Filmatiseringer
Tema
07. sep. 2003 | 08:00

Mesterlig filmatisering

Foto | Paramount Pictures
Psycho

Alfred Hitchcocks Psycho fra 1960 er et lysende eksempel på, at bogen ikke altid er bedst.

Af Claus Christensen / Ekko #17

For frastødende til film, lød filmselskabets vurdering af Robert Blochs kioskroman, Psycho (1959). Men Hitchcock lod sig ikke bremse. Med dødsforagt kastede han sig over romanen, valgte en næsten ukendt skuespiller – Anthony Perkins – til hovedrollen og optog filmen i sort-hvid med et tv-hold på kun 39 dage. Udgift: 800.000 dollars. Foreløbig indtjening: 40 millioner dollars.

”Min metode er kun at læse en historie én gang, og synes jeg om grundideen, glemmer jeg alt om bogen og begynder at skabe film,” har Hitchcock, der døde i 1980, forklaret i et interview. Mange af Hitchcocks 53 film bygger på romaner eller skuespil, men han holdt sig langt væk fra klassikerne. En klassiker eller et mesterværk havde efter hans opfattelse per definition fundet sin fuldendte form: ”En forfatter bruger tre-fire år til at skrive en roman, det er hele hans liv. Så er der andre, som bemægtiger sig den. Håndværkere og teknikere mingelerer med den, og til sidst ender en eller anden som kandidat til en Oscar, mens forfatteren glemmes fuldstændigt. Jeg kan simpelt hen ikke begribe det.”

Moderne hovedværk
Hitchcock foretrak at tage relativt upåagtede underholdningsromaner, som han omformede, så de blev Hitchcock-film (nogle vil hævde, at man blot ved at se to-tre minutter kan afgøre, om en film er lavet af Hitchcock). Et af de ypperste eksempler på instruktørens evne til at løfte filmen over forlægget er Psycho.

Hvor Blochs roman er en durkdreven thriller, som leger kispus med læseren og indeholder gedigne chok, har Hitchcock skabt et moderne hovedværk, der former sig som en mørk rejse ind i en kaotisk verden. Filmen ikke blot viser, men lader os også erfare, at grænsen mellem normalitet og sindssyge er hårfin. Filmen afdækker ubevidste, dæmoniske lag under den civiliserede overflade, og verden bliver – med kritikeren Robin Woods ord – et kviksand, som vi kan synke ned i ved ethvert skridt i enhver retning.

Handlingen er stort set identisk i roman og film. I desperation stjæler sekretæren Marion Crane 40.000 dollars på sit arbejde. Under flugten indlogerer hun sig på det afsidesliggende Bates Hotel, hvor hun samme aften møder sin skæbne. Marion dræbes af knivstik, mens hun tager et brusebad. Morderen viser sig at være hotellets ejer, den skizofrene Norman Bates, der både er tiltrukket og skræmt fra vid og sans af kvinder. Hitchcocks genistreg bestod i at neddæmpe dæmonien og i højere grad end Robert Bloch skildre det onde som et skræmmende produkt af normaliteten. Norman Bates er et offer for en autoritær opdragelse med en sygeligt dominerende mor, og mens Norman i romanen konsekvent omtales som en fedladen mand, ligner han i filmen naboens pæne og flinke søn. Anthony Perkins tilfører rollen humor, melankoli og en androgyn charme. Norman er et menneske og tæt på at være ”normal”, hvilket understreges af hans shakespeareske replik, der kun optræder i filmen: ”Vi er alle fanget i vore egne fælder, og ingen af os kan komme ud. Vi river og flår, men kun i luften og hinanden.”

Vakt af ren film
Det var det pludselige i brusebadsmordet, der fik Hitchcock til at filmatisere bogen. Og i filmen virker mordet endnu mere chokerende, for ingen havde troet, at Hitchcock ville turde dræbe stjernen – Janet Leigh – halvvejs i filmen. Det har altid været et kodeks i Hollywood, at man ikke slår stjernen ihjel – i hvert fald ikke før filmens slutning.

Samtidig satte brusebadsmordet i 1960 en ny standard for filmisk uhygge.
I bogen bliver mordet beskrevet således: ”Mary started to scream, and then the curtains parted further and a hand appeared, holding a butcher’s knife. It was the knife, that, a moment later, cut off her scream. And her head.” I filmen ser vi ikke Marions hoved bliver skåret af. Hitchcock nøjes med at antyde gruen, men det er i virkeligheden også mere skræmmende. I en montage bestående af 77 klip skildres kvindens dødskamp, og den svimlende oplevelse af kaos og afmagt går direkte i kroppen på publikum. Hitchcocks lynhurtige og fragmentariske klipning, de ekstreme billedvinkler, komponisten Bernard Herrmanns enerverende violiner, der efterligner en kvindes skrig, lyden af kniven, som borer sig igennem hud og knogler, får os uvægerligt til at danne billeder af det, som aldrig konkret vises: Vi ser aldrig kniven penetrere kødet.

Til sidst – da Marion ligger livløs på gulvet – klipper Hitchcock til vandet og blodet, der strømmer ned i det sorte afløb. Spiralbevægelsen forlænges med en overblænding til et drejende close-up af Marions døde øje, og således bliver Robert Blochs banale mord i Hitchcocks hænder et kunstnerisk udtryk for døden. Det er således i selve fortællemåden, at filmen for alvor hæver sig over bogen. I romanen er vi med på en kigger, mens vi i filmen involverer os i personerne – også i Norman Bates – og bliver suget ned i rædslen i kraft af filmens stærke virkemidler. Som instruktøren selv har formuleret det: ”Det var ikke et budskab, der vakte røre hos publikum, heller ikke en stor skuespillerpræstation eller en roman, som filmen byggede på. Publikum blev vakt af ren film.”

Kommentarer

Læs videre: Psycho (Robert Bloch, Corgi Books 1959), Hitchcock’s Films (Robin Wood, A.S. Barnes and Co. 1966), Hitchcock om Hitchcock (François Truffaut, Rhodos 1973) og Alfred Hitchcock and the Making of Psycho (Stephen Rebello, Dembner Books 1990).

© Filmmagasinet Ekko