”Har du kysset én fra Dansk Folkeparti?!” skriger Nicolas Bro forarget og forfærdet ad Bodil Jørgensen i rollen som socialrådgiveren og mormoren Ingelise.
Fyren fra DF er hendes svoger, som hun og hendes mand Herluf ikke har set i en menneskealder – på grund af det forbudte kys, men ikke mindre på grund af politik.
For vi er her i københavnerforstadens socialdemokratiske småborgskab i selvbyggede parcelhuse. Her bor bevidste håndværkere med en (halv)vågen standsbevidsthed, hvor det er decideret klasseforræderi at gå ideologisk over til fjenden.
Bemærkningen om kysset falder i sidste halvdel af Erik Clausens Mennesker bliver spist. Selv spiller han frejdigt og tragikomisk automekanikeren Herluf, som på det tidspunkt i historien er sporløst forsvundet.
Herluf lider nemlig i al hemmelighed af eskalerende demens, erfarer vi fra start. Det koster nær en kvinde og hendes datter livet, fordi han glemmer at ordne bremserne på deres bil.
Mester sender ham derfor hjem, mens politiet ser på sagen. Det har han ikke sagt til konen Ingelise, som til gengæld selvfølgelig ikke fortæller, at hun har noget hedt og heftigt kørende med en kollega på jobbet. Men så bliver hendes ægtemand altså væk på vej hjem fra job, og hvad skal hun nu gøre?
Hendes søster og svoger kommer spontant, langvejs fra med en hjælpende og trøstende hånd. Desuden stiller naboerne på vejen op og går på udkig efter Herluf. Selv den selvisk overforkælede datter, spillet spidsnæset næsvist af Lærke Winther, aflyser sin bryllupsrejse for at finde sin stakkels farmand.
Mennesker bliver spist er gjort af samme smertelige og sørgelige stof som Bille Augusts Alzheimer-film fra 2001, En sang for Martin. Men da August er elev af Ingmar Bergman, mens Clausen sgu er helt sin egen, taler vi her i langt højere grad om en sang fra de varme lande i dur end en skæbnesymfoni for strygere i mol.
August har svensk alvor, disciplin og pli i sin fragile gestaltning af ulykken, mens Clausen har bramfri optimisme, dansk galgenhumor og Gammel Dansk på sygesengen.
Det er i mine øjne den eneste indvending mod denne ferme film, der er en af Clausens bedste i lang tid: At der tages for let på sygdommens seriøse udvikling, som overstråles af de farverige familiemedlemmer, der på grund af den finder hinanden og melodien, der blev væk.
Men det er også filmens styrke, at Clausen med sin tilbagevendende hymne til det spontane og sociale fælleskab til venstre for markedskræfter og kapitalisme ser, at livet går videre i modgang, og at fællesskabet er vigtigst.
Det er frem for alt Bodil Jørgensens film. Det er glimrende og gnistrende at se hende som en koket københavner, utroligt sensuel med en moden udstråling af forsømte følelser og erotiske muligheder. Væk er den evindeligt bekymrede og klynkende jydemor, som hun vanligt portrætterer i film og på fjernsyn.
Clausen klæder hende som husbond og en mand af folket, redelig og uden rænker. Alle spiller symbiotisk og veloplagt omkring de to. Charlotte Fich er fin i birollen som den barnløse søster, der pludselig dukker op efter års fravær. Oliver Methling Søndergaard rammer rent som Herlufs gammelkloge barnebarn, der trofast ikke svigter sin drengede morfar i nødens stund, hvor end det skulle være.
For vi kommer også et smut til det nedslidte Polen, der for Herluf vækker minder om barndommens gade ude på 1950’ernes Vesterbro blandt arbejderklassens boliger, bodegaer, bajere og sammenhold – kun en sporvognstur fra mormors kolonihavehus.
Erik Clausen viser med Mennesker bliver spist, at han stadig har sort bælte i noget så paradoksalt som elegant socialrealisme.
Hvis jeg var Helle Thorning, ville jeg vente med at udskrive valg til efter filmens premiere.
facebook
twitter
Kommentarer