Generation Æh Øh Åh

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

21. juni 2019 | 13:17

Hollywood overdøver klimakrisen med larm

Foto | Marvel Studios
I sin Iron Man-dragt kan Tony Stark (Robert Downey Jr.) sammen med de andre superhelte som Hawkeye (Jeremy Renner) på fantasifulde måder konstant redde menneskeheden.

For 60 år siden forestillede man sig i 2019 flyvende biler, højhuse gennem skyerne i København, charterrejser til månen og glinsende metalrobotter på gader og stræder.

Fantasierne hang sammen med idéen om velstand og overflod.

Fremtidsborgerne var endnu mere optaget af det materielle, endnu mere draget af det prangende og mere hæmningsløst forbrugende end deres forfædre.

60 år senere er bilerne stadig solidt placeret på jorden. Der er ingen robotter i bybilledet, og husene i København er meget sjældent højere end sølle fire etager. Forestillingen om det konstante fremskridt, hvor vi blindt fortsætter med at erobre nye arealer af kloden – måske endda andre planeter i solsystemet – er ikke længere realistisk.

Tværtimod oplever vi en klimakrise, som tvinger os til at reducere vores forbrug, hvis vi og tusindvis af andre arter skal have en chance for at overleve.

På film er udviklingen derimod gået stærkt.

For små 100 år siden kunne man ikke tale på film. Skuespillerne måtte bruge deres krop og mimik, når de skulle kommunikere med hinanden. Personerne foran kameraet var i modsætning til publikum fastlåst i tavshed og sort-hvide billeder.

Virkeligheden var filmmediet overlegen.

Da nyligt afdøde Stan Lee i 2001 i anledning af premieren på Spider-Man blev spurgt, hvorfor der skulle gå 40 år, før verden fik en spillefilm om superhelten og superikonet, var svaret indlysende: ”Vi ventede på teknologien.”

Før computeranimationen, også kaldet CGI, ville man aldrig kunne have lavet en film om en superhelt, uden at den var blevet en ufrivillig komedie. I dag er der er intet, vi ikke kan lave på film, intet sted vi ikke kan erobre, ingen fantasi vi ikke kan realisere.

Med CGI kan vi forvandle huse til skyskrabere, biler til rumskibe og mennesker til superhelte. Filmmediet er på få år blevet virkeligheden overlegen.

Spielberg gjorde i Jurassic Park fra 1993 dinosaurerne levende. Film kunne som det eneste medie vække fortidens øgler til live og give os en idé om, hvordan de bevægede sig, hvordan de brølede og traskede gennem landskaberne med deres enorme lemmer.

I dag, et kvart århundrede senere, er dinosaur-effekterne allerede forældede. Måske er netop Hollywood-filmene, der bliver mere proppede med effekter og mere fikseret på det overnaturlige, vores sidste, indædte forsøg på at skabe en form for storhed.

Vi har de samme store fantasier, som menneskene havde for 60 år siden. De samme store drømme om uendelig velstand, uendelig frihed, ressourcer og fremskridt, og vi har fundet et medie, som kan opfylde fantasierne for os.

De mange blockbuster-film om superhelte er et godt eksempel.

Iron Man har modsat Thor, Superman eller mange af de andre helte ingen overnaturlig kræfter. Tony Stark har med opfindsomhed og uendelige ressourcer frembragt en dragt, der kan måle sig med guder og rumvæsener i styrke.

Havde det været i virkeligheden, ville Iron Man have forurenet mere end fem passagerfly tilsammen.

Jo tættere vi kommer på the point of no return i klimakrisen, jo mere fyldes Hollywood-filmene med larm og katastrofer. Men også med tapre superhelte, der med fingerknips kan forhindre dommedag og løse alle problemer.

Side om side med den truende klimakatastrofe bliver filmene mere og mere vulgære og stadigt mere kompromisløse i deres tro på menneskets styrke og fremskridt.

Det siger meget om vores umættelige trang til at herske over planeten. I Avengers: Endgame er halvdelen af klodens befolkning blevet udslettet af skurken Thanos. Det er hård kost for de efterladte, men livet går videre. Tabet af mennesker betyder også enden på den globale opvarmning, overbefolkning og hungersnød.

Men gudskelov kommer Iron Man og co. og skruer tiden tilbage, så håbet om harmoni atter er intakt.

I virkeligheden får vi at vide, at vi skal afgrænse os. På film skubber vi bare til reglerne.

Kommentarer

Laura Dyhrcrone

 

Laura Dyhrcrone (f. 1996) beskriver verdenen set gennem en ung filmelsker og kunstners øjne. 

I starten af tyverne står hun i vadestedet, hvor alle muligheder er åbne, men også hvor bevidstheden om en karriere begynder at trænge sig på.

Udfordringerne mødes med energi og begejstring, tøven og tvivl, af Laura og hendes jævnaldrende, som hun selv har døbt Generation Æh Øh Åh.

Laura er elev på Den Danske Filmskoles instruktørlinje. Hun laver sine egne film og medvirker som skuespiller i andres. 

Uden for filmbranchen har hun været billetkontrollør på teatret Aveny-T og vendt bøffer på burgerbaren Gasoline Grill i sit sabbatår.

© Filmmagasinet Ekko