Historien bag de mystiske billeder, hvor Hollywood-stjerner poserer med det danske filmmagasin.
Af Claus Christensen, chefredaktør
Er det Photoshop?
Det spørgsmål får vi ofte fra læsere, der har bidt mærke i den serie af billeder, hvor den ene Hollywood-stjerne efter den anden poserer med Ekko. Billederne optræder her på siden, i det trykte magasin og i vores annoncer.
Vi er naturligvis glade for, at læserne er kritiske og har en sund skepsis over for medierne. Teknikken giver uendelige muligheder for at manipulere med virkeligheden, så det gælder om at være på vagt.
Men svaret er nej, billederne er skam ægte nok. De er taget af en fotograf fra Hollywood Foreign Press Association.
Et tilfældigt møde
Men hvordan er Ekko så endt i Hollywood, og hvorfor står superstjerner som Robert De Niro, Cate Blanchett, Mel Gibson, Angelina Jolie, Clint Eastwood og Scarlett Johansson og ser ud, som om de læser i det danske magasin?
Det er en længere historie, der starter under NatFilm Festivalen i foråret 2006. I en elevator i Filmhuset møder Ekkos daværende journalistpraktikant, Markus Bernsen, en ældre herre, der præsenterer sig som ”Ray Arco – rumæner, reporter, renæssancemenneske”.
Drøj østeuropæisk accent
Ray er overdrevent imødekommende, og da det går op for ham, at Markus er praktikant for Ekko – som Ray ser som et fuldstændig unikt magasin – tilbyder han straks at tage et eksemplar med til Hollywood og lade sig fotografere, mens han holder magasinet sammen med stjernerne.
Ray har et væld af projekter, blandt andet er han ambassadør for amerikansk højbanetog, som han vil forsøge at sælge til København, ”nu hvor jeg er her”.
Han begår sig på et dadelfrit engelsk med en drøj østeuropæisk accent. Han har mørke, rangsagende øjne og – som journalist Oliver Stilling udtrykker det – et fjæs, man ikke glemmer. Det hår, der er tilbage på issen, er redt og klippet, så det fra den rette vinkel kunne ligne gedigent pandehår. Håret og øjenbrynene er farvet Elvis-sort, og tandsættet bag de smalle læber er hvidt og perfekt.
Han ligner kort sagt det, amerikanerne kalder en con artist, altså en bondefanger, og på redaktionen bliver der da også rystet en del på hovedet. NatFilm Festivalen bekræfter, at de har en vis Ray Arco, Hollywood, blandt festivalens udenlandske journalister, men de betragter ham som et kulørt indslag og tillægger ham ikke nogen større troværdighed.
Vi glemmer alt om Ray Arco, indtil vi tre uger senere modtager en email med billeder.
Førsteklasses behandling
I mailen tilbyder Ray Arco sig som Ekkos Hollywood-reporter, og i de vedhæftede billeder holder han Ekko sammen med stjerner som Ben Affleck, Sandra Bullock, Renée Zellweger og Kevin Spacey.
Billederne vækker opsigt, og vi går i gang med at søge informationer om den fremmede bejler.
Og den er god nok.
Ray Arco er af rumænsk herkomst, født i 1929, og han har i en lang årrække arbejdet som udenlandsk korrespondent i Hollywood. Han er medlem af Hollywood Foreign Press Association (HFPA), en forening der består af 80-90 udenlandske journalister i Hollywood. De får en førsteklasses behandling af de store filmselskaber, fordi HFPA arrangerer den prestigefyldte The Golden Globe Awards, der uddeles hvert år i januar og anses for at have afsmittende effekt på Oscar-uddelingen i februar.
Kilder fortæller, at Ray Arco er en excentrisk personlighed, men han er værdsat af stjernerne i Hollywood, der kan lide hans humor og har tillid til ham.
Woody Allen
Vi indgår en aftale, og Woody Allen bliver Rays første interview for Ekko (læs interviewet: Jeg har været umanerlig heldig).
Siden er fulgt interviews med blandt andre instruktørerne Oliver Stone og Quentin Tarantino samt skuespillerne Bruce Willis og Kate Winslet. Proceduren er, at Ekko vælger en premiere-aktuel instruktør eller skuespiller, vi formulerer en snes spørgsmål, som Ray Arco så stiller på vegne af Ekko. Han er enten alene med stjernen eller interviewer vedkommende sammen med en lille gruppe af journalister.
Manden, der lignede en fidusmager, viste sig at være en veletableret Hollywood-reporter. Om Ray Arco er kommet videre med højbanetoget, melder historien ikke noget om.