30. juli 2018

Maniac

Foto | Michele K. Short

Den amerikanske Netflix-udgave af norsk tv-serie om mentale lidelser har stjernerne Emma Stone og Jonah Hill i hovedrollerne.

Emma Stone og Jonah Hill fik deres gennembrud sammen for over ti år siden i Superbad, hvor han for alt i verden ville i bukserne på hende.

Siden er der løbet meget vand i åen: Hun vandt en Oscar for sin rolle i La La Land, mens han er blevet nomineret for roller i The Wolf of Wall Street og Moneyball.

Nu mødes de igen, denne gang i den nye Netflix-serie Maniac.

Stone spiller Annie og Hill spiller Owen. De møder hinanden til en test af en mystisk pille, som ifølge opfinderen (Justin Theroux) kan kurere snart sagt enhver form for mental lidelse.

Maniac er baseret på en norsk serie af samme navn, der fik tv-premiere i hjemlandet i 2015.

Den amerikanske udgave har ikke bare superstjerner foran kameraet. Cary Joji Fukunaga vandt en Emmy for sin instruktion af den berømte første sæson af True Detective. Han har også instrueret alle otte afsnit af Maniac, som ud fra den korte teaser at bedømme er en farverig, stiliseret affære.

Mens Emma Stone og Jonah Hill sidder over for hinanden i et hvidt lokale, begynder musik og vilde farver at bimle. Personerne virker meget alvorstunge, men serien om mennesker med mentale problemer er efter sigende en mørk komedie.

Serieskaberen og hovedforfatteren hedder Patrick Somerville, og han har stået for ordene i den amerikanske version af Broen, The Bridge, og HBO-serien The Leftovers.

Maniac får premiere på Netflix den 21. september.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko