19. apr. 2017

Lost in London

Foto | Nigel Willoughby

Woody Harrelson spiller selv hovedrollen i sin instruktørdebut, som blev vist live i biografer, men nu er klar til at gå bredere ud.

Den amerikanske skuespiller Woody Harrelson har alle dage taget chancer i sin karriere. Den har budt på skæve roller som i Oliver Stones Natural Born Killers, men Harrelson har også taget sin distinkte stil med i blockbusters som Hunger Games-filmene.

Nu springer han ud som instruktør, og det med lige så meget fandenivoldsk vildskab, som når han står foran kameraet. Lost in London er nemlig filmet i én optagelse en aften i den engelske hovedstad.

Her spiller Woody Harrelson sig selv i en autentisk historie, der bygger på en vild nat, som han havde i 1992.

Filmens trailer leder tankerne hen på Birdman, der som bekendt kan se ud, som om den er optaget i ét stræk. Det er Lost in London til gengæld, men her ser vi naturligvis kun et par velvalgte minutter, hvor desperationen vokser, da Harrelson finder ud af, at han er på forsiden af et tabloidmagasin.

Det får ham blandt meget andet til panisk at nævne sine roller i Hvide mænd kan ikke dunke og Et frækt tilbud – samt nynne titelsangen til gennembrudsserien Sams bar – da et par dørmænd ikke genkender ham.

Lost in London blev live-streamet i en række engelske og amerikanske biografer, men den nye trailer tyder på, at en større premiere er på vej.

Der er ikke planlagt hverken dansk eller international biografpremiere endnu, men forhåbentlig får vi lov til at se det vilde eksperiment på et stort lærred herhjemme.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko