19. juli 2016

American Honey

Foto | Holly Horner

Den amerikanske drøm bliver punkteret i ungdomsdramaet American Honey, der på et road trip skildrer den barske virkelighed.

De unge mennesker bliver ladt i stikken.

Det synes at være historien i Andrea Arnolds samfundskritiske roadmovie, der følger en gruppe unge, som rejser gennem den amerikanske midtvejs og sælger magasin-abonnementer.

Filmen er et portræt af en generation, der savner ansvarlige voksne og et system, der kan hjælpe.

Attenårige Star (den karismatiske debutant Sasha Lane) bor i et underklassemiljø i Oklahoma, da hun møder de unge magasinsælgere, der slår vejen forbi i deres minibus. Hun bliver hurtigt fascineret af gruppen – og ikke mindst af deres leder Jake (Shia LaBeouf).

Star vælger derfor at stige på bussen, som er de unges legemliggørelse af den frihed, de søger på den dramatiske, frigjorte rejse gennem USA – fri for uduelige og fordrukne forældre.

Filmen vandt juryens pris på årets Cannes-festival, hvor den britiske instruktør Andrea Arnold udtalte sig kritisk om det misforhold, der er mellem det romantiske amerikanske ideal og virkelighedens USA, hvor der er enorm ulighed og millioner fattige.

Med undtagelse af Shia LaBeouf består castet af unge, ukendte skuespillere, hvoraf de færreste faktisk er professionelle. Under optagelserne har filmholdet rejst mere end 19.000 kilometer sammen, og skuespillerne har stemt dørklokker for at kunne leve sig ind i rollerne.

Filmen har også dansk islæt i form af producer Lars Knudsen.

American Honey forventes at få dansk biografpremiere i 2017.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko