25. sep. 2015

The Hateful Eight

Foto | Andrew Cooper

Efter Django Unchained er Quentin Tarantino klar med en ny, skarptskydende vinkel på westerngenren, og selveste Morricone har komponeret musikken.

En snestorm tvinger dusørjægeren John ”The Hangman” Ruth, som spilles af Kurt Russell, til at søge ly i en hytte sammen med sin fange og to andre dusørjægere.

I hytten møder de fire suspekte typer, og så er scenen sat i traileren til Tarantinos kommende storfilm, The Hateful Eight.
Efter succesfuldt at have kastet sig over westernfilmen med Django Unchained, lægger Tarantino endnu engang op til en skarptskydende, humoristisk vinkel på genren.

Traileren byder på nervepirrende konfrontationer, storslåede billeder af et bidende koldt vinterlandskab og morbid Tarantino-humor.

Kurt Russell, som spiller den perverterede hovedperson Stuntman Mike i Death Proof, er ikke den eneste Tarantino-kending på rollelisten.

Den energiske instruktør har nemlig igen fået Samuel L. Jackson med i rollen som Major Marquis Warren, ligesom Michael Madsen og Tim Roth også er en del af The Hateful Eight.

Instruktøren har aldrig lagt skjul på sin begejstring for filmkomponisten Ennio Morricone, der især er kendt for sine kompositioner til Sergio Leones spaghetti-westerns som En nævefuld dollars og Den gode, den onde og den grusomme.

Det er første gang, at Morricone komponerer et originalt score til en film af Tarantino. Og man får en fornemmelse af musikken i traileren, der med store hypnotiserende lydflader går foruroligende skønt i spænd med snelandskabet.

Den lovende trailer kom for en måned siden, men der er stadig længe til, at The Hateful Eight rammer de danske biografer, hvilket den gør 7. januar 2016.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko