Lee Marshalls artikel om fupdokumentaren I’m Still Here i Ekko #51 afslører en mangel på indsigt i dokumentargenrens koder og strategier.

Af filminstruktør Mikkel Stolt

Er det en anmeldelse? En reportage? Eller et essay? Ironisk nok kan Lee Marshalls Ekko-artikel om I’m Still Here med og af Joaquin Phoenix og Casey Affleck ikke blive helt enig med sig selv om, hvilken genre den tilhører.

Ikke at det generer mig, men når forfatteren selv skriver, hvor ”foruroligende” det er med en ”film, som nægter at melde klart ud, om den er et drama eller en dokumentar”, så er det bare lidt pudsigt.

På den anden side så synes jeg, at han udviser en overordentlig mangel på indsigt i dokumentarfilmens koder og strategier og ikke mindst dens udvikling.

Forsimplet definition
Jeg ved ikke lige, hvem Lee Marshall er, men en hurtig google-søgning afslører, at han både kan være en ”professional wrestling …

» Læs hele indlægget

Guldpalmevinderen Apichatpong er skammeligt overset i det meste af den vestlige filmkritik, fordi hans filmsprog er så særegent og nyskabende, at det ikke ligner noget, vi tidligere har set.
 
Af Jeppe Thorsen Carstensen og Lasse Winther Jensen


Først vil vi gerne sige: Tak for et godt blad. Og et godt webmagasin, hvor I stort set altid formår at holde et sobert og seriøst niveau. 

Dog synes vi, at der er alarmerende og bedrøvelige tendenser at spore i Claus Christensens afsluttende Cannes-dækning og omtale af årets Guldpalmevinder, Apichatpong Weerasethakul.  

Tilgangen til Apichatpong i dansk filmkritik er i høj grad præget af en umiddelbar afstandtagen, fordi filmene skiller sig ud fra alt det, vi normalt præsenteres for i de danske biografer. Ord som ”underlig”, ”mærkelig” og ”sær” går igen i de fleste omtaler stort set uden yderligere støtte af mere velbegrundede …

» Læs hele indlægget

Kasper Torstings film om Søren Gades sidste 48 timer er langt mere interessant end sit rygte.

Af Nikolaj Scherfig, manuskriptforfatter

Kasper Torstings film er nem at hade.

Midt i en ophedet politisk og journalistisk debat om Søren Gade og hans politiske spindoktor Jacob Winthers skyld i lækagesagen – og Søren Gades pludselige afgang – kommer Søren Gade – de sidste 48 timer, som i en række dokumentarisk velfortalte scener tilsyneladende ukritisk giver Søren Gade friløb til at mytologisere sig selv og sine følelser om at gå af som forsvarsminister og ”få mere tid til at være far”.

Hvor fanden er kritikken? Hvor er det journalistiske scoop, hvor vi ser, at Søren Gade i virkeligheden blev fyret? Hvor er scenen, hvor Søren Gade og Jacob Winther taler ud og bekender deres skyld?

Alt det er der intet af. Til gengæld får man scener med Gade, der pakker sit kontor sammen, mens han dvæler ved de spisesedler, han har prydet i sine år som forsvarsminister samt en næsten …

» Læs hele indlægget

Michael Hanekes Det hvide bånd viser, at en film sagtens kan undvære musik.

Af Per Meinertsen, filmtonemester

Det hvide bånd af Michael Haneke blev bedste film i Cannes sidste år. Nu har den haft premiere i Danmark, og en enig anmelderskare har udråbt den til et mesterværk. Filmen er stort set over hele linjen blevet tildelt maksimum af pile, stjerner og hjerter, og et koncentrat fra anmeldelserne kunne se sådan ud:

Gennem alle sine 144 minutter er Det hvide bånd upåklagelig filmmageri. — Det er et fokuseret og uafrysteligt værk, et regulært mesterværk. — Man sidder nærmest lamslået i sædet fra første til sidste sekund. — Der er tale om stor, stor filmkunst. — Berusende anderledes og inspirerende. — Uden tvivl en af de mest gedigent foruroligende film. — Tyst intensitet

Alle anmelderne omtaler desuden det noget specielle, at filmen er i sort-hvid, og nogle forklarer også, hvad hensigten med …

» Læs hele indlægget

Kære Claus Christensen,

Hvor er det en lettelse at læse din anmeldelse af Antichrist og se, at ikke alle danske filmanmeldere er blottet for intellekt og, som du åbenbart har sagt ifølge Berlingske, i lommen på Zentropa og hepper på en dansk instruktør, som om det var en håndboldkamp.

Det har også været mit indtryk.

Jeg er virkelig lettet. Jeg troede ellers, at jeg var omgivet af idioter.

Jeg har endnu ikke set Antichrist, men jeg føler mig oftest generet af Triers til tider letfærdige og fjollede omgang med store emner. Men én ting er instruktørens besynderlige verdensbillede og evne til at trykke på tilskuernes latente følelser af skyld i sit reklameunivers, noget andet er en filmkritik, der ukritisk hylder produktet som stor kunst, fordi den (filmkritikken, og her tænker jeg ikke mindst på den danske) virkelig ikke har noget at sige og måbende beundrer tricks’ne.

For eksempel …

» Læs hele indlægget

Ekkos anmelder overser kvaliteterne i Kathrine Windfeldts flygtningedrama Flugten.

Af Søren Hansen, pensioneret lærer

Jeg havde set to ansigter fra filmen fra annoncen, ellers var jeg fuldkommen uforberedt på, hvad jeg skulle se. Da jeg kom hjem, greb jeg filmmagasinet Ekko, hvor jeg fandt Nanna Frank Rasmussens anmeldelse.

”Flugten er ikke den adrætte affære og det samfundskritiske bistik, som den har potentiale til. Filmen virker fragmenteret og upoleret … det forhindrer Kathrine Windfeldt i at mikse drama med politisk engagement, så det for alvor kan gribe publikum … en uengagerende oplevelse.”

Der var to forhold ved forestillingen, som jeg bemærkede. Under filmen var publikum meget stille, og der var helt tavshed under rulleteksterne og kun en lav mumlen.

Slutningen med flugten til Sverige mindede mig om, hvad der skete under Anden Verdenskrig, hvor folk fra modstandsbevægelsen og jøder måtte finde sikkerhed over vandet. I filmen var personerne på flugt fra …

» Læs hele indlægget

Det var ikke muligt at nominere en række danske film, skriver jurymedlem som kommentar til Ekkos Robert-artikel.

Af Maja Dyekjær Giese, producer

Det er altid godt med debat – også om Robert-prisen. Men fakta-boksen i René Fredensborgs Og årets Robert går til ... vennerne? kunne misforstås.

For at en film kan nomineres i de forskellige kategorier, skal producenterne tilmelde filmen, betale et honorar samt oplyse, hvilke kategorier filmen ønsket nomineret i.

I år havde SF Film som bekendt ved en fejl ikke tilmeldt og betalt for Gaven og Spillets regler. Derudover kunne Carsten og Gittes filmballade ikke nomineres, da den er for kort.

Anja og Viktor – i medgang og modgang, Eye for Eye, One Shot, Remix og Molly Cam var heller ikke tilmeldt af deres respektive producenter og kunne derfor ikke nomineres i nogen kategori.

» Læs hele indlægget

Ekkos anmelder kalder Dan Turèll-dvd ”en samling snaser fra tv”, men klippene er nøje udvalgt og bearbejdede.

Af Camilla Schyberg, klipper og tv-tilrettelægger

Kristian Ditlev Jensen roser i Ekko #44 dvd’en Så kort og mærkeligt livet er, der ud over Anders Østergaards film om forfatteren Dan Turèll byder på næsten tre timers originale optagelser med Turéll: Velkommen i TV – De kalder mig D.T.

Som tilrettelægger af produktionen er jeg selvfølgelig meget glad for Ekkos rosende omtale. Det er dejligt, at dvd’en kommunikerer til publikum, som vi har ønsket det.

Jeg hæfter mig ved, at produktionen beskrives som en ”samling snaser” fra tv. Til det vil jeg gerne tilføje, at produktionen er bearbejdet på alle mulige måder udvalgt, forkortet, redigeret og tilrettelagt. Velkommen i TV – De kalder mig D.T. er heller ikke ekstramateriale til Anders Østergaards film. Produktionen er udviklet som selvstændigt produkt af Seven Tales Publishing og mig, i samarbejde med DR …

» Læs hele indlægget

Anders Østergaard bombarderer tilskueren med filmiske effekter, som fjerner magien fra Dan Turèlls ord.

Af Per Meinertsen, filmtonemester

Sennep, ketchup, remoulade og ristede løg.

» Læs hele indlægget

Dansk filmbranche bliver normalt behandlet usædvanligt pænt af pressen. Måske er det årsagen til, at den nu kræver mere styring.

» Læs hele indlægget

Hvis filmfolk er bange for, hvad de mon kan finde på at sige, var det måske en idé at tie stille.

Af Christian Monggaard, filmkritiker for Dagbladet Information

Jeg er stadig noget forundret over det indlæg i debatten om dansk filmjournalistik, som producer Meta Louise Foldager har skrevet til Ekkos hjemmeside. Hun har åbenbart ingen forståelse af eller respekt for, hvordan en fri, uafhængig og kritisk presse fungerer. 

I hvert fald vil hun gerne have endnu større indflydelse på, hvordan vi journalister vinkler og skriver vores artikler, og hvordan vi interviewer aktører i den danske filmbranche. Hun slutter sin opsang med følgende svada:

”Vi har ikke altid samme interesser, men vi burde dog have én ting tilfælles: at få lavet gode artikler med …

» Læs hele indlægget

Hvis vi skal samarbejde en skønne dag, kunne jeg godt tænke mig, at filmfolket tog mit arbejde lige så seriøst, som de tager sig selv.

Af René Fredensborg, journalist

Zentropa-producer Meta Louise Foldager har på sin vis ret i de fleste af sine velformulerede pointer. Især er det helt rigtig forstået, at et møde med medierne kan få én til at føle sig ”fejlciteret, fejlfortolket, forfladiget, forsimplet og fordummet”.

Jeg har selv prøvet det i tidernes løb og er altid den første til at advare mod både formiddagsaviser, sladderblade, kvindemagasiner og naturligvis mig selv. For min store synd som journalist er, at jeg er vanvittigt subjektiv. Jeg ser bestemt ikke et møde med en skuespiller, instruktør eller for den sags skyld en producer som et samarbejde.

Meta ser et interview som et samarbejde, en dialog, hvor man i fællesskab gelejder ordene på plads, så alle er glade. Både interviewpersonen, journalisten og dem, der betaler vores løn. Alle skal gå …

» Læs hele indlægget

Med god grund ønsker filmfolk at gennemlæse artikler før tryk.

Af Meta Louise Foldager, producer på Zentropa

Journalist René Fredensborg skriver her på siden, at han tror, han ved, hvad det handler om: Filmfolket er bange for, at journalister skriver, hvad filmfolket rent faktisk siger og mener, fordi almindelige mennesker så vil opdage, at magien og det søde liv er en illusion.

Jeg tror ikke, René ved, hvad det handler om.

Hvis journalister gav sig selv lov til at skrive, hvad filmfolket rent faktisk siger og mener, så ville magien ikke forsvinde. Tværtimod. Journalister ville få en anden og meget mere spændende artikel end den, de – ofte på forhånd – har lagt sig fast på at skrive.

Kassetænkningen
Som jeg oplever det, er det ikke mig, ”mine” skuespillere og instruktører, men derimod journalisterne, der skaber ideen om det søde liv i den feterede filmbranche, i den drømmefabrik, som jeg i øvrigt ikke aner, hvor befinder …

» Læs hele indlægget

Danske producenter er ofte mere kontrollerende over for pressen end deres amerikanske kolleger.

Af Jakob Stegelmann, vært og producer i DR

Filmselskabernes relation til tv er som oftest professionel og helt uden forsøg på indblanding i det redaktionelle. Men der er hele tiden grund til at være opmærksom på, hvilke beslutninger man tager. De amerikanske selskaber er af natur meget kontrollerende, men Danmark er heldigvis ikke altid i så stor fokus. Vi kan som regel arbejde forholdsvis frit.

På tv-siden er der dog bare lige det, at vi skal bruge klip fra filmene for at kunne formidle, og her er ligger altid en potentiel fare.

Kamp om godbidder
Filmselskaberne vil helst have, at vi bruger de klip, som de udvælger og distribuerer, men klippene kan i visse tilfælde være udvalgt, så de ikke passer med vores redaktionelle linje.

Så skal der forhandles, ofte med positivt resultat – men det er en forhandling, hvor …

» Læs hele indlægget

I filmbranchen er det åbenbart farligt at sige det, man mener, og stå ved det, man siger.

Af René Fredensborg, journalist

Filmfolk er nu noget helt særligt.

Hvor andre kunstnere af enhver art oftest er taknemmelige og tillidsfulde, når det gælder gratis omtale i landsdækkende medier, har visse danske skuespillere og instruktører det med at vride sig, når først bordet fanger, og ordet står til tryk.

Jeg taler naturligvis især om de aktører fra Dansk Drømmefabrik A/S, der for længst er blevet kendte nok til det her sted; dem, som kan læse i deres kontrakt, at PR i form af interviews med pressen hører til dagens orden; de stjerner, hvis udtalelser har det med at komme bag på dem.

Rekord i rettelak
Filmfolket må som stand have uofficiel rekord i brug af rettelak, når det handler om at stå ved det, man sagde, og holde fast i det, man mente.

Og nej, vi taler ikke kun om behovet for at rette faktuelle fejl.

Det er det mindste.

Vi taler om trangen til at stage sig selv …

» Læs hele indlægget

Kan journalister være kritiske, når de på en pressetur får alt betalt af filmselskabet, spørger Ekko i #43. Ja, mener Politikens journalist.

Af Kim Skotte, Politiken

Politiken laver kun meget få sæt-reportager, som I vælger at kalde luderture i René Fredensborgs ”Filmluder for en dag” i Ekko #43.

Vi gør det kun, når vi vurderer, at der er en særlig god grund til at gøre det. En sjov historie, en usædvanlig ramme, en enestående instruktør på arbejde, et utraditionelt projekt. Som når for eksempel Nils Malmros filmer over et span på tre år, eller når Mads Mikkelsen og Nicolas Winding Refn filmer Valhalla Rising under vilde forhold i de skotske bjerge.

Den slags beslutninger træffer vi på ganske normalt journalistisk grundlag. Ligner det en god historie eller ej?

Vi tager heller ikke – i modsætning til Ekkos ”Filmluder for en dag” – af sted på reportager, hvor vi har skrevet konklusionen hjemmefra.

At man i det aktuelle tilfælde får transport, mad og drikke betalt i stedet for at …

» Læs hele indlægget

Den Danske Filmskole tager til genmæle mod Jakob Høgel, der i Ekko #42 efterlyste filmtalenter med stærkere profil.

Af Arne Bro, prorektor for Den Danske Filmskole

Ekko bragte i #42 et interview med Jacob Høgel, leder af Filminstituttets talentudviklingspulje, New Danish Screen. I interviewet introducerer Jacob Høgel begrebet ”de mest kreative” og forestillingen om, at disse kreative ikke går filmvejen.

”De gider simpelthen ikke,” siger han.

Jakob Høgel omtaler også summarisk de sidste seks års filminstruktører udgået fra Filmskolen som ”sjældent stærke nok” og betvivler dermed disse instruktørers kunstneriske og håndværksmæssige formåen. Interviewet giver det indtryk, at Jakob Høgel generelt foretrækker at arbejde med ikke-uddannede filminstruktører.

Dette forbavsende og generaliserende synspunkt berettiger et svar fra Filmskolen.

Mandatet
Udgangspunktet for forholdet mellem Den Danske Filmskole og Det Danske Filminstitut er Filmloven, der blev skabt …

» Læs hele indlægget

Ekko har bedt en håndfuld filmfolk anmelde anmelderne og give dem stjerner. Artiklen har affødt mange reaktioner, ikke mindst fra de anmeldte.

Af Claus Christensen, Chefredaktør for Ekko

Hver uge året rundt siger anmelderne deres uforgribelige mening om nye film. Dommen kan være sønderlemmende, men bliver sjældent modsagt. For man anmelder da ikke anmeldere.

Jo, man gør!

I #40 har Ekko ladet fire branchefolk – filminstruktør Pernille Fischer Christensen, direktør Henning Camre, manusforfatter Nikolaj Scherfig og formand for filmudlejerne, Loke Havn – vurdere ti toneangivende danske filmanmeldere.

Og deres konklusion er ikke til at tage fejl af: Dansk filmkritik er for dårlig – alt for meget smagsdommeri, alt for lidt seriøs kritik. Kun tre anmeldere scorer over tre stjerner – Bo Green Jensen fra Weekendavisen og Kim Skotte fra Politiken (begge 5 stjerner) og Ekstra Bladets Henrik Quietsch (4) – og resten vurderes til at være under middel: Informations Christian Monggaard (3), Filmlands Per …

» Læs hele indlægget