Nyhed
13. maj 2024 | 17:12

Ikonisk Odense-biograf får ny leder

Foto | Odense International Film Festival

Birgitte Weinberger har siden 2009 været leder for Odense International Film Festival, men har tidligere arbejdet som ”event-moster” i Cafe Biografen.

Festivallederen Birgitte Weinberger overtager Cafe Biografen og lover at bevare dens arthouse-charme uden vibrerende liggestole.

Af Karoline Balstrøm

”Det er som at komme hjem igen.”

Sådan lyder det fra Birgitte Weinberger, der nu i godt to uger har siddet i direktørstolen i en af landets mest højtskattede biografer.

Efter mere end 35 år på posten har Cafe Biografens chef og hovedejer, Jørgen Christensen, takket af, og i stedet er lederen for kortfilmfestivalen OFF (Odense International Film Festival) trådt til.

”Inden jeg startede som leder af OFF, arbejdede jeg fra 2004 til 2008 selv for Cafe Biografen,” fortæller Birgitte Weinberger.

”Jeg var ’event-moster’, som jeg kalder det. Jeg stod for film, foredrag, ølsmagning og open air-arrangementer. Det gav mig god erfaring med stedet, som jeg vil videreføre med arthouse som centrum for de gode beslutninger. Så stamgæster skal ikke være bange. Vi laver ikke bare om,” forsikrer den nye direktør. 

Støver tingene af
Siden 1983 har Cafe Biografen tiltrukket slow-cinema og arthouse-entusiaster til Brandts Klædefabrik i hjertet af Odense, og det er blevet den fynske hovedstads svar på Øst for Paradis i Aarhus og Grand Teatret i København.

”Gæster er kommet i biografen igennem mange år, netop fordi Cafe Biografen ikke er en kæde. Det er et ikonisk sted, som har fungeret fantastisk i 41 år. Så det er med stor respekt, at jeg vil støve tingene af,” siger hun og uddyber:

”Efter lang tids drift, er der en ting eller to, vi skal have kigget på. Man kunne jo godt ønske sig at få opgraderet salene lidt.”

”Det står højt på min ønskeseddel. Men jeg kalder det en ønskeseddel, fordi der er forskel på need to have og nice to have. Modernisering vil på sigt helt sikkert være noget, vi kaster os over, men vi skal jo have noget økonomi til det først,” fortæller Birgitte Weinberger.

– Så skal man glæde sig til smarte, vibrerende liggestole i Cafe Biografen?

”Det kommer ikke til at ske,” lyder det bestemt fra direktøren, som griner højt, men fortsætter i et lavt, gravalvorligt toneleje:

”Det kan jeg næsten ikke bære at tænke på. Det ville være helt forkert. Liggestole og popcorn er mange andre biografer rigtig gode til. Men hos os skal vi bibeholde den gamle charmerende arthouse-oplevelse. Og selvfølgelig samtidig sørge for, at kvaliteten er i top.”

Direktør for det hele
Birgitte Weinberger har siden 2009 stået for den betydningsfulde festival OFF.

Hun leder fortsat festivalens administrative og kunstneriske opgaver, men er nu gået ned i tid. Til gengæld er andre medarbejdere fra hendes faste team, gået op i tid, så festivalen får samme opmærksomhed som før, forsikrer hun.

Både biografen og festivalen har årelange traditioner, og fremadrettet vil de to spor ikke påvirke hinanden. Cafe Biografen vil ikke blive inddraget mere i festivalen end den i forvejen gjorde.

”Lige nu kører vi stabilt videre med smalle premierefilm i biografen, særarrangementer, sommerbio og dans på pladsen foran Brandts Klædefabrik,” lyder det fra Birgitte Weinberger.

”Og når jeg er landet godt i rollen som direktør, og OFF 2024 er løbet af stablen, vil jeg begynde at sætte mit præg på biografens dagsorden.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko