28. okt. 2016

Underverden

Foto | Kasper Tuxen

Dar Salim går amok i Københavns skumle underverden i Fenar Ahmads nye actiondrama.

Det er sjældent, der bliver lavet hårdkogte actionfilm i Danmark. Derfor er det dejligt befriende at se traileren til Underverden, som ser ud til at tage sig selv alvorligt uden at pakke dramaet ind i dansk leverpostejshumor.

I sin anden spillefilm Underverden fortsætter Fenar Ahmad sin skildring af Københavns underverden.

Hvor hans debutfilm Ækte vare fulgte en ungdomsgruppe fra den københavnske vestegn, følger man denne gang en succesfuld læges tur ned i den kriminelle underverden.

Dar Salim (Game of Thrones og Krigen) spiller hovedrollen Zaid. Han lever et fredeligt liv sammen med sin gravide kæreste i deres dyre lejlighed. Men efter at hans bror bliver dræbt, beslutter Zaid sig for at tage på en selvtægtstur i den københavnske underverden i en intens jagt på morderen. 

Traileren til Underverden har en intens pulserende rytme med flotte mørke billeder, hvilket giver forhåbning om en mørk seriøs actionfilm.

Det er da også et kompetent hold, som er bag kameraet. Jens Ole McCoy, som er den ene halvdel af hiphop-gruppen Ukendt Kunstner, har produceret musikken til filmen. Og med fotografen Kasper Tuxen, der var Nyt Talent i Ekko #51 og efterhånden er ved at få en god karriere i Hollywood med film som Beginners og The Sea of Trees, kan man håbe på en flot film.

Fenar Ahmad har selv skrevet manuskriptet til filmen i samarbejde med Adam August, mens Peter Albrechtsen står for lyddesignet.

Foran kameraet spiller Dar Salim over for Stine Fischer Christensen (Efter brylluppet), Dulfi Al-Jabouri (Nordvest) og Roland Møller (Under sandet).

Filmen er produceret af Profile Pictures med støtte fra Det Danske Filminstitut. Underverden får primære i de danske biografer 19. januar 2017.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko