Dvd-anmeldelse
08. sep. 2013 | 22:43

Julian Schnabel – 5 Films / 15 Years

Foto | Guillermo Rosas
Allerede fra sin anden film, Before Night Falls med Javier Bardem (bagerst), afslører Julian Schnabel forbløffende evner som personinstruktør.

Julian Schnabels film er visuelt overvældende værker, som tåler mere end ét gensyn. Nu er hans fem første film tilgængelige i en veritabel lækkerbisken af en dansk dvd-udgivelse.

Af Lars Movin

Livet er dyrebart. Men ofte også fyldt med forhindringer.

Dét synes nogenlunde at være essensen af de foreløbig fem biograffilm, vi har set fra den amerikanske billedkunstner Julian Schnabels hånd. Siden debuten i 1996 med hjemmebaneportrættet Basquiat – en insider-fortrolig biopic om Warhol-protegéen og karrierekometen Jean-Michel Basquiat (1960-1988) – har Schnabel i film efter film demonstreret sin særlige forståelse for kompromisløse enere, som grundet forskellige omstændigheder er på kollisionskurs med enten omgivelserne eller deres egne begrænsninger. 

Miljøer og geografiske locations har ført os vidt omkring. 

I den filmiske nøgleroman Basquiat (spækket med stjerne-cameos og selvbiografiske hints) handler det om en ung, farvet kunstners problemer med at bevare sig selv under opstigningen i en pengestyret, hvid galleriverden (Manhattan i 1980’erne) – et miljø, der under alle løfterne og de glamourøse cocktail-parties hurtigt afslører sig som en kynismens biotop, hvor andre end kunstnerne selv bestemmer reglerne, og hvor faldgruberne er mange: magt, rigdom, begær, stoffer. 

I efterfølgeren, Before Night Falls (2000) – baseret på en selvbiografi af den homoseksuelle, eksilcubanske digter Reinaldo Arenas (1943-1990) – ramler revolutionens idealer sammen med efterdønningerne af en homofobisk macho-kultur, og efter et kort mellemspil af utopisk åbenhed skydes drømmene om frihed og lighed for alle i sænk. 

I Schnabels brede gennembrud, Dykkerklokken og sommerfuglen (2007) – ligeledes baseret på en selvbiografi – går rejsen indad, ind i sindet på filmens protagonist og fortæller, den franske journalist Jean-Dominique Bauby, kendt som redaktør af magasinet Elle, indtil han i 1995 blev ramt af et massivt slagtilfælde, som lammede ham fra top til tå. 

Her er det ikke omverdenens normer eller fordomme, som står i vejen for ytringsfrihed og kreativ udfoldelse, men den ikke-funktionelle krops karakter af fængsel (dykkerklokke). Samme år skabte Schnabel en filmversion af Lou Reeds Berlin, et smertensbarn af et konceptalbum fra 1973, som via en koncertrække (og filmen) blev rehabiliteret og løftet op til en status som et hovedværk i ouevret (en position, som det i ophavsmandens egen optik altid havde fortjent). 

Endelig fulgte i 2010 Miral, den eneste af Schnabels foreløbig fem film, hvor det ikke helt er lykkedes at omskabe et eksisterende forlæg til en personlig, filmisk fortælling. Filmen om den palæstinensiske pige Miral er bestemt ikke uden egenartede fingeraftryk og bevægende øjeblikke, men for første gang har der indsneget sig en fornemmelse af, at Schnabel er begyndt at gentage sine egne visuelle signaturer, ligesom filmens overordnede struktur – lidt hårdt sagt – nærmer sig noget, der minder om et referat af en historie snarere end en historie, der har fundet sit eget organiske, filmiske flow. 

Miral er baseret på Schnabels daværende kæreste, journalisten Rula Jebreals selvbiografiske bestseller af samme navn. 

Da Jebreal (palæstinenser med israelsk statsborgerskab) var fem år, begik hendes mor selvmord, hvorefter hun blev anbragt på et nu legendarisk børnehjem i Jerusalem, oprettet i 1948 af den idealistiske Hind al-Husseini. Via børnehjemmet fik Jebreal kendskab til forholdene i de palæstinensiske flygtningelejre, og i bogen (og filmen) bliver hovedkarakterens individuelle skæbne det prisme, hvorigennem den tilsyneladende uendelige konflikt i Mellemøsten betragtes – et prisme, som i videre forstand stiller skarpt på lyse såvel som mørke sider af dét, der lidt ironisk kunne kaldes den menneskelige komedie. 

