11. juni 2018

First Man

Foto | Universal Pictures

Oscar-vinderen Damien Chazelle følger La La Land op med et actionspækket drama, hvor Ryan Gosling spiller astronauten Neil Armstrong.

Damien Chazelle har skabt filmmagi i musikkens verden med tromme-thrilleren Whiplash og kærlighedserklæring til musical-genren La La Land.

Derfor er det noget overraskende, at instruktørens næste film ser bort fra musikken og tager ud i rummet.

First Man handler nemlig om den amerikanske astronaut Neil Armstrong, der blev berømt for ordene, da han landede på månen: ”Et lille skridt for mennesket, et stort skridt for menneskeheden.”

Chazelle holder dog lidt fast i det gamle. Ligesom i La La Land har instruktøren givet hovedrollen til Ryan Gosling, der i First Man spiller astronauten Armstrong.

I den første trailer til filmen kommer han ud i rummet til stor bulder og bombast. Men han har også udfordringer i hjemmet med at få ægteskabet til at fungere med konen, som spilles af Claire Foy.

Da La La Land først vandt Oscaren for bedste film, men siden måtte aflevere den til Moonlight, modtog Damien Chazelle også prisen for bedste instruktør – og den blev ikke taget fra ham.

Whiplash og La La Land er da også deciderede mesterværker, men det skal det blive spændende at se instruktøren arbejde med et manuskript, som han ikke selv har skrevet.

Det har en anden Oscar-vinder, Josh Singer, der vandt for sit manuskript til journalistfilmen Spotlight, og senest stod bag ordene i Spielbergs The Post.

Med sådan en power-duo er der god grund til at glæde sig.

First Man får premiere i danske biografer den 11. oktober.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko