Man anmelder da anmeldere

Hver uge året rundt siger anmelderne deres uforgribelige mening om nye film. Dommen kan være sønderlemmende, men bliver sjældent modsagt. For man anmelder da ikke anmeldere.

Jo, man gør!

I #40 har Ekko ladet fire branchefolk – filminstruktør Pernille Fischer Christensen, direktør Henning Camre, manusforfatter Nikolaj Scherfig og formand for filmudlejerne, Loke Havn – vurdere ti toneangivende danske filmanmeldere.

Og deres konklusion er ikke til at tage fejl af: Dansk filmkritik er for dårlig – alt for meget smagsdommeri, alt for lidt seriøs kritik. Kun tre anmeldere scorer over tre stjerner – Bo Green Jensen fra Weekendavisen og Kim Skotte fra Politiken (begge 5 stjerner) og Ekstra Bladets Henrik Quietsch (4) – og resten vurderes til at være under middel: Informations Christian Monggaard (3), Filmlands Per Juul Carlsen (3), Berlingskes Ebbe Iversen (3), Kristeligt Dagblads Palle Schantz Lauridsen (3), Politikens Bettina Heltberg (2) og Jyllands-Postens Jakob Levinsen (2), mens Urbans Louise Kidde Sauntved må nøjes med en enkelt stjerne.

Send aben til filmselskaberne

Af Henrik Uth Jensen | Kristeligt Dagblad og formand for Filmarbejderforeningen (danske dagblades filmskribenter) | 20. marts 2008

”Filmanmelderne anmeldt,” lyder det forlokkende på forsiden af Ekko, der har gjort dagbladsanmeldelsen til et tema. Nikolaj Arcels personlige indlæg spækket med præcise iagttagelser og ti finurlige bud til filmkritikerne er en appetitvækkende forret. Men serveringen af hovedretten røber, at man på Ekko tilsyneladende ingen ide har om, hvad en anmeldelse er.

Første problem opstår, når man glemmer, at anmeldelsen er en personlig smagsdom – gerne, men ikke partout forankret i objektive observationer. Måske nogen husker, hvordan Morten Piil og Søren Kjørup i Kosmorama nr. 100 med spidse syle karaktermyrdede tre af datidens mest indflydelsesrige dagbladsanmeldere. Her kan Ekkos firehovede monster ikke erstatte anmeldelsens karakter af meningsbryder og dialogskaber. Nuancer og uenigheder paneldeltagerne imellem udviskes, så artiklen fuldstændig er berøvet den personlige stillingtagen, som er anmeldelsens grundstof.

Andet problem opstår med ideen om en idealanmeldelse. Anmeldelsen skal åbne værket, skal redegøre for dit og dat, skal sætte filmen i perspektiv, lyder den ideale fordring i artiklens indledning. Gu skal den ej, og ingen avislæser ville orke arbejde sig igennem en anmeldelse af ”Tempelriddernes skat III” ud fra det ideal. Anmeldelsen kan åbne osv., men den kan så sandelig også være kort, fyndig og fuldstændigt enøjet fokuseret på det, en given anmelder opfatter som det centrale – det være sig en brist eller en kvalitet – i den givne film.

Tredje problem opstår i misforståelsen, at anmelderen tjener andre herrer end læseren. Hvis branchefolkene gennem anmeldelsen bliver klogere på film, så fint for det, men det er stadig læseren og filmens potentielle publikum, som ligger anmelderen på sinde. Her har hver avis sin særlige profil, som sætter rammen for anmelderens virke. På en avis er forbrugervejledningens skønsmæssige værdsættelse en dyd, på en anden den skarpe smagsdom og på en tredje den afbalancerede vurdering.

Sidste problem ligger i forlængelse af ovenstående: Det er en myte, at størrelse intet betyder. Når panelet slagter Urbans anmelder og hylder Weekendavisens anmelder, sker det helt uden forståelse for, at det kræver plads at folde en film fuldt ud til noget andet end en hastig forbrugervejledning, hvor handlingen er vigtigere end argumentet. Måske ville Louise Kidde Sauntved afsløre et talent for at udtrykke sig nuanceret og perspektiverende, hvis hun vikarierede for Bo Green Jensen. Måske ville Bo Green Jensen ligeledes vise sig i stand til at skære ind til benet, hvis han skulle levere klatten i det format og det sprog, som Urbans læser forventer. Men mistanken lurer, at hvis Bo Green Jensen blev deporteret til Urban, ville enten paneldeltagerne eller avisens læsere opleve det som et tab.

Når dagbladsanmelderne således ikke lever op til den standard, de fire branchefolk i deres indledning slår til lyd for, så kan de fleste anmeldere sende aben videre til redaktører og læsere, der i stigende grad kræver korte anmeldelser. Redaktørerne kan så med en vis ret sende aben videre til branchen. Dels til filmselskabernes presseafdelinger, der gør, hvad der står i deres magt for at tilkæmpe sig plads til interviews og forscrap, som i sidste ende stjæler opmærksomhed og plads fra filmanmeldelsen. Dels til distributører og filmselskaber, som oversvømmer biograferne med så mange film, at valget står mellem at skrive kortfattet eller være mere selektiv i, hvilke film der anmeldes.

Så selv om det klart er værd at diskutere anmeldernes kompetence på en mere kompetent måde end Ekkos hidtidige forsøg, så virker det umiddelbart mere presserende at debattere dagbladsanmeldelsens funktion og beskaffenhed samt de vilkår, anmelderen er underlagt.

Menneskene bag stjernerne

Af Palle Schantz Lauridsen | Artikel fra Kristeligt Dagblad | 19. marts 2008

Vi læser deres anmeldelser og følger ofte deres råd. Men hvem er de egentlig, de magtfulde filmanmeldere, der hver uge deler stjerner ud?

”En hån mod danske børn,” skrev jeg her i Kristeligt Dagblad. ”En demonstration af det til tider lammende lave ambitionsniveau i den kommercielle ende af dansk børnefilm,” stod der i Politiken.

Sidste efterår sablede anmelderne børnefilmen Guldhornene ned. Anmeldelserne havde karakter af advarsler, men de viste sig at være nyttesløse. Filmen blev set af 258.372 mennesker, og dermed blev den årets tredjemest sete danske film. Endnu en gang så vi, at selv et entydigt enigt anmelderkorps ikke har nogen indflydelse på billetsalget til børne- og familiefilm.

Spørgsmål om grader
Anmeldere er tit indbyrdes uenige, men deres uenighed er oftest et spørgsmål om grader: Giver de 3 eller 4 stjerner, 4 eller 5 stjerner? Kun i sjældne tilfælde er anmelderne for alvor delt: David Lynch-filmen Inland Empire fik både 1 og 6 stjerner.

Mest markant er den store forskel, der ofte er mellem anmeldernes smag på den ene side og publikums på den anden. Publikum stemmer med fødderne, og det kræver et større sociologisk apparat at finde ud af, hvorfor forskellige grupper af publikum foretrækker forskellige film.

Anmelderne derimod lever af offentligt at argumentere for deres synspunkter, så deres mening er nem at få øje på, og der er ikke så mange af dem, så man kan stille uddybende spørgsmål til dem alle sammen. Det gjorde jeg sidst på efteråret for på den måde at få indblik i, hvordan den ene af de to sider tænker. Hvem er altså filmanmelderne, og hvad er baggrunden for, at de synes, som de gør?

Den mandlige anmelder
Den gennemsnitlige danske filmanmelder er en mand i midten af 40’erne. Han anmelder omkring 80 film om året og har været i jobbet i ti år. Inden da skrev han filmstof andetsteds, typisk i et tidsskrift. Han bor i København, har ofte en humanistisk universitetsuddannelse i bagagen og er dermed fagligt set højt kvalificeret.

Det er måske derfor, hans yndlingsfilm er af ældre dato: De er indspillet mellem 1949 og 1975 og omfatter et visuelt prægnant værk som Den tredje mand med Orson Welles eller er instrueret af filmhistorisk kanoniserede mesterinstruktører som Akira Kurosawa (De syv samuraier), Stanley Kubrick (Barry Lyndon) eller Alfred Hitchcock. Han har i sine anmeldelser givet topkarakter til film som De andres liv, Persepolis, 4 måneder, 3 uger og 2 dage, I’m Not There og Ratatouille. De tre første er politiske, europæiske film, der handler om undertrykkelse i henholdsvis DDR, Iran og Rumænien. I’m Not There handler om kunstneren Bob Dylan, og kun animationsfilmen Ratatouille hører til en kategori for sig.

Anmelderen kan også godt lide repremierer på klassiske værker. Til de film, han har givet topkarakter, hører Eisensteins Panserkrydseren Potemkin (1925), Hitchcocks Farligt møde (1951) og Orson Wells’ Politiets blinde øje (1958). Omvendt har han givet bundkarakter til ungdoms- og børnefilm som gyserne Saw og Halloween, komedien Hot Rod – og Guldhornene.

Den kvindelige anmelder
Den kvindelige anmelder er midt i 30’erne, mens hendes mandlige kollega er i slutningen af 40’erne. Hun har uden undtagelse en kandidat- eller magistergrad fra universitetet inden for områderne film, medie, æstetik, kultur og formidling.

Kun femten procent af anmelderne har ikke været i kontakt med universiteterne. ”Kun” halvdelen af mændene har en kandidatgrad og blandt de få mandlige anmeldere, der ikke er universitetsuddannede, er der et par stykker, som enten er gået direkte fra studentereksamen til filmanmelderjobbet eller som er uddannede journalister.

Der er en ganske markant forskel på den yngste og den ældste gruppe af filmanmelderne. Blandt de ti ældste, dansk filmkritiks ronkedorer, er der én kvinde (hvis ellers man kan kalde en kvinde for en ronkedor). Blandt de ti yngste er de seks kvinder. Fremtidens filmanmelder er en yngre kvinde.

Filmanmelderne, især de kvindelige, sætter – i modsætning til to tredjedele af publikum – meget stor pris på film, der udfordrer filmsprogets konventioner, men de kan også godt lide spændende historier.

Film, der kalder på tårerne, falder i en vis udstrækning i anmeldernes smag, mens de er noget splittede på spørgsmålet om, hvorvidt de elsker en god biljagt. I fritiden foretrækker de den københavnske ”mainstream art cinema” Grand frem for byens største biograf, Palads.

Yndlingsfilmen
Inden for filmanmeldernes egne rækker er der altså nogle mindre forskelle mellem især de ældre mænd og de yngre kvinder, men generelt er gruppen homogen.

Anmelderne har stort set den samme uddannelse og de samme grundlæggende synspunkter på film. For eksempel har tre toneangivende anmeldere – blandt filmhistoriens hundredtusindvis af film – den samme film, De syv samuraier fra 1954, som deres yndlingsfilm. Ud over klassiske film foretrækker anmelderne debatskabende værker, mens de ikke giver meget for ungdomskulturens gysere og komedier. Danske film glimrer i øvrigt ved deres fravær på listen over yndlingsfilm.

Filmanmelderne er ikke afgørende uenige om, hvad der er god filmsmag. Selvom enkelte, især yngre, mandlige anmeldere har divergerende synspunkter, og selvom kvinderne synes at vægte den æstetiske fornyelse højere end mændene, foregår kampene om den gode smag ikke for alvor blandt anmelderne. Den foregår snarere mellem anmelderne på den ene side og publikum på den anden.

Hjælper smalle film
Spørgsmålet er imidlertid, om anmeldere og publikum spiller på den samme bane: Omkring to tredjedele af biografbilletterne sælges til et publikum, der består af teenagere og unge voksne. De læser typisk ikke mange aviser, og hvis de gjorde, ville de sjældent være enige med de midaldrende anmeldermænds (ud)dannede smag.

Anmeldernes vurderinger har dermed nok kun betydning for den del af biografpublikum, der køber den sidste tredjedel af billetterne. Dårlige anmeldelser af en smal film kan formentlig lægge den død, fordi dens publikum læser og forholder sig til anmeldelser. Og selvom det sker, at gode anmeldelser hjælper en smal film på vej, er gode anmeldelser ikke ensbetydende med publikumssucces.

Der er mere at læse om filmanmelderne i det nye nummer af filmtidsskriftet Ekko, som vender kanonerne den anden vej: Et panel af filmfolk – Henning Camre, Loke Havn, Nikolaj Scherfig og Pernille Fischer Christensen – anmelder 10 danske filmanmeldere. En rasende god idé. Underholdende – og lærerig – og læsning.

Fakta om undersøgelsen:

Undersøgelsen er foretaget i november 2007 blandt medlemmer af Film-medarbejderforeningen, FMF. FMF uddeler Bodil-priserne og kaldes derfor ofte Bodil-komiteen. FMF’s medlemmer er filmmedarbejdere og filmkritikere, der har fast tilknytning til dagspressen. De af medlemmerne, der er anmeldere, kommer fra morgenaviserne Berlingske Tidende, Børsen, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Politiken og Weekendavisen, fra formiddagsaviserne B.T. og Ekstra Bladet, fra gratisaviserne Urban og Nyhedsavisen, fra filmmagasinet Ekko samt fra Dagbladenes Bureau, Ritzau og DR.

Jeg er ik' sur – jo, nu er jeg

Af Per Juul Carlsen | DR P1, Filmland | 12. marts 2008

”Danske filmanmeldere sure over anmelderkritik,” lyder overskriften på en artikel i Nyhedsavisen fra sidste uge. Jeg ikke hvem, der har fundet på overskriften. Måske journalisten René Fredensborg, som jeg kender som en flink fyr (”et fornuftigt menneske,” vil være en overdrivelse, men i hvert fald en flink fyr), måske en tilfældig redaktionssekretær på avisen. Under alle omstændigheder er overskriften et rimeligt tydeligt eksempel på det, man kalder ”en stramning” – så tydelig, at stramningen bliver til en ren løgn.

Jeg er ikke sur over at blive anmeldt i filmmagasinet Ekko. Det er Christian Monggaard fra Information heller ikke, selvom det kommer til at fremstå sådan i René Fredensborgs artikel – takket være overskriften. Vi er begge medlemmer af Ekkos gamle redaktion og var begge fortalere for at sætte artiklen i gang sidste efterår, fordi vi kunne se en god pointe i at få en tilbagemelding fra den danske filmbranche. I vores respektive blogs har Christian og jeg reflekteret over, hvordan det er selv at blive anmeldt. Vi vender både de positive og negative sider af sagen: sjusketheden i Ekkos artikel, som havde fortjent at være skarpere, og det inspirerende i at nogen giver kritik tilbage. Det har intet at gøre med at være sur.

Så jeg er sgu ikke sur – jo, nu er jeg sur. Jeg er sur over, at Nyhedsavisen med deres ”stramning” forstørrer og bekræfter nogle ormestukne fordomme om anmeldere. At de er selvtilfredse og ikke kan tåle kritik. Det er muligt, at jeg er selvtilfreds og har problemer med at modtage kritik, men i den her sammenhæng har jeg det altså ikke. En af pointerne med Ekkos artikel er netop at skabe en meningsudveksling og en diskussion mellem anmeldere og branche, så der i sidste ende kan komme bedre anmeldelser og bedre film ud af det. Det kan jeg kun bakke op om. Jeg er kraftedme ikke sur.

Louise Kidde svarer igen

Nyhedsavisen tager historien op torsdag den 6. marts og får en kommentar fra Urbans Louise Kidde Sauntved, som panelet placerede i bund med blot en enkelt stjerne.

”Urban er jo et medie, hvor især anmeldelser helst skal kunne afkodes på få sekunder. Derfor vil der aldrig være tale om egentlig filmkritik, men om forbrugeroplysning. Og jeg synes ikke, det er fair at sammenligne forbrugeroplysning med filmkritik,” udtaler Louise Kidde Sauntved.

 

Læs artiklen ”Danske filmanmeldere sure over anmelder-kritik”

Debat på P2

Filmanmelder Per Juul Carlsen, der fik tre stjerner af Ekkos panel, møder sin anmelder, manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig, i debat i Kulturnyt på P2.

 

 

 

Hør interviewet

Debatten til Norge

Også i vores naboland Norge er anmelder-artiklen blevet bemærket. Rushprint, der er det norske film- og tv-branches magasin, spørger på sin hjemmeside deres læsere om samme idé kunne gennemføres i Norge.

”Det er uansett ingen tvil om at kvaliteten på den norske filmkritikerstanden er varierende; like varierende som kvaliteten på norske spillefilmer. Kanskje hadde det vært både sunt, interessant og utfordrende med en lignende gjenopplivning av debatten her til lands. Hva tenker dere?” spørger Rushprint.

Læs mere og følg med i den norske debat

Hjælp, jeg er blevet anmeldt!

Af Per Juul Carlsen | DR P1, Filmland | 4. marts 2008 

”Filmanmelderne anmeldt,” står der øverst på forsiden af det nye nummer af filmmagasinet Ekko. Inden i bladet kan man læse fire repræsentanter for filmbranchen gå i kødet på en række danske filmanmeldere, herunder denne blogger.

Der bliver uddelt hug og givet karakterer, hvoraf størstedelen er under gennemsnittet. Kun tre ud af ti anmeldere får fire eller derover. Det er altså noget af en hårdhændet reaktion fra branchen oven på mange års angst for at genere anmelderne. Hvad skal man så stille op med det? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv, helt bogstaveligt. Her følger et interview med mig selv ...

Hvordan føles det at smage sin egen medicin?

”Både grimt og befriende. Det er naturligvis ubehageligt at blive bedømt til tre stjerner ud af seks mulige, når det i anmelderiets verden er lig med, at noget er galt med ”filmen”. Men når jeg læser den udførlige tekst om mig og ser, at mit sprog har et ”højt litterært og stilistisk niveau”, mens eksemplerne på mine problemer er et par anmeldelser, som jeg til enhver tid vil forsvare, er det lidt svært at blive sur. Jeg kan højst ærgre mig over, at der ikke er en sammenhæng mellem karaktergivningen og teksten, hvilket er temmelig væsentlig for en anmeldelses brugbarhed. Når anmeldere endelig bliver anmeldt, ville det have været rart med en konsensus. At dømme ud fra teksten om mig burde jeg have fået fire med pil op.”

”Nåja, det er befriende, at branchen viser sine holdninger til anmeldelser. Vi anmeldere f&ari
Kritiserer du ikke bare dine kritikere nu for at tage hævn?

”Jo, måske, min underbevidsthed er ret svær at styre. Men anmeldere som Christian Monggaard fra Information og Ebbe Iversen fra Berlingske Tidende får også 3 stjerner, og det er svært at tage alvorligt. Det er kompetente mennesker med hvert sit brændende filmhjerte. Jeg er ikke altid enige med dem i deres syn på anmelderi, men som helhed er det anmeldere, som også branchen kan være glad for som modspillere.”

Du nævnte noget med, at det var befriende at blive anmeldt ...
ng;r et modspil, der bliver rodet rundt i vores hjerner, der bliver åbnet op for diskussionerne, og det bliver muligt at give mere direkte, åben kritik. Alt i alt er det rigtig, rigtig sundt.”

Men du har også lige skrevet, at du ikke kunne bruge kritikken af dig til noget ...

”Nej, det skrev jeg ikke. Jeg skrev, at kritikpunkterne af mig mere handler om en uenighed om, hvad man skal bruge anmeldelser til. De fire brancherepræsentanter langer ud efter mig for at revse personerne Erik Clausen og Kim Fupz Aakeson i anmeldelserne af Ledsaget udgang og 1:1, men efter min bedste overbevisning er begge film netop spejlbilleder af Clausens og Fupz’ verdenssyn, og det er for mig helt oplagt at anmelde de to mennesker i stedet for filmene. Det er to sider af samme sag. Derudover er det – forhåbentlig – en spændende overraskelse for lytterne og læserne at se to mennesker blive anmeldt i stedet for deres film. Og det er noget af det vigtigste ved anmeldelser for mig at blive udfordret og overrasket. Der er ikke noget mere kedeligt end at læse anmeldelser, der bekræfter én i sine holdninger og sin tankegang.”

Du anmelder altså videre, som om ingenting var hændt?

”Ikke helt. Ekkos artikel har været inspirerende, den har givet mig noget at tænke over, selvom jeg kun er blevet bekræftet i at min holdning til anmelderi er i orden. Men jo, derudover savner jeg noget mere kød på branchens kritik. Jeg savner en vision, et klart ønske om, at anmeldelser gerne må udvikle sig i den og den retning. I deres forord nævner de fire repræsentanter en række krav til anmeldelserne, og jeg har svært ved at se, at hovedparten af danske anmeldere ikke lever op til dem, inklusive mig selv. Det havde været rigtig spændende, hvis de havde serveret en slagkraftig vision, noget, man virkelig kunne forholde sig til.”

Læs Per Juul Carlsens blog

Som at få sit privatliv invaderet

Af Christian Monggaard | Information | 2. marts 2008

Tre stjerner. Hverken mere eller mindre. Tre af seks stjerner til denne anmelder i det nye nummer af filmmagasinet Ekko – det første efter fusioneringen med Mifune – hvor filmanmelderne anmeldes.

Et velsammensat panel med repræsentanter fra fire forskellige ender af filmbranchen, og så tør de tilmed tage bladet fra munden og kritisere alle os, der til daglig kritiserer dem. Det er modigt og en rigtig god idé af Ekko at sætte den slags i værk.

Det sker stort set aldrig, at man som anmelder bliver anmeldt med nogle af de udtryk og vendinger, man selv er vant til at bruge hver eneste uge. Pludselig er bøtten vendt, og det er en mærkelig fornemmelse, næsten som om nogen invaderer ens privatliv.

Og det er i virkeligheden nok også meget sundt med den slags reality-check. Det gør både godt og ondt, og man får muligvis en bedre forståelse af, hvordan filminstruktørerne har de hver fredag, når anmelderne folder sig ud og i form af stjerner sætter værdi på de film, de har brugt flere år af deres liv på at lave.

Ned i materialet
Jeg vil ikke for alvor komme ind på, om jeg synes, at anmeldelsen af mig er retfærdig eller uretfærdig – for selvfølgelig er den uretfærdig, jeg skulle da have haft seks stjerner – men det interessante for mig er, at den har fået mig til at tænke. Hvilket vel også var en af tankerne bag at anmelde anmelderne.

De fire paneldeltagere har villet sætte filmkritikken under debat.

I den indledende tekst spørger de blandt andet: Hvad er en ordentlig anmeldelse? Og svarer selv: ”En anmeldelse skal åbne værket for læseren, den læser, der måske, måske ikke kunne tænke sig at gå i biografen. Anmelderen skal redegøre for værket, genren, indholdet, spillet, hvad er der gang i her, hvad vil denne film og dens skabere fortælle os, hvad er præmissen?”

Men det er ikke nok: ”Den skal også sætte filmen ind i en historisk sammenhæng, trække tematiske tråde, pege på retninger, diskutere på tværs af værket, så at sige. En god anmeldelse (her taler vi om godt håndværk, ikke om ros eller ris) går videre end selve det at anmelde. Den reflekterer, den orker at gå ned i filmens materie, ind i den egentlige kritik. Hvilke spørgsmål rejser filmen om vores liv?”

Enig i idealet
Pointen er naturligvis, at de fire panellister mener, at der bliver bedrevet alt for lidt af den slags kritik, anmelderi – ja, de blander de to begreber sammen – i danske dagblade, der stadig er kritikkens, anmelderiets højborg.

Måske har de ret, måske er vi for dårlige til at se videre end blot ren og skær forbrugeroplysning – eller måske efterlyser de noget, som de selv gerne vil have, men som avislæserne ikke kan få, fordi det med den plads, man som regel har til en anmeldelse, er umuligt eller i hvert fald svært at give det.

Jeg tvivler dog på, at de færreste anmeldere – mig selv inklusive – ikke forsøger på netop at favne så mange af de efterlyste ting som muligt i deres anmeldelser. Både at levere forbrugeroplysning, skrive et stykke kritik, der er interessant og spændende at læse, og forholde sig til både form og indhold, også når det kommer til vores liv lige nu og her. Men der er også – som en af mine kloge kolleger har sagt – film, der indbyder til at blive tolket mere på end andre. Det er ikke altid, at der er lejlighed eller grund til at bruge for meget plads på en given film. Men når der er, skal man da bestemt også gøre det.

En vis ydmyghed
Som sagt, anmeldelsen af mig har fået mig til at tænke.

Jeg bliver klandret for at være for sur på de danske film og opføre mig som en forsmået smagsdommer, der gerne ville kunne have sagt ”nej” til filmene i rollen som filmkonsulent. Jeg får også at vide, at jeg for sjældent bruger plads på at skrive om skuespilpræstationer og filmenes visuelle og tekniske side.

Jeg er ikke ubetinget enig, måske endda lidt fornærmet over det skudsmål, men jeg prøver faktisk at tænke tilbage og finde ud af, om min umiddelbare reaktion skyldes, at anmeldelsen ramte et ømt punkt. Som anmelder er man nødt til at stå ved sine meninger og klart og tydeligt fortælle, hvad man synes om en film. Ellers dur man ikke som anmelder. Men man må også godt have en vis ydmyghed over for faget og muligheden for, at man trods alt godt kan tage fejl.

Man skal dog også gøre sig klart, at de fire anmeldere er folk fra branchen, der kan have andre interesser i og et andet syn på anmeldelser end almindelige avislæsere og anmelderne selv.

En myte aflives
Anmeldelsen af anmelderne – læs selv i Ekko, hvem de øvrige anmeldere er, og hvordan de klarer sig – har i øvrigt selskab af en ganske underholdende artikel af filminstruktøren Nikolaj Arcel, der fortæller om sit og den øvrige danske filmbranches forhold til anmeldere og anmeldelser.

Blandt andet afliver han myten om, at nogle filminstruktører ikke læser anmeldelser.

”Alle instruktører går op i anmeldelser. De bliver nærlæst med en sygelig besættelse for de mindste detaljer, hår bliver gråt, der er store følelser involveret. Hvis en anmelder kan lide ens film, har han forstået alt og er et følsomt, skarpsindigt menneske, der nødvendigvis må tale med folkets røst. Hvis han rakker filmen ned, er han en ubegavet idiot og i øvrigt bare en ligegyldig mening blandt fem millioner mennesker,” skriver Nikolaj Arcel i Ekko #40.

Læs Christian Monggaards blog

Det firehovede uhyre

Af Morten Piil | Information | 2. marts 2008

Hvert nummer af Ekko er en tour de force. Vanetænkeri er forbudt, nye vinkler og skribenter prøves af, og man kan kun ønske tillykke med udvidelsen og med det nye nummer.

Også en fin idé at give ordet til den filmbranche, der altid kritiseres og lade den kritisere anmelderne – os skaldesmækkende mimoser, der ofte selv er så hypersensitive over for kritik.

”Man anmeldere da anmeldere,” lyder overskriften. Hjertens gerne – det er endda alt for sjældent, det sker. Men jeg tror, at måden det gribes an på her, har nogle hurdler, der skal forceres, før det kan føre til en konstruktiv kritik.

Det er ofte problematisk, når der fremføres stærkt personlig kritik, når hverken den menige læser eller den kritiserede person selv ved præcis fra hvilken person, den kommer. Det betyder, at hverken læseren eller den kritiserede selv kan trække fra eller lægge til ud fra kendskab til den, der kritiserer.

Nu er branchens kritik ikke helt anonym i Ekko, men leveret af et firehovedet uhyre, hvis sammensætning jeg i øvrigt ikke har noget at indvende mod. Det er selve konceptet, der byder mig imod.

Man kan for eksempel spekulere på, hvorfor det berettiger til den højeste ros fra uhyret, når kritikere lobhudler film, som den ene af dem (Nikolaj Scherfig) har støttet som konsulent (Daisy Diamond, Kunsten at græde i kor). Og tilsvarende dadles, når de rakker en af hans konsulentfilm ned (Ledsaget udgang). Eller klappes på skulderen, når de har den samme holdning til Vinterbergs En mand kommer hjem, som den Scherfig har demonstreret i en artikel i Ekko.

Det ville der ikke være det fjerneste galt ved, hvis teksten var signeret Nikolaj Scherfig, for så vidste man præcis i hvilket mudret territorium, kartoflerne hyppes. Nu henvises man til en mistanke om en lidt for ihærdig plejning af egne interesser med et firehovedet uhyre som knusende, lånt autoritet. Og det er ikke spor konstruktivt.

At give stjerner til film er til tider en uskik. At give dem til personer vil altid være det. I hvert fald har de omtalte anmeldere hver især skrevet så meget om dette og hint, at dets værdi virkelig ikke kan sammenfattes på så primitiv vis. Det tjener det firehovede uhyre til betinget ære, at de har nedlagt protest mod stjernetyranniet. Og Pernille Fischer Christensen til ubetinget ære at have nægtet at give stjerner.

Når disse forhindringer er forceret, kan det – altså i sig selv – forfriskende tiltag måske inspirere til en frugtbar, udrensende debat. Men så skal monster-kollektivet nok afholde sig fra at tale med én stemme, men optræde hver for sig, hvad dets medlemmer jo også fuldt ud er i stand til.

