Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

22. juli 2018 | 09:24

Kan jeg spille en mellemøstlig kvinde?

Foto | Anne Marie Fox
Transkønnede, brune, homoseksuelle og handicappede får ikke lov til at skabe deres egne fortællinger. Her er det den ciskønnede Jared Leto, der spiller transkønnede Rayon i Dallas Buyers Club, som indbragte skuespilleren en Oscar.

Jeg fik tegnet øjenbrynene op. De skulle være vildere end mine egne, sortere og kraftigere. Jeg fik et tykt lag pudder i ansigtet, et par toner mørkere end min egen hud, og et smukt sjal, som sad løst over mit brune hår. 

Jeg lignede næsten en pige fra Mellemøsten. 

Hvor skal filmen forestille at foregå? spurgte jeg instruktøren efter at have læst manuskriptet første gang. Det er to et halvt år siden. Den foregår i et af de mellemøstlige lande, svarede han. Jeg nikkede. Så meget havde jeg trods alt forstået, men hvorhenne præcis? 

Det kan være et hvilket som helst land, som har oplevet krig, svarede han, og det var netop krig, filmen handlede om. En hvid soldat, som nedsabler en familie, og som bagefter må leve med konsekvenserne. Jeg var glad for at være med. Projektet var sympatisk, og idéen var god, men en tanke trængte sig flere gange på. Hvorfor havde de valgt mig? 

Manglen på tid, et lille budget – dét måtte være grunden til, at netop jeg fik rollen. Jeg og ikke en anden. 

Men snart slog det mig, at der sagtens kunne have været valgt en pige med mellemøstlig baggrund. Men de valgte mig. Jeg kom i kostume og blev sminket. Jeg lignede næsten en mellemøstlig, ung kvinde, og så alligevel ikke.

Slet ikke.

Burde jeg have takket nej? Var der noget, en mellemøstlig kvinde kunne have fanget, forstået og udtrykt, som jeg aldrig ville kunne fatte, blive instrueret i eller læse mig til? Kunne jeg overhovedet sætte mig i hendes sted, uanset hvor meget jeg ville det? Kan en rig spille fattig? En tynd gå i kostume og spille en tyk?

Hvor går grænsen?

Det smukke ved skuespillere er deres evne til at indleve sig i fremmede mennesker. Være villige til at sætte sig i andres sted uden at dømme.

Store skuespillere gør det hele tiden. Sagde jeg til mig selv, da jeg mærkede tvivlen. Jared Leto vandt en Oscar for at spille en transkvinde i Dallas Buyers Club, selv om han er en ciskønnet mand. Hvad er problemet?

Hvide heteroseksuelle ciskønnede mænd og kvinder laver ikke andet end at portrættere medlemmer af minoritetsgrupper, når de får lyst til at spille med musklerne og prøve kræfter med mere komplicerede roller. De spiller homoseksuelle uden at frygte for deres omdømme. De spiller handicappede, sidder i kørestol, tjener kassen og får stående applaus på festivalerne.

Men har de egentlig ret til at vælge roller, som kunne være gået til andre? Andre, som er langt tættere på den virkelighed, de rige Hollywood-skuespillere får til opgave at gengive.

Har jeg overhovedet ret til at spille hende, den unge kvinde? Eller stjæler jeg rollen fra en mere oplagt kandidat?

Jeg kommer til at tænke på Adèles liv fra 2013. Den blev rost af anmelderne, den vandt Guldpalmen i Cannes. Det er en stærk fortælling om en ung kvindes stormende forelskelse i en anden kvinde, deres samliv, deres kriser og til sidst bruddet imellem dem.

Men filmen modtog også kritik. Den homoseksuelle forfatter Julie Maroh bag den grafiske novelle, som filmen er baseret på, kritiserede filmens lange, eksplicitte sexscener for at bidrage til et forvrænget billede af sex mellem kvinder.

Jeg husker en scene, hvor de to forelskede unge sætter sig på en bænk i en park og sludrer. Senere ligger de på græsset og smiler til hinanden uden at sige ret meget. Der er noget sandt og rent imellem dem, næsten magisk.

Men intimiteten går fuldkommen tabt i det øjeblik, de skal have sex. Lige så tæt de var på hinanden, da de udvekslede det første forsigtige kys på græsplænen i sommerheden, lige så langt fra hinanden, lige så distancerede, forekommer de at være, når de omsider ligger nøgne på sengen, med ansigterne vendt i hver sin retning, mens de bevæger sig mekanisk frem og tilbage. Scenen er lige så kold og afstumpet som porno.

Og jeg tænker over, om det havde været anderledes, hvis de to skuespillere havde været homoseksuelle? Havde de haft indvendinger? Kunne de have ændret på fortællingen?

Og hvad med Scarlett Johansson, der med sine påfaldende vestlige træk spankulerer rundt i Tokyos gader i remaket af den japanske Ghost in the Shell. Hun skal forestille at være en japansk cyborg. En akavet sorthåret paryk dækker hendes blonde hår og får hende til at se en smule mere asiatisk ud. Men det er en kold maske.

Der findes mange dygtige skuespillere i Hollywood med asiatisk baggrund. Var det mangel på tid, mangel på budget? Jeg tvivler på, at en film af den kaliber kæmper med snævre budgetter, det måtte være mangel på noget andet, måske omtanke?

Man kunne have valgt en af de mange dygtige skuespillere i Hollywood med asiatisk baggrund, men måske blev det aldrig overvejet. En hvid, vestlig kvinde castes som japaner. En heteroseksuel castes som en homoseksuel. En ciskønnet castes som en transperson.

Scarlett Johansson er utvivlsomt en dygtig skuespiller, men hun kan også sælge billetter. Mange billetter! Hollywood bider sig selv i halen ved at caste hende frem for et af de mange nye åbenlyse talenter. Det handler ikke om, hvad der er bedst for fortællingen, det handler om profit.

Scarlett Johansson har netop trukket sig fra filmen Rub & Tug, hvor hun skulle have spillet den transkønnede Dante ”Tex” Gill. LGBTQ-samfundet bifalder beslutningen, mens andre skribenter kalder det et eksempel på resultatet af en kvælende politisk korrekthed.

Men de overser, hvor kold fremstillingen af transkønnede er i mange mainstreamfilm. De er ofte prostituerede på mørke gadehjørner, alkoholiserede enspændere i små, klaustrofobiske lejligheder, fortabte unge mennesker eller psykotiske stakler. Der er noget slidt over deres ansigter, en form for dyster alvor eller kronisk træthed, og det føles, som om disse film bevidst gør transkønnede til en form for ofre.

Ikke bare ofre for had, fordomme og brutalitet, men også ofre for deres egen beslutning om at skifte køn. Magerheden, isolationen, skamferingen af kroppen – se, hvad det fører med sig! Siger filmene. Som publikum må vi gerne sympatisere med de transkønnede, men det er ifølge Hollywood endnu bedre, hvis vi har ondt af dem.

Første gang, jeg så en film med en transkønnet karakter, var jeg barn. I The Crying Game forelsker en heteroseksuel mand sig i en kvinde. Han ved ikke, at hun er transkønnet, før de omsider skal til at elske for første gang. Hun har en penis mellem benene, manden brækker sig i afsky, slår hende i ansigtet og forsvinder ud af rummet. Det var brutalt.

Hvorfor ser vi så få lykkelige transkønnede på film? Med familie, kæreste, job, venner og succes, måske et parcelhus, en hund eller en kælen kat. De findes alle vegne uden for filmen, de blender ind i billedet, de går på gaden, uden at vakle eller skvatte i en alkoholrus.

De transkønnede – ligesom asiaterne, de brune, homoseksuelle og handicappede – bliver marginaliseret i Hollywood. Dygtige skuespillere får ingen job. De får ikke lov at skabe deres egne fortællinger. I stedet får de lov at se sig selv og hinanden legemliggjort af de samme Hollywood-navne igen og igen, mens studierne tjener kassen, og det strømmer ind med lovprisninger fra anmelderne.

Med en gylden statuette i hænderne kan de hvide, heteroseksuelle ciskønnede takke og hylde LGBTQ-samfundet i deres taler, med grådkvalt stemme og tårer i øjnene. De kan gå veltilfredse hjem, stille prisen ved siden af de tyve andre og så småt begynde at tænke over, hvilket minoritetsmedlem de kan spille næste gang.

Kommentarer

Las Dyhrcrone

 

Las Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

Midt tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Las og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Las er elev på Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres.

© Filmmagasinet Ekko