Alt i alt film med vidt forskellige overflader og kulturelle kulører. Men ikke desto mindre film, der alle kredser om eksistentiel ensomhed, om kamp for overlevelse, ikke bare i fysisk/biologisk forstand, men som menneske, samt – ikke mindst – om vigtigheden af at kunne kommunikere, udtrykke sig frit som den, man er. 

Dét er i sig selv et projekt, som det er værd at bakke op om. Og når filmskaberen så oven i købet har vist sig at være en original fortæller med et markant talent for at trænge ind i sine karakterers indre universer, er der så meget desto mere grund til at glæde sig over, at det samlede værk – so far – nu foreligger i en eksklusiv dvd-boks, en veludstyret coffee table-sag, der må siges at være en veritabel lækkerbisken for såvel cineaster som kunstelskere (og oven i købet fortjenstfuldt udsendt af et dansk selskab). 

Denne status i utide (må vi håbe) lægger op til at se nærmere på indtil flere spørgsmål: Kan man se, at disse film er skabt af en billedkunstner? Og, i bekræftende fald, hvad er det så, der adskiller Julian Schnabels værker fra hovedstrømmen af biografoplevelser? 

Til det første: Ja, det vil jeg mene, at man kan. Men heldigvis er Schnabel begavet nok til aldrig at lade sine eventuelle idiosynkrasier stå i vejen for at skabe velfungerende fortællinger, som appellerer til andre end kunstkredsløbets fortropper. Allerede i den kuriøse, om end instruktionsmæssigt lidt vakkelvorne debutfilm fik han pejlet sig ind på en funktionel balance mellem fortælling og billede, mellem en passende fornemmelse for fiktionsfilmens konventioner og en række mere egenartede indfald, såsom at lade hovedkarakterens sværmeriske og indimellem kemisk forvrængede forestillingsverden illustrere af genkommende projektioner af surfermotiver på himlen over Manhattan. 

Surfervisionen var et første bud på den opløsning af de gængse grænser mellem det synlige og det usynlige, mellem en ydre og en indre verden, som skulle finde langt mere elegante løsninger i de følgende film. Og samtidig udvidede Schnabel med stormskridt sit register, således at man allerede fra toeren (Before Night Falls) kan tale om et fuldt udfoldet fortælletalent, hvor troværdige karakterer og et påtrængende indhold (ofte understøttet af dokumentariske arkivfilm) går hånd i hånd med filmiske fremstillinger, der bæres af lige dele visuel legelyst og hensyn til markedet. 

Malerens signaturer er der, men diskret og underlagt struktur og helhed. Og skal man endelig tale om, at Schnabels film afspejler en kunstners temperament, er det måske snarere i deres elastiske tidsbegreb, hvor scener kondenseres eller strækkes alt efter, hvor lidt eller hvor meget de stimulerer iscenesætterens visuelle lystcentre. 

Endelig bør det nævnes, at Schnabel allerede fra sin anden film, hvor Javier Bardem imponerer i rollen som den først politisk forfulgte og siden aids-syge cubanske digter, afslørede rent ud forbløffende evner som personinstruktør. 

Men selv om det i et længere perspektiv måske netop er de stærke og markante hovedkarakterer, der vil blive stående i erindringen, er det i det umiddelbare møde med Schnabels film lige så meget deres sanselighed, poesi og musikalitet, som gør indtryk. Det er ganske enkelt visuelt overvældende værker, som tåler mere end ét gensyn, hvilket blot gør det yderligere prisværdigt, at den første håndfuld titler nu er tilgængelige i en attraktiv boks. 

Fem mesterværker? Lige knap. Men i hvert fald fem personlige penselstrøg på filmhistoriens brede lærred.

Land:
USA oa.

År:
1996-2010

Instruktør:
Julian Schnabel

Udgivelse: 5 stjerner
Region 0 / Scanbox Vision

Ekstramateriale:
Kort dokumentar om Julian Schnabel og flot kunstbog med essays og illustrationer, alt udført i eksklusivt collector’s item-udstyr

Kan købes fra:
12. september 2013

© Filmmagasinet Ekko