Jagten på kærlighedens fix

Forelskelse er momentan sindssyge, siger man. Men er det også en sublim, romantisk sindssyge, sådan som kunsten ofte fremstiller den, hvor den store, skæbnebestemte kærlighed afslører sig ved første blik og overvinder alt? Hvor elskende går i døden for at kunne være sammen for altid?

I den fremragende dokumentar Love Addict undersøger Pernille Rose Grønkjær fænomenet kærligheds-afhængighed.

Love addiction er en psykisk lidelse på linje med sex-afhængighed eller alkoholisme, hvor forelskelsens fix og den romantiske forestilling om Den Store Kærlighed bliver en besættelse og umulig længsel.

Instruktøren fik idéen, da hun rejste rundt i USA, hvor hun stødte ind i foreningen Sex and Love Addicts Anonymous. Det var her hun fandt sine medvirkende.

Festivaltriumf
Grønkjær brød i 2006 igennem på den internationale dokumentarscene med The Monastery, som hun arbejdede på igennem fem år — og langt hen ad vejen uden den ellers livsnødvendige filmstøtte.

Men det indfølende, humoristiske portræt af den 82-årige, hvidskæggede ungkarl, Hr. Vig, der forsøger at opfylde et livslangt projekt — at omdanne sit fynske slot til et russisk nonnekloster — gik alligevel hen og vandt hovedprisen på Amsterdams dokumentarfestival, IDFA, der anses for at være verdens vigtigste.

Nu er hun klar med en opfølger, der både i tone, stil og tematik ligger langt fra Hr. Vigs fynske, pudsige excentriciteter.

Traumets kerne
Gennem en mosaik af syv love addicts-historier iagttager hun afhængigheden og forsøger at nå ind til traumets kerne. Og helt efter Freud er det barndommens svigt og mangel på kærlighed, der har formet sig som et eksistentielt sort hul, som dræner al selvtillid.

Et hul, som ingen levende sjæl vil kunne fylde, for ingen vil nogensinde kunne leve op til den forjættede, altopslugende kærlighed, de lidende søger. Det er ikke mennesker, de forelsker sig i, men forestillingen om forelskelsen.

Ja, det lyder banalt, men gennem en ambitiøs iscenesættelse, der skifter følelsestone og filmstil afhængig af, hvem vi følger, skaber Grønkjær en identifikation med personerne og får os også til at reflektere over, hvordan de er kommet så langt ud, og om man selv har elsket for meget — eller for lidt.

Melankolsk grundtone
Det er den 28-årige Elizas rekonstruerede videodagbog, der for alvor sætter temaet på spidsen. Hun er besat af den hippe Christopher med slangekrøllerne, og i hendes hoved skal de være sammen for evigt. I virkeligheden ved han knap nok, at hun eksisterer.

I sin dagbog har hun samlet alle deres imaginære forholds memorabilia: polaroidbillederne, hun i det skjulte har taget af hans hus, en afrevet kalenderside fra den dag, hun havde aftalt med sig selv, at han skulle have ringet! Eliza Bichmann spiller rollen som sig selv med en uhyggelig og dog hjerteskærende sødme.

Kameraet er her håndholdt, intenst som i en found footage-gyser. Hendes ansigts mani er up close and personal, og vi er så intimt tæt på, at man nærmest helt fysisk mærker hendes desperation.

Det er ikke mindst den visuelle stil, hvor form og indhold er tænkt nøje sammen, der gør Love Addict til en af årets virkelig stærke, poetiske dokumentarfilm.

Ufiltreret parterapi
Stemningen er anderledes Woody Allen’sk neurotisk i en efterårsgylden Central Park. På en bænk sidder den intellektuelle, fortysomething Tracy, der efter et år uden sex — og sågar uden kærtegn — stadig insisterede på kærligheden til George, som sidder ved siden af hende.

Fløjlsblød 20’er-jazz og indklippede billeder af forelskede par kommenterer kærligt-ironisk kærlighedens veje og vildveje. Hun elsker for meget, han vil ikke spærres inde. Konflikten er næsten en moderne kliché.

Men med Grønkjærs diskrete tilstedeværelse bag kameraet er det som at være vidne til en parterapi-session, hvor det er tilladt at tale fuldstændig ufiltreret om sit følelsesliv.

Forstadsskæbner
To af fortællingerne oplever vi, mens de udvikler sig. Personerne, som begge er overvægtige, socialt udrangerede forstadsskæbner, er fanget i deres afhængighed.

Den californiske rockmusiker Christian, der har sin mor boende (som han humoristisk omskriver sin noget ynkelige livssituation), har indledt et langdistance-forhold til en kvinde, han blot har mødt to gange.

Efterhånden bliver det dog tydeligt for os, at hans store kærlighed ikke er gengældt. Når Christian for pinagtigt, åbent kamera taler i telefon med sin elskede, virker hun mildest talt fraværende. Hun slår da også til sidst op med ham.

Men Pernille Rose Grønkjærs metode er at gå et spadestik dybere, og hun sætter Christian sammen med hans far, der blankt indrømmer, at han har svigtet og psykisk torteret sin søn. Her peger hun direkte på, at Christians afhængighed har sine tydelige rødder i barndommen — i en ensom følelse af utilstrækkelighed.

Melankolsk grundtone
I den situation flygter børnene ifølge filmen fra virkeligheden og ind i fantasien om en prins eller prinsesse, som vil kunne gøre alt godt igen og elske dem ubetinget. Grønkjær formidler den romantiske drømmeverden med billeder af tomme slotsstuer og romantiske skove, hvor en ensom pige søger sin prins.

Det er sjældent, at sådanne direkte visualiseringer virker, men her skaber de en tragisk, poetisk kontrast til den anderledes uromantiske virkelighed og lægger en melankolsk grundtone: følelsen af en længsel, der aldrig kan opfyldes.

Mindre vellykket er historien om den midaldrende Tracy, der har et usundt on/off-forhold til en ung, arbejdsløs dagdriver, som hun undervejs bliver gravid med.

Tracy har det ikke nemt, og når filmen lovlig bastant krydsklipper mellem Tracys selvbedrag i lædersofaen og hendes veninde, der hudfletter hende, savner man for en gangs skyld solidariteten.

Uforholdsmæssig ærlighed
Pernille Rose Grønkjær er en del af det kvindelige filmkollektiv Danish Documentary med producer Sigrid Dyrkjær i spidsen. Og ligesom kollegaen Eva Mulvad, der kommer grænseoverskridende tæt på to fattige aristokrater i The Good Life, formår Grønkjær at få personerne til at åbne op på en uforholdsmæssig ærlig måde.

Hun er både de medvirkendes intimt betroede og deres saglige terapeut, som også stiller de hårde, undrende spørgsmål. Lag efter lag skrælles af personerne, og barndomstraumer dukker op — ikke som tudbrølende udbrud, men stille erkendelser.

Love Addict er en uromantisk, men aldrig ufølsom skildring af Den Store Kærlighed som en livsløgn.

Love Addict har premiere på Doxbio i 40 biografer landet over den 6. april 2011.