokerende billeder, men den engagerer ikke som fortælling.

Lars von Trier har engang sagt, at en film skal være som en sten i skoen.

Hans nye film, Antichrist, er ikke en sten. Den er en granitblok. Stor, mystisk, foruroligende, chokerende. Man viger tilbage for ikke at få den over tæerne.

I første scene omkommer et barn, mens forældrene er optaget af at elske. Frygteligt, men Trier skildrer det værst tænkelige på den smukkest tænkelige måde.

I superslowmotion sort-hvide billeder akkompagneret af Händels opera Rinaldo, hvor vanddråberne i badet og snefnuggene udenfor falder poetisk. Det er blændende lavet. 

Rødt chok
Sekvensen leder tankerne hen på Nicholas Roegs Don’t Look Now (Rødt chok, 1973), som også åbner med uopmærksomme forældre, der mister deres barns død. Også her skildres tragedien gennem en ekvilibristisk montage.

Men der er en afgørende forskel. Hvor virkeligheden er mærkbar i Roegs film, er den mærkeligt fraværende hos Trier. Selv døden optræder i et lufttomt rum.

Moderne terapeut
Antichrist handler blandt meget andet om et sorgarbejde med metafysiske overtoner — ligesom Don't Look Now.

Parret tager ikke til Venedig, som de gør i Roegs klassiker, men til en hytte i en stor skov. Kvinden (Charlotte Gainsbourg) har fået et sammenbrud og er blevet indlagt på hospitalet, men som moderne terapeut mener manden (Willem Dafoe), at man skal konfrontere sig med det, man er bange for.

Kvinden er bange for Eden Forrest, hvor hun opholdt sig med det afdøde barn og forsøgte at færdiggøre en afhandling om kvindeforfølgelse.

Parret forlader civilisationen for at finde sig selv og hinanden i naturen. Men hvad nu, hvis naturen er ond, spørger Trier. Hvad nu, hvis det onde kommer indefra — fra mennesket selv?

Det må gå galt, og det gør det. Frygteligt galt. Som filmen skrider frem vokser ondskaben frem i kvinden, en ondskab, som er forbundet med naturen.

Angstvisioner 
Lars von Trier var helt nede i kulkælderen, da han lavede Antichrist.  Den er skabt gennem en kraftanstrengelse, hvilket giver den en helt særlig intensitet.

Det er en meget personlig film, og den indeholder billeder, man aldrig har set før. Maleriske naturbilleder med en mystisk kraft. Symbolmættede billeder med en hjort, en ræv og en krage. Et træ, hvis rodnet gemmer på nøgne kroppe. Og meget mere.

Triers angstvisioner er fascinerende, og han har i samarbejdet med den Oscar-vindende fotograf, Anthony Dod Mantle, forløst dem i mageløse billeder, der både er gådefulde og overdådigt smukke.

Problemet med Antichrist er, at den ikke engagerer som fortælling.

Gainsbourgs forvandling
Man bider ikke negle over manden på samme måde, som man gjorde over Wendy og hendes søn Danny, da de i The Shining blev forfulgt af Jack Nicholson med en økse.

Det er ikke skuespillernes skyld. Willem Dafoe og Charlotte Gainsbourg gør det godt. Det er især fascinerende at se den blide og spinkle Gainsbourg finde uanede kræfter frem og forvandle sig til en dødsensfarlig heks.

Problemet ligger nok snarere i måden, hvorpå historien fortælles. Filmen skal opleves som en drøm, en ond drøm, men selv en drøm, ja selv den mest fantasmatiske horrorhistorie, har brug for en realitetsforankring og en vis realisme.

Hverdagen mangler
I Antichrist oplever vi aldrig hverdagen og lærer ikke de to karakterer at kende som mennesker.

Fra ur-traume-scenen kastes vi direkte ind i historien om Terapeuten og Patienten, som Trier fortæller med sin vanlige sarkasme over for autoriteter. Og derfra glider filmen over i den allegoriske fortælling om Naturen og Kvindens Ondskab, hvor der for alvor kommer tryk på keddelen.

Har man et meget ømt forhold til sine kønsdele, kan Antichrist ikke anbefales.

Drillepinden
Det er meget eksplicit og meget voldsomt, men at skabe brutale billeder er ikke i sig selv en kunst. Og fordi det ikke er lykkedes Trier for alvor at engagere os i dramaet, kommer chokeffekterne til at virke som et overgreb.

Antichrist er mere afskyfvækkende end uhyggelig, og den er ikke i nærheden af at gribe tilskueren.