P.S.: Bare for en ordens skyld: Jeg står ikke selv på nogen måde for skud fra monsteret, så ovenstående er ikke et udslag af ømskindethed.

Fejl om Bo Green Jensen

Af Peter Due Jensen | Gymnasielærer | 2. marts 2008

Jeg har købt Ekko fra det første nummer og har med stigende begejstring fulgt bladets udvikling til i dag, hvor jeg sidder med #40 i hånden. Egentlig har jeg bare lyst til at sige tak og tillykke, hvis ikke det var både for plat og patetisk. Jeg synes simpelthen, at Ekko er fremragende. Med det nyeste nummer overgår I jer selv, viser vejen og gør bladet til uomgængelig læsning for alle filminteresserede i Danmark. Det lover godt for fremtiden, og jeg ser frem til jeres tiltag med hensyn til udgivelse af dvd’er og bøger. Den nye sektion med dvd-anmeldelser er velkommen.

Jeg hæftede mig ved en fejl angående præsentationen af Bo Green Jensen som anmelder. Det kommer til at fremstå, som om han i 1983 foretager et pludseligt skift fra digter til kulturformidler.

Det er ikke rigtigt.

Faktisk fungerede han som anmelder af rockmusik i MM, film i 1000 Øjne og litteratur allerede fra 1978 sideløbende med det skønlitterære forfatterskab. At han efter 1983 i en eller anden udstrækning skulle have droppet sit skønlitterære forfatterskab, er heller ikke rigtigt. Han har efter 1983 udgivet et sted mellem ti og femten digtsamlinger og novellesamlinger.

Det er rigtigt, at der er blevet længere mellem de skønlitterære bøger (den seneste, digtsamlingen Den store epoke, kom i 2004), men at denne del af forfatterskabet skulle være helt opgivet, er en noget drastisk konklusion.

Hellere Blachman end Bubber

Af Jakob Levinsen | Jyllands-Posten | 29. februar 2008

Jeg vil meget hellere være Thomas Blachman end Bubber. Og har, hvad angår fire filmfolks genanmeldelser af avisernes filmanmeldere i Ekko #40, derfor grundlæggende heller ingen problemer med, at der tydeligvis er adskillige kolleger, som i langt højere grad end mig betragtes med behag og beroligelse i branchen.

Men når vurderingen i betydeligt omfang hviler på faktuelle fejl, intellektuel dovenskab og ikke-eksisterende research, må det af hensyn til Ekkos læsere alligevel være på sin plads at korrigere.
 
Det hedder sig indledningsvis, at filmbranchen vel endnu ikke har fået noget forhold til mig endnu, og nok heller ikke gør det. Det betragter jeg med resigneret sindsro, i lyset af at min første filmanmeldelse blev bragt i Berlingske Tidende den 8. december 1995. Ikke desto mindre blev det dog allerede dengang til en del over de næste godt fem års tid, inklusive et par år i Bodil-komitéen.

Filmbranchens repræsentanter gætter også på, at min indgang til siden september 2005 at anmelde film i Morgenavisen Jyllands-Posten er at være ”blevet sat til at anmelde film af en kulturredaktion, der har været igennem en sparrerunde (sic) og har brug for journalister, der kan multitaske”.

De faktiske forhold i anmelderindustrien: Jeg blev i forbindelse med omlægningen af Ekko i 2004/2005 bedt af redaktionen om at skrive her i magasinet og derefter headhuntet af JP som netop filmanmelder. Litteratur og musik kom for JP’s vedkommende først til senere. I øvrigt har avisens filmredaktion i min tid ikke været igennem nogen sparerunder.

Til gengæld lykkes noget for genanmelderne, som jeg ellers ville have forsvoret – at få mig til for alvor at more mig over noget i forbindelse med De unge år. De kalder det således ”dovent og tilfældigt”, at jeg forholder mig til filmen som et værk af Lars von Trier uden blik for instruktøren Jacob Thuesens ”særlige stil” (han har instrueret én film tidligere). I Weekendavisen (21/12 2007) blev filmen nemlig, i øvrigt også uden at Thuesen blev nævnt i andet end en bisætning, erklæret for ”et af Triers bedste arbejder” af Bo Green Jensen, som panelet udråber til noget nær idealet af en filmanmelder. Men ham har jeg da bestemt heller ikke noget imod at være rollemodel for.