Michael Hanekes Det hvide bånd viser, at en film sagtens kan undvære musik.

Af Per Meinertsen, filmtonemester

Det hvide bånd af Michael Haneke blev bedste film i Cannes sidste år. Nu har den haft premiere i Danmark, og en enig anmelderskare har udråbt den til et mesterværk. Filmen er stort set over hele linjen blevet tildelt maksimum af pile, stjerner og hjerter, og et koncentrat fra anmeldelserne kunne se sådan ud:

Gennem alle sine 144 minutter er Det hvide bånd upåklagelig filmmageri. — Det er et fokuseret og uafrysteligt værk, et regulært mesterværk. — Man sidder nærmest lamslået i sædet fra første til sidste sekund. — Der er tale om stor, stor filmkunst. — Berusende anderledes og inspirerende. — Uden tvivl en af de mest gedigent foruroligende film. — Tyst intensitet

Alle anmelderne omtaler desuden det noget specielle, at filmen er i sort-hvid, og nogle forklarer også, hvad hensigten med dette er. Men ingen – på nær Ekkos anmelder, Klaus Rifbjerg – beskæftiger sig med et andet, nok så bemærkelsesværdigt forhold. Nemlig at filmen er totalt uden underlægningsmusik.

Det kan nok undre, al den stund musik af mange betragtes som en integreret og uundværlig del af en filmfortælling. Og så opdages det ikke engang, når musikken ikke er der! Men denne manglende iagttagelse af den fraværende musik harmonerer faktisk udmærket (om end på en noget omvendt måde, med den antagelse mange også har, nemlig at god filmmusik er den som man ikke hører).

Men hvad nu hvis Michael Haneke havde benyttet musik. Kunne man så forestille sig denne film underlagt musik af for eksempel Hans Zimmer? Nej vel?

Eller kunne man forestille sig, at den var underlagt ildevarslende dybe synthesizer toner a la nyere dansk tv-krimi-dramatik? Nej, heller ikke – og dog?
Nogle vil formodentlig godt kunne forestille sig dette, men til gengæld er jeg også temmelig sikker på, at filmen ville have fået et, måske to point mindre hos anmelderne.

Kunne man så forestille sig filmen helt uden musik? Nej – ikke rigtigt. For som en musikanmelder for nylig skrev i en avisartikel om filmmusik: ”Vi taler om musikken som en slags audiovisuel smagsforstærker. Mediet film kan ikke undvære den. Vi kan som biografgængere heller ikke undvære den.”

Men nu er dette postulat heldigvis ikke rigtigt, selvom denne banale forestilling om filmmusik er meget udbredt hos publikum, og desværre også blandt alt for mange filmmagere.

Så denne film er altså uden musik, og både filmen og publikum kan sagtens undvære den. Ja, det er ligefrem en af dens kvaliteter, ligesom tilfældet i øvrigt er for en hel del andre fremragende films vedkommende.

Rasmus Gitz - Johansen |  mandag d. 25. januar 2010 kl. 15:23

Nu har Michael Haneke selv udtalt for flere år siden at han ikke bruger underlægningsmusik i hans film. Han udtalte noget i retning af at han føler at han ødelægger musikken ved at lægge det under hans billeder og at det ikke giver noget til hans film. Så der er jo ikke noget bemærkelseværdigt i at der ikke er musik i Det Hvide Bånd, da det vil gå imod det han selv tror på og det han føler er det rigtige for den måde han laver film. Så det interessante vil være hvis han begyndte at bruge musik som underlægning i sine film. Så vil jeg undersøge hvorfor han pludselig har brug for underlægningsmusik.
Det Hvide Bånd er jo bare helt tydeligt et mesterværk fra en mesters hånd, lavet på den måde som kun han kan og vil lave film.

Per Meinertsen |  tirsdag d. 26. januar 2010 kl. 11:18

Her er noget mere Michael Haneke har sagt (2009 i ComingSoon.net):

CS: I want to talk about some of the decisions that went into making the movie, such as the music... or the lack of music. The only time we hear any is when someone in the story is playing an instrument like in the fair scene. Why did you decide to go in that direction?
Haneke: In real life, you only hear music when it’s actually being played. (chuckles) In general, musical score is only used to cover up the weaknesses of the film. If the film works dramatically and there’s enough tension, then you don’t need music. I always find it too easy. It’s cheap and cowardly using music.