Når drillepinden Trier så tilmed stikker sit hoved frem i ny og næ — som når et af dyrene pludselig udbryder "Chaos reigns" ("kaos hersker") — ja, så er der ikke noget at sige til, at nogle synes, at filmen er langt ude i skoven.

Uegal 
Granitblokken er en uegal størrelse. Tarkovskij-agtige billeder optræder sammen med in your face-vold inspireret af moderne horrorfilm, et bergmansk kammerspil gnubber ryg med et rejst lem, der kunne være lånt fra en pornofilm.

Trier blander højt og lavt, det fine og det vulgære, skønheden og perversionen. Han giver endnu engang fingeren til den gode smag, men det gør ikke nødvendigvis Antichrist til en god film.

Den vil forarge nogle, begejstre andre og efterlade endnu flere som et stort spørgsmålstegn. Filmstuderende får nok at se til.

Det bedste er, at Trier løftede granitblokken og fik det bedre.

Instr.: Lars von Trier
Land: Danmark, Sverige, Frankrig, Italien
Manus.: Lars von Trier
Medv.: Charlotte Gainsbourg, Willem Dafoe
Spilletid: 104 min.

Taking Woodstock

DEN GYLDNE PALME: Taking Woodstock er Cannes-festivalens gladeste film, men den vinder næppe Guldpalmen.

Ang Lee er en kamæleon.

Han kan med største selvfølgelighed lave en superheltefilm (Hulk) det ene år og en følsom bøssefilm (Brokeback Mountain) det næste.

Nu er den taiwanske instruktør, som for det meste arbejder i USA, sprunget ud som hippie med en langhåret film om hippiebevægelsens mest mindeværdige manifestation: Woodstock Festival.

”Three days of peace and music,” lød budskabet, som fik 500.000 unge amerikanere til i 1969 at valfarte til en bar mark nær Woodstock i staten New York.

Her røg de sig skæve, dansede, elskede og — hvis de ikke var for skæve — oplevede tidens hotteste musikere på slap line: Janis Joplin, Jimi Hendrix, The Who, Santana, Grateful Death, Crosby, Stills, Nash & Young og mange flere.

Begivenheden, der har givet inspirationen til Roskilde-festivalen, er foreviget i Michael Wadleighs dokumentarfilm Woodstock fra 1970.

Autentisk historie
Ang Lees Taking Woodstock handler ikke om selve festivalen, men fortæller den autentiske historie om en ung, blid fyr ved navn Elliot (spillet af komikeren Demetri Martin), som med base i sine forældres faldefærdige motel får festivalen op at stå i den lille flække Bethel.

Vi hører om Elliots problemer med sine jødisk-ukrainske indvandrerforældre; hans temperamentsfulde mor (Imelda Staunton) er som skåret ud af en Woody Allen-film.

Vi hører om modstanden fra lillebyens bedsteborgere, der frygter, at de unge vil stjæle deres ting om dagen og voldtage deres kvæg om natten. Og vi overværer den lokale kunstnergruppe øve sig på en flowerpower-udgave af Tjeckovs Tre søstre (!), som de vil opføre til festivalen.

Coming-of-age
Elliot får sin festival, og bevidst eller ej forener Ang Lees muntre feel-good-komedie 60’ernes Love & Peace-bevægelse med Obamas yes we can-ånd i 2009.

For auteuren Ang Lee er filmen tydeligvis et nostalgisk frikvarter oven på tragedierne Brokeback Mountain og Lust, Caution.

Men hvis man sætter næsen op efter et kalejdoskopisk generationsportræt, vil man blive skuffet. Filmen koncentrerer sig om portrættet af Elliot og fortæller hans coming-of-age, der indbefatter euforiserende stoffer og ud-af-skabet-homoseksualitet.

Tømmermændene
Filmen er helt klassiske fortalt, og dens meget få visuelle eksperimenter — splitscreen og en syretrip-visualisering — er overraskende ubehjælpsomme.

Man savner også stemningen fra selve koncerten og bare et lille glimt af Janis Joplin, men til gengæld er blomsterbørnenes ankomst ad landevejen visualiseret med en kamerakøretur, som er hele filmen værd.

Taking Woodstock er ikke et susende syretrip, men en munter bagatel. En ny generation kan starte her, men det er nok mere sandsynligt, at de gamle hippier vil gibbe med gangstativet.

Og vil man opleve tømmermændene efter festen og bagsiden af frigørelsen, skal man se Ang Lees The Ice Storm (1997), som er et mesterværk.

Instr.: Ang Lee
Land: USA
Manus.: James Schamus
Medv.: Demetri Martin, Imelda Staunton, Liev Schrieber, Emile Hirsch
Spilletid: 120 